Grooveshark

Jeg er fornylig blevet præsenteret for Grooveshark.com, som jeg nu har prøvet et par enkelte gange.

Det et reklamefinansieret og eftersigende fuldstændigt lovligt site, hvor man kan søge på kunstnere og lytte til deres musik inden, man går ud og køber deres album.

Jeg ved ikke, om det er et almenkendt site, men det er første gang, jeg har hørt om det. Håber i kan bruge det.

Koncerter på vej

Biletterne til C.V. Jørgensens koncert, ekstrakoncert og ekstra-ekstrakoncert smuttede ud af hænderne på mig, og ham er jeg dermed nødsaget til at tage på Roskilde for at se.

Men nu vil jeg sikre mig mod, at jeg misser flere gode koncert i min musikalske baggård, Vega, og har derfor kigget de kommende koncerter igennem for 2010's første måneder.

Her er dem, som jeg gerne vil høre:

06.01.2010: Klub rolig: The Blue Van, gratis entre.

02.02.2010: Wolfmother

11.02.2010: Thåström

11.03.2010: Tindersticks

Hvem vil med? og til hvilke? og skal vi arrangere noget fælles billetkøb?

breaking news på pol.dk

Nu er det desværre svært at læse, hvad der står, men heldigvis kan jeg her berette, at "SENESTE NYT" på pol.dk er.... "QUEER ER DET NYE FEMI-SLAGORD."


Holy shit!

Jeg tror, jeg for fremtiden må blokere pol.dk, så jeg kan forhindre mig selv i at spilde mere tid samt redde mit hår fra at blive flået ud i bar arrigskab.

God jul.

Produktet, der skal redde dansk journalistik

Internt i journalistkredse er der dyb surmulen. Man kan ikke tjene penge på netjournalistik. Punktum. Og aviserne er der ingen, der gider købe. Punktum. Der er ingen jobs, og dem der er, er platte underholdningsjobs, der ikke tilføjer journalistisk substans.

Dundersnak er der rigeligt af. Men der er også grenen af ukuelige optimister, der falder i svimer over al ny form for journalistik, der kan eller ikke kan være med til at redde journalistikken.

Et af de projekter er Berlingske Tidendes netsatsning - Ugen - der er et forsøg på at indføre mikrobetaling for netjournalistik. Jeg var meget skeptisk, men besluttede mig alligevel for at købe et abonnement. 50 kroner om måneden og så får du hver fredag et opdateret program, der giver dig et overblik over, hvad der er sket i ugens løb i kategorierne: Politik, Global, Business, Tech, Green, Fri (kultur), Sport, Mennesker, Blogs og Anmeldelser.

Jeg har nu læst ugen i tre uger, og jeg er faktisk begejstret. Jeg synes ofte, at ulemperne ved at læse nyheder på nettet er, at man kun får leveret dele af en historie, som man så skal klikke sig videre for at få baggrunden for. Nyhederne går så hurtigt på nettet, at man risikere at miste noget. Og derfor har jeg altid været glad for aviser. De leverer dagligt et overblik over, hvad der er sket i løbet af gårsdagen.

Men Ugen er en måde, hvorpå man slipper for de enorme mængder af avispapir i sin lille lejlighed (hvor man skal drøne fire etager ned for at smide det ud igen) og samtidig får et overblik - og støtter visionerne om betalt journalistik på nettet.

Ugen er langt fra færdigudviklet, og man kan betvivle om man får reelt indhold for pengene, men den giver mig stadig den følelse, som jeg også får, når jeg læser en avis. Jeg læser en redigeret side. Jeg læser noget, som jeg ikke nødvendigvis selv ville have valgt, og derfor bliver jeg også inspireret, overrasket, vidende og forbløffet.

Nyhedsoverblikket er krydret med personlige kommentarer og klummer fra mange af Berlingske Medias medarbejdere, som har en faglig forståelse af nyhederne.

Thumbs up herfra og fem ud af seks stjerner til denne journalistiske fornyelse. Har i en 50'er i overskud om måneden, kan jeg kun anbefale jer, at klikke ind på www.ugen.dk og tjekke det ud. De første fire numre koster blot 29 kroner - derefter 49. Og det er også godt for miljøet, at slippe for avispapir.

Her er et par screenshots, som jeg har taget af den seneste udgave af Ugen:

billed1: "Hvad betyder eklæringen" - en hurtig indføring i, hvad erklæringen fra klimatopmødet egentlig handler om.

billed2: Kommentarer. En af de klummer, som jeg er begyndt at holde af i løbet af de tre uger er Tech-klummen. Her giver flere af medarbejderne i Berlingske Media deres bud på de mest spændende ting på nettet. Ofte spændende og relevante tip.

Billed3: Overblik. Her er eksempelvis forsiden af Politik-kategorien. Her er der et udvalg af de væsentligste historier i politik fra den seneste uge. Samme overblik er der for de øvrige kategorier. Hurtigt og nemt.

Hjemløse musikere

Jeg har endnu ikke haft mulighed for at se filmen "The Soloist", men er alligevel kommet til at tænke på den, og vil nævne den her. Filmen er bygget på rigtige begivenheder der blev gengivet i et fremragende indslag i '60 minutes' for nogen tid tilbage. Den handler om den skizofrene Nathaniel Ayers Jr. der bor på gaden i Los Angeles. Det skulle man jo ikke mene var usædvanligt nok til at lave en film om. Det særlige ved Ayers er da også, at han er et musikalsk geni, der spiller cello. Frem til sit andet år på Julliard havde Ayers en forholdsvis normal tilværelse, præget af hans talent. På Julliard udvikler han dog den skizofreni, der får hans liv til at køre af sporet, og endeligt er skyld i at han havner på gaden. En sørgelig historie, der hurtigt kunne være gået i glemmebogen, som én af tusindvis af skæbner. Sådan ville det også være gået Ayers, hvis det ikke var for journalisten Steve Lopez. Han opdager Ayers, og de to udvikler et venskab. Historien er nu blevet filmatiseret, med Jamie Foxx som Ayers og Robert Downey Jr som Lopez.
Ayers har via velgørenhed fået en cello, han spiller på, på gaden. Hans talent er stadig i behold, og musikken er det eneste der synes at give ham ro i sjælen.
Historien giver anledning til at stille et spørgsmål. Ville man opdage musikalsk talent, hvis man så det på gaden, eller ville man bare gå lige forbi?
Ayers er en cellist i verdensklasse, som under andre omstændigheder ville kunne spille klassiske koncerter med et stort publikum. På gaden går folk for det meste forbi - ganske få stopper overhovedet op.

Jeg tvivler på at jeg ville handle anderledes. Selvom jeg godt kan lide at tro, at jeg kan skelne gadegøgl fra talent.

Når jeg er kommet til at tænke på dette, er det pga. to videoer der er kommet på nettet for nyligt. Den første er fra i dag:



Det er efter min mening et helt fantastisk cover, fremført med en stemme der fortæller om et hårdt liv. Absolut rørende. Det var den video der fik mig til at tænke på 'the soloist', fordi der meget vel kan gemme sig en lignende historie bag homeless mustard. Og fordi jeg ikke aner, om jeg ville stoppe op, hvis han sad og fyrede den af i metroen en morgen.

Det er åbenbart et større fænomen end jeg lige havde regnet med. Jeg kom nemlig i tanke om en anden video jeg havde set for en uge siden, med en anden talentfuld musiker på gaden. Da jeg forsøgte at finde den ved at skrive "homeless man singing" på youtube, dukkede der et hav af videoer op. Til sidst fik jeg dog fundet den rigtige video:



Det er på én gang fascinerende og nedslående. Fascinationen ses tydeligt i antallet af videoer der er postet med lignende optrædener, og i kommentarerne til dem. Fælles er det, at det er en overraskelse for os, at hjemløse kan besidde et talent. Videoerne kan give en lille reminder om, at det kan forholde sig sådan, og at man skal have øjnene åbne for dem man normalt bare ville gå direkte forbi.

Sang for en søn og en sømand

Smashing Pumpkins har lagt en lille snas ud af et kommende projekt, hvor ikke mindre end 44 sange vil blive lagt ud på deres hjemmeside for senere at blive udgivet i et bokssæt.

Sangen er afdæmpet, småt eksperimenterende og knapt så dramatisk, som jeg husker dem for, men dan din egen mening her (klik på det lille play-ikon):

Ørnsbo ude med riven

Rygterne om kulturkampens død er tilsyneladende stærkt overdrevne. Jess Ørnsbo har i hvert fald taget den skarpe pen op af skuffen i artiklen Det Store Kulturskred.

Jess Ørnsbo er blevet kaldt Danmarks vredeste mand. En gnaven misantrop, der bor langt væk fra mennesker og skælder og smælder på alt, hvad han kan komme i nærheden af. Hvorvidt denne myte er sand, skal jeg ikke kunne sige, men hans syn på kulturtilstanden, kan ikke siges at være videre positiv.

Ud fra logikken om, at et begreb, der siger alt; dermed siger ingenting, skriver han bl.a.:
"Kultur er efterhånden blevet et ord uden nogen som helst betydning. Det er blevet devalueret og kan betyde hvad som helst. Kultur er blevet et luderord, der er blevet erobret af den hærgende reklame og kan bruges til at sælge alt fra strømpebukser til mavemedicin. Det ville være dejligt, hvis man smed ordet ‘kultur’ ud og gik direkte til sagen: litteratur, maleri, teater, film, dans, musik."

Jeg synes, det er en vedkommende, humoristisk og lidt provokerende analyse fra en gammel samfundsrevser, hvor han har nogle udmærket pointer, selvom forfalds-tankegangen i længden bliver lidt anstrengende.

Nissehaderen over dem alle

Det er ikke for at spolere den ikke-eksisterende julestemning på klasen, men jeg synes historien om den nordjyske præst Jon Knudsen, der førte korstog mod nisser sidste år, måske godt kunne trænge til at blive genopfrisket og dermed definere den nedre grænse for, hvor dårligt julehumør man kan være i. Med dette udgangspunkt kan julestemningen kun blive bedre.
Jeg tror ikke, det er ualmindeligt at være lidt julegnaven og lidt træt af al det juleri, men denne moderate kategori kan Jon Knudsen ikke påstås at tilhøre. Nej, Jon Knudsen får Benny fra The Julekalender til at fremstå som den rene julefanatiker.
Det korte af det lange er, at Jon Knudsen mener at nisser er dæmoner og dét at pynte op til jul med nisser er udtryk for djævledyrkelse. For at underbygge sin tese bruger Jon Knudsen flere obskure eksempler: Med argumentatorisk akkuratesse og retorisk overskud sammenlignes nisser bl.a. med børneporno og Hitler.
Se interviewet her, som underligt nok ikke blev vist i Mandrilaftalen, men derimod i Aftenshowet.

Absolutico fantastico!

Den anden dag var jeg til en koncert med de bedårende canadiske tvillingepiger Tegan + Sara, og deres show var skam fint. Jette fint, som svensken siger. Men mere interessant, for mig i hvert fald, er det, at de to pige som opvarmning havde en Seattle-rapfyr med: Astronautilis.
Som udgangspunkt er jeg altid lidt skeptisk overfor noget der for smidt mærkatet "hiphop" på sig, men jeg ved nu heller ikke, om jeg selv vil klæbe det mærkat på musikken.
Astro, eller Andy Bothwell som hans borgelige navn er, fyrede den godt og grundigt af med godt humør, energi som en gallopperende hest og tykke ironiske kommentarer om sin egen rigdom. For han er vist ikke så rig igen, ham Andy. Men det burde han nu nok være. Efter jeg har betalt 80 danske kroner for hans seneste album, Pomegranate (2008), er jeg blevet helt pjattet med ham. Ifølge hans myspaceside, så var anmelderne (for obskure magasiner i det mindste) helt pjattede med ham, og det er med god grund.
Sangene er virkeligt godt skruet sammen og stilen er meget a la Modest Mouse (mener også deres producer var med inde over Pomegranate) og er yderligere peppet op med noget fe' rap.
Endnu sjovere er det, at sangene hver for sig er små narrativer. Som fx Trouble Hunters, der omhandler slaget ved Trenton eller The Case of William Smith, der fortæller historien om en skotsk fyr, der blev slæbt for retten pga. anklager om blasfemi.
Læs evt. denne lange, men oplysende anmeldelse.

Men opsummerende er det altså en knaldgo' pla'e med originale, dybe tekster og musik, der til nogle tider udfordrer og andre tider nusser.

Tak herfra - fordi du har læst en tekst helt uden tankestreger; du har bidt dig igennem en tekst helt uden semikoloner og stavefjle.

Det europæiske år

Kære læsere og medbloggere

Jeg vil først og fremmest takke for invitationen til at skrive med. Jeg har hidtil været en ivrig læser, og ser frem til at bidrage mere aktivt fremover, til klasen. Min chef siger jeg ikke kan finde ud af at sætte kommaer, men det må I finde jer i. ,

Sådan som jeg ser det, handler denne blog mest om kultur, selvom den hedder den kreative klase. Som expat i Bruxelles, oplever man også diverse kulturelle indslag, jeg kunne skrive om. Jeg ville egentlig have skrevet om en serie bøger jeg er i gang med, af manden over dem alle: Dan Turrell. Det har jeg dog valgt at udskyde, til fordel for et spørgsmål der kombineres med mit arbejde her i Bruxelles – sådan at Martin også får noget for sine forældres kontingent til DLF.

Handler den kreative klase kun om kultur, eller omhandler den også de ting man normalt associerer med den kreative klasse?

Jeg spørger fordi, jeg i dag har været til en konference i anledning af at det er det europæiske år for kreativitet og innovation (og design), som jeg er helt sikker på at I godt vidste det var.

Jeg blev sendt til konferencen i dag, i den tro at man (bl.a.) ville snakke om hvordan man laver læringsmiljøer i skolerne der fordrer kreativitet osv. Det punkt er imidlertid udskudt til konferencens anden dag. I stedet blev jeg mødt af nogle talere der i meget generelle vendinger fortalte om design, innovation og kreativitet – og hvordan det kan bruges på andre områder end opfindelsen af nye produkter (selvom den søde Damini talte meget om sin drypfri tepotte).

Enkelte af talerne havde nogle gode pointer. Så som, at innovation i praksis aldrig er tilfældig, men altid er resultatet af lang tids arbejde, eksperimenter og gjorte erfaringer. Mere end det er den pludselige lyse idé der kommer ud af intet. Som Damini Kumar sagde, kan kreativitet og innovation indlæres, og bruges på alle områder. De pointer tog jeg til mig, idet jeg ikke normalt betragter den kreative klasse som disciplineret. Mit indtryk er mere at det består af spradebasser uden sans for indhold og substans. Kunne det passe at der rent faktisk findes folk i de kreative brancher, der kan et og andet, og ikke bare er glorificerede reklamemænd (som vi kender og elsker dem fra 'Mad Men')?

Jeg er desværre ikke på konferencen i morgen, hvor det ellers skulle blive rigtigt interessant. Men ikke desto mindre må jeg sige at jeg er glad for, at Kommissionen har sat emnet på dagsordenen. Efter min mening skal man finde en måde, hvorpå man kan gøre børn og unge mennesker i stand til at skabe nye ting, og tage initiativer der hvor der er behov for det. Ligegyldigt hvor de er. Det kræver både flid, viden, selvstændighed og nye (frie) tanker. Hvordan man klarer dette, er det store spørgsmål. Personligt er jeg dog helt sikker på, at det ikke sker ved udenadslære, kanóner og deslige.

De europæiske strategier fremtiden er da også klare på dette punkt: I Europa kan vi ikke leve af at være gammeldags, men må tænke nyt, hele tiden. Danmark er en del af denne strategi hvilket gør den nuværende skolepolitik så meget mere paradoksal.

I øvrigt ser det ud til, at den næste 10-års strategi for Europa(s økonomi) vil blive vedtaget i Kommissionen allerede onsdag i denne uge. Og jeg tvivler stærkt på, at den vil kræve stopprøver for de små skolebørn.

Nice!

what?

Til Bondam

Som jeg ved gentagne lejligheder har givet udtryk for, er Hr. Bondam ikke min kop kamillete.
Først sagde han, at han ikke ville lege med DF. Efter valget ville han være kejser af Kbh.
Og nu får han sin indflydelse - til Mr. Sareens misfornøjelse.
Så en form for kejser er han da blevet - det er bare lysende klart, at han er af den slags der ikke har noget tøj på.

Kreativ Klase som magasin

Endnu et tiltag i historien om Kreativ Klase.

Jeg har oprettet en konto på Issuu.com, hvor man kan lave web-magasiner. Et lille test-magasin er lavet, som I kan se her:

Snart vil jeg prøve at sætte det ordentligt op i Adobe Illustrator, så designet kan matche indholdet, men inden da vil jeg høre klasens medlemmer, hvordan magasinet skal redigeres? Hvilke 15 historier, mener I, skal prioriteres med i den første udgave af magasinet Kreativ Klase?

Thomas Blachman er den største visionære talsmand for nå-generationen

I dette meget velskrevne interview med Martin Kongstad i Politiken langer Martin Kongstad ud efter sin egen samfundsklasse - den kreative vel og mærket.

Et interessant interview, hvor han udstiller den kreative klasses dobbeltmorale, som intolerante kultursnobber, der kalder sig selv for socialister.

Læs det.

Ævl 2.0

Den allestedsnærværende sociolog Henrik Dahl har skrevet en ret personligt, men også meget relevant blog på kommunikationsforum.dk.

Bloggen appellerer først og fremmest til ham selv, når han skal skrive blogs til forummet, men er også en spids kommentar til nettets anarkistiske form i diskussioner.

Her kan stort set alle få orde ligemeget, hvor meget ævl og bævl, de skriver. På nettet er der ubegrænset plads, men derfor bør man efter Henrik Dahls mening ikke bare udnytte sociale medier til at få udgivet "sindssyge-læserbreve-i-Jyllands-Posten 2.0".

Læs den ikke specielt velskrevne, men alligevel interessante blog her: http://www.kommunikationsforum.dk/artikler/aevl-to-nul

Enten er jeg træt, dum eller en kombination af de to...

... ellers er den bare skidt skrevet. Denne anmeldelse af Svend Åge Madsens nye bog "Mange sære ting for" er for mig lige så svær at holde af som den er at læse. Glædelig mandag - også til Politikens begejstrede anmelder Søren Vinterberg.

Jeg kender hendes navn...

Magien er tilbage. Fem år efter en lidt ærgerlig afslutning på Roskilde Festival er Loveshop tilbage med al deres kendetegnene energi.

Den røde skjorteflip blev rettet af hos den upåklageligt klædte Henrik Hall før, han første gang tog mundharmonikaen for munden foran et begejstret publikum på den intime og nærværende scene, Lille Vega. Hall gik fra velklædt blazer gik til en gennemsvedt rød skjorte som koncerten skred frem, og krydrede stilen med løse hofteslag i takt med musikken.

Fire numre inde i koncerten gav Jens Unmack sin første kommentar til publikum. "Er i nervøse? Det er jo jer, der har noget at bevise", sagde han inden, Henrik Hall greb blokfløjten og tændte for "Love Goes On Forever".

"Tak som satan", sagde Jens Unmack og forsatte:

"Vi vil bare gerne holdes lidt af. Til hverdag er vi alene, og i aften er vi her"

Ellers blev der ikke sagt meget. Musikken og magien talte.

Og setlisten i denne sublime genforeningskoncert med Lovesop blev sammensat på følgende måde:

1. Alle har en drøm at befri

2. Krammersjæl

3. Sig det aldrig mere

4. Loves goes on forever

5. Fester i Danmark

6. Min Elvis

7. For evigt for altid

8. Fremmedlegionær

9. Hvorhen? hvordan? hvornår?

10. Ind i dig

11. Alt du har at sige

12. Fuck min højdeskræk ("skrevet" til Johnny DeLuxe, der stiller op til Melodi Grand Prix og har brug for det)

13. Copenhagen dreaming (En sang, som de "skrev" til politikens konkurrence sidste år om den bedste københavn-sang - som de medieludere, de nu en gang er)

14. Bellavista sol

15. Hun er stadigvæk en lille pige

16. Det tog mig et år

ekstra:

17. Drømmenes København

18. I nat bliver det sommer

Glæd jer. I kender deres navn. Og i aften var de drømmenes København.

Haps, haps, haps

Måske var Anders Fogh ikke så mådeholden, som man troede.

Læs artiklen her og tryk derefter her for at komme i den stemning, der var til mødet hos Venstres gruppebestyrelse fra folketinget.

Endnu en vinter

(Fraklip fra det fjerne)

.

Jeg modtog dit memo det kom som et chok

du lød som en vantro der hyler i flok

er min bedste ven i nøden gået helt amok

mens vi nærmer os endnu en vinter

.

Støjende singler får sig et lift

enlige mødre knalder brikker på skift

rabatten er blød men smilet er stift

& vi nærmer os endnu en vinter

.

De søgende sjæle spiller gerne fallit

de jammer på kvadratet af mit gennemsnit

skriften på væggen lyser kridende hvidt

mens vi nærmer os endnu en vinter

.

Latteren forstummer minut for minut

lyset er gået kemien er brudt

& færdsel på græsset er strengt forbudt

for vi nærmer os endnu en vinter

.

Mine højeste ønsker er bittesmå

rejs mig fra min sofa & lad flaskerne stå

alt ordner sig i morgen er jeg sikker på

.

Jeg føler mig en anelse gudsforladt

& skriger på frelse hver eneste nat

det hele er blevet mig for sammensat

mon jeg nærmer mig endnu en vinter

(Hjertens tak for tekst til http://www.ebbemunk.dk/)

Klichés trommeslager er død

Jeg stødte i dag på en sørgelig nyhed. Anders Brill, der var trommeslager i Kliché, er død:

Læs nekrolog her.

Jeg arbejdede sammen med ham på JydskeVestkysten, hvor jeg var praktikant, og han var redaktionssekretær, der irettesatte mig, når jeg kludrede rundt i nutid og datid i mine artikler.

Han var en særdeles gemytlig fyr, som dog havde et skrantende helbred, men som jeg ingenlunde havde troet skulle miste livet allerede i en alder af 62 år. Sørgeligt.

Lidt lir fra folketinget

http://www.youtube.com/watch?v=QJljzqXsBOY&feature=player_embedded

Æbleteket

http://www.agri.life.ku.dk/pometet.aspx

- Til dem, der ikke troede på det - og damer, undskyld mig: Sut mig, og bliv ved med at sutte mig.

Sådan sagde Argentinas landstræner, Diego Maradona, efter sejren over Uruguay, som sikrede Argentina den sidste sydamerikanske VM-billet. Maradona har været under et kolossalt pres. Argentina har ikke misset et VM siden 1970 og råder over en fantastisk trup med Lionel Messi, som den mest funklende stjerne på fodboldhimlen. Spillet har dog aldrig rigtig været overbevisende for den fodboldglade nation og det har heller ikke gjort det bedre, at ærkerivalerne fra Brasilien er stormet derudaf med 1. pladsen. Der har altså været et kæmpe eksternt pres fra medier og befolkningen i al almindelighed, men også internt, hvor spillerne er begyndt at kritisere hinanden.

Derfor er Maradona, som på disse kanter nærmest er hellig, blevet voldsomt kritiseret og krævet fyret, så Maradona havde et stort behov for at svare igen:
”Journalisterne har behandlet mig som skidt, men vi kvalificerede os med ære. Jeg dedikerer sejren til det argentinske folk og min familie, men journalisterne har ikke fortjent det, for de har behandlet mig som affald. Den vellykkede kvalifikation er en tak til mine spillere, der spillede som mænd”

FIFA har åbenbart behov for at blande sig som moralsk overdommer og Sepp Blatter udtaler, at de ikke kan gøre andet end at åbne en disciplinærsag. Det har fået Maradona til at undskylde overfor kvinderne (og vel at mærke ikke andre):

”Jeg siger undskyld til kvinderne. Til min mor, til de argentinske kvinder, til de uruguayanske kvinder og kvinder i hele verden. Men kun til dem, ikke til de andre personer”

Der skal selvfølgelig være en eller anden form for regulering af, hvad man må sige i forbindelse med en fodboldkamp, men jeg synes det moralske overdommeri tager overhånd, hvis Maradonas 'sut-kommentar' får store konsekvenser. Det er en menneskelig reaktion at svare igen, når man har været under et ekstremt pres og udsat for heftig kritik.

Ligeledes mener jeg heller ikke, at man kunne klandre Morten Olsen for at tage til genmæle efter den vellykkede kvalifikation mod Allan Pedersen fra Ekstra Bladet, som i lynchstemningen sidste efterår før Portugal-kampen stemplede det danske landshold, som det ringeste landshold i 30 år. Det ville faktisk være fuldstændig menneskeligt. Fodbold handler jo nemlig om mennesker af kød og blod, som har nogle selvstændige holdninger og følelser og derfor mener jeg, at man skal passe på med at gokke folk alt for hårdt i nøden, hver gang de kommer med nogle ærlige, oprigtige og umiddelbare ytringer. Fodbold lever af umiddelbarhed og netop umiddelbarheden praktiserede Maradona i den næstsidste kamp i kvalifikationen, da Argentina scorede dybt inde i overtiden til 2-1 i Peru, hvor han gik amok i en sand målrus:

http://www.youtube.com/watch?v=OfUXO288ao4&feature=related

Turell: Lad leth afløse Gunnar Nu

I forbindelse med min BA læser jeg for tiden ganske mange aviser fra foråret 1975.

I den proces er jeg faldet over en lille sjov citathistorie, som Information bragte den 2. maj 1975. I artiklen/noten citerer de Dan Turell, som under overskriften i Ekstra Bladet "Lad Leth afløse Gunnar Nu" argumenterer for, at Jørgen Leth skal afløse Gunnar Nu Hansen som chef for Sporten i Danmarks Radio.

- Sport som show og som håndværk, som job og som kunstnerisk magi - det er de vinkler, vi må se den fra i de moderne mediers virkelighed. Nerve, artisme og fantasi kombineret med streng saglighed, det er de krav der bør stilles til en kommende sportschef, argumenterer Dan Turell.

Teksten i sin helhed kan du læse her:

Det er egentlig et ret spændende tankeeksperiment at forestille sig, hvordan dansk sportsjournalistik havde været i dag, hvis det var Jørgen Leth, der havde beklædt sportjournalistikkens måske mest magtfulde hverv i slutningen af 70'erne...

Relationer

En slags boganmeldelse af John Steinbecks Mus og mænd

For ca. tre måneder siden var jeg i ly af den danske sommernat godt i gang med at se Lost-afsnit, hvor Sawyer under en klippevandring med Benjamin Linus citerer John Steinbecks Mus og mænd. Hvilket han selvtilfreds fortæller til den tilsyneladende ignorante Ben.

”What’s up there?”
”Something I want you to see”
”That little place you always wanted, George?”
”What, you don’t read? It’s from Mice and Men.”

Lidt senere, som et ekstra punch, citerer Linus selv bogen i mens Sawyer forfærdet indser, at han befinder sig på en anden ø. Med lille chance for at slippe væk:

"A guy goes nuts if he ain't got nobody. Don't make no difference who the guy is, long's he's with you. I tell ya, I tell ya. I tell ya a guy gets lonely, an' he gets sick. It's from Mice and Men. Don't you read?!"

Nu vil jeg ikke kaste mig ud i alt for vilde sammenligninger mellem M&M og Lost, det kan man læse noget af her, men jeg vil påstå, at et af de centrale temaer i Lost også er et centralt tema i Mus og mænd. Nemlig simpel menneskelig kontakt og venskab.

Lost-menneskene har alle i større eller mindre grad problemer med at binde sig til andre mennesker, og i det ekstreme tilfælde den franske skøge Danielle Rousseau er menneskelige relationer, eller mangel på samme, virkelig sat på spidsen.Mus og mænd handler om knold og tot, den vakse og senede småfyr George samt den gigantiske, retarderede Lennie. Sammen har de vandret rundt i depressionstidens Californien før de får job som arbejdsmænd på en gård under The Man og hans hidsige søn Curly (med udtalt little-man-syndrome).

Der strømmede en tyk westernstemning ud mellem de gulnede sider i min bog, da jeg læste; Steinbeck formår at male poetiske billeder frem i den varme californiske fattigdom, i mens flere konflikter melder sig i passende tempo, alle involverende den tårnhøje sinke Lennie.

Der er specielt smukke øjeblikke, som slet skjult under en tragisk hinde opstår i feltet mellem George og Lennie. Menneskelige relationer betyder sgu noget.

Som Steinbeck skrev i sin dagbog (bringes med kærlig henvisning til Wikipedia):

”In every bit of honest writing in the world there is a base theme. Try to understand men, if you understand each other you will be kind to each other. Knowing a man well never leads to hate and nearly always leads to love. There are shorter means, many of them. There is writing promoting social change, writing punishing injustice, writing in celebration of heroism, but always that base theme. Try to understand each other."

Og i Steinbecks forholdsvis letlæste klassiker kan man finde nogle byggesten til forståelse og empati. Og det er godt.

John Steinbeck: Mus og mænd. Er anbefalelsesværdig sammen med en kop te/kaffe/varm kakao samt en god plade på afspilleren. Varmt tæppe er valgfrit.

Danmark - Sverige i glimt

Det siges, at ens liv passerer revy i korte glimt, når man ligger for døden.

Derfor vil jeg da gerne give svenskerne et par glimt med på vejen, når de må erkende, at deres VM-deltagelse er endeligt lagt død.

Morgendagens kyniske bøddel har en blakket fortid, der blandt andet byder på dette glimt:

... og som ikke længere kan se nogen mening med at lave sådan en film:

... og iøvrigt, så burde denne film være oplagt materiale på sundhedsstyrelsens kampagneside www.stopfør5.dk:

Copenhagen Screaming part 2

Det synes, at ingen tørst er så stor, som den de danske tilhængere af hedengangne Loveshop, besidder.

Således nærmer antallet af koncerter dette efterår sig med heftige skridt 2003's udgave af Copenhagen Screaming touren på de københavnske spillestedet fra kærlighedsbutikken.

Dengang spillede de over seks dage på seks forskellige spillesteder. Helt så godt er det ikke denne gang, men ikke desto mindre har de forleden annonceret en ekstra-ekstra-ekstrakoncert på lille Vega den 7. november.

Dermed har Unmack og Hall præsteret at vende farvelygterne i billetsalget fra grønt til rødt på både Vega, Loppen, Pumpehuset - og sikkert inden længe også på Lille Vega.

Det var da også på tide, at de fandt sammen igen (sørgeligvis uden Hilmer), i stedet for at stå, på hver sin side af mikrofonen, som de gjorde det i går, da Unmack spillede på Copenhagen Jazzhouse med Henrik Hall som tilskuer.

Billetter kan i øvrigt købes her: http://www.billetlugen.dk/musik/8787/

Obama og fredsprisen...

Vær venligst klar over, kære læser, at undertegnede langt fra er nogen autoritet inden evaluering af Nobels Fredspris-modtagere, men valget af præs. Obama virker ganske forkert - også selv om han uden tvivl er bedre end sin forgænger. Men de fleste ting lugter bedre end lort, som en tidligere kollega bemærkede.

Omvendt håber jeg dog, at man også vil mene om en 4-5 år at valget var rigtig.

Kongerne af bekvemmelighed erklærer afhængighed

Jeg tror Eirik Glambek Bøe og Erlend Øye har gjort det igen: lavet nogle smukke, ultra-harmoniske, nordisk-melankolske, finurlige og fængende sange. Efter at have hørt 3 nye numre på deres myspace, lyder det som om de holder niveau. Og det siger ikke så lidt. Yeah!
http://www.myspace.com/kingsofconvenience

Cave: Kylie er umættelig

Efter 20 års pause som romanforfatter er Nick Cave tilbage med bogen "Bunny Munros død".

Siden den første roman "Da æslet så englen" har han skrevet en mængde fabelagtige sange og været med i flere projekter.

Undertiden har han blandt andet indspillet sangen "Where the wild roses grow" med Kylie Minogue. En popstjerne, som han flere gange kredser om i sin nye bog.

Bogen er gennemført stangliderligt skrevet og antallet af stå-dreng beskrivelser er nok til at gøre en anmelder på Weekendavisen snerpet og utilfreds, når hun læser den.

Hvilket indtryk samarbejdet med Kylie Minogue har efterladt Nick Cave med er ikke til at sige, men man kan ikke lade være med at tænke sit, når han i sin ellers helt fiktive bog skriver følgende:

"Bunny kaster hovedet bagover og råber: "Ja, fandeme, Bunny Boy, jeg kunne sgu sælge hele cykelskuret!" og ler og kommer så i tanke om hvad det var Poodle sagde om Kylie Minogue - at han havde læst i en blog et eller andet sted at Kylie gik af som en fucking lynkineser i sengen, og at der ligesom ikke var noget som helst hun ikke var med på! Hun var umættelig!"

Uha, Kylie din fucking lynkineser... Det er hermed videregivet i en blog et eller andet sted.

Berlingske foretrækker Murakami frem for Dylan

I gårsdagens udgave af Berlingske Tidende var det ikke blot Eyvind Vesselbos særdeles velkomne anfald mod Dansk Folkeparti, der var bemærkelsesværdigt.

Sammen med blandt andet to gæve nordfynboer var nemlig også Berlingske musikanmelder Jeppe Krogsgaard Christensen tilstede under Bob Dylan-seminariet på Syddansk Universitet i Odense, der i mandags indstillede Bob Dylan til Nobels Litteraturpris.

I en helsides mere eller mindre triviel gengivelse af, hvem der talte og små udpluk af, hvad der blev sagt, trodsede anmelderen flere professorers rosende ord til Bob Dylan, og afsluttede sin reportage fra det-tydeligvis-langt-væk-liggende-Odense med en lille snerpet kommentar om, at det ikke bør være Bob Dylan, der vinder Nobels Litteraturpris, men i stedet den japanske forfatter Haruki Murakami, som Jeppe Krogsgaard Christensen tilfældigvis sad og læste på sin vej tilbage ti København i toget.

Mage til useriøs afslutning af en artikel, der handlede om indstillingen af Bob Dylans livsværk til Nobels Litteraturpris, skal man lede længe efter. Fair nok at have en holdning - but who are you to judge?

Her blot et citat fra forelæsningerne:

"Når en 68-årig udgiver et album, som 'Together through life' og placerer sig i toppen af alverdens charts, så er det ikke længere spørgsmålet om Bob Dylan skal have Nobelprisen. Den har han ikke brug for, men Nobel-prisen kunne så sandelig godt have brug for Bob Dylan" Heinrich Detering, Universitet Göttingen, æresprofessor ved Århus Universitet, samt vinderen af Tysklands fornemste forskerpris 2008.

Og et citat fra Dylan selv, som blev citeret flere gange under seminaret:

"Sometimes the you in my songs is me - and it is up to you to decide who is who".

Brillant - but who am i to judge?

Viggo, Viggo, Viggo, Viggo, Viggo...

Malling Mafiaen har leveret indslag til ”Fodbold for Fan”, som er Werge & Frimanns nye fodboldprogram, hvor forskellige fodboldpersonligheder er blevet parodieret. Jeg vil anbefale at surfe lidt på rundt på youtube og tjekke Malling Mafiaens parodier ud, som omfatter et væld af politikere og sportsmænd.
Én af de rigtig gode er parodien på OB’s ubestridte filosofkonge; manden som har viet sit liv til lange indkast og 4-4-2 med diamant på midtbanen: Viggo Jensen.

En lille reklame

Kære kreative klase

Bestyrer i et managerhold eller oddser i på første målscorer i den danske SAS-liga, så husk lige fremover at tjekke, hvem der er med i startopstillingen, så I ikke spilder en 10'er eller mister ærgerlige point i kampen mod kollegaerne.

Tjek holdopstillinger.dk fremover. I får hermed chancen for at blive testpiloter på det seneste website fra Tyksens værksted.

Dagen for malus domestica

I dag er en god dag. Det den 11. september 2009. I morgen er det den 12. september. Det bliver en endnu bedre dag. Hvis De, min kære læser, mangler sufficient grundlag for at istemme mit nuværende enmandskor og dets festsstemte sindelag mhp. morgendagen, ja da behøver jeg vel nok, og med kirurgisk præcision, at retfærdiggøre præcis, hvilken umanerlig statur morgendagen er af.

I morgen er det den 12. september 2009.

I morgen er det æblets dag i Danmark.

Om nogen frugt har været genstand for beundring, applaus og mytisk behandling, så er det æblet.
En bid af det flotte æble fra kundskabens træ fik Adam og Eva til at tumle ned ad syndefaldets tilsandede trappe. Wilhelm Tell fik valget mellem at dø eller skyde et æble af sin søns hoved med en armbrøst. An apple a day keeps the doctor away. If you throw it after him. I nordisk mytologi kunne man få evigt liv fra nogle magiske æbler. I græsk mytologi er der næsten for mange omkringrullende æbler til at kunne remse dem op, men stridens æble, som gav anledning til anledningen til krigen i Troja er et knasende sprødt eksempel.

Så puds det og giv det til din lærer. Eller skær kernehuset fra, skær æblet i stykker og smid det i en gryde, tilsæt sukker og kog det med lidt vand i mens du steger noget bacon på en pande. Mmhh... ævleflæsk! Hvad du end gør, så er æblet en essentiel del af mange menneskers madvaner og, om de vil det eller ej, deres kultur og kulturhistorie.

Og er æblet ikke bare en smagfuld metafor for menneskets liv? Bag det beskyttende skind ligger det inderste, det smagfulde, det som går i opløsning, hvis det ligger ubeskyttet for vind og vejr. Fra det sureste grønne æble til det mest søde og de rådne nedfaldsæbler, der bliver smidt ud af en kirke midt om natten og fløjet til Irak.

Bon appetit!

http://www.aeblefest.dk/

Dead Man: Livtag med den amerikanske identitet

Dead Man fra 1995 er instrueret af Jim Jarmusch, som skulle være en af USA’s mest originale, uafhængige filminstruktører. Jim Jarmuschs film er typisk drevet af små budgetter, da historierne er så excentriske og skæve, at det er nødvendigt lave dem uden for etablerede Hollywood. Dead Man fik vidst heller ikke særlig megen omtale, men efter at have set den, må jeg sige, at det er en vital film, som fortjener opmærksomhed og derfor denne omtale:

Historien
Filmen handler om William Blake (spillet af Johnny Depp), der rejser fra Cleveland, Ohio, mod Vest et sted i 1800-tallet. Som mange andre nybyggere er tilværelsen brudt sammen for ham og han rejser mod Vest for at finde sig selv og starte forfra. William Blake rejser i et komisk klovne-agtigt kostume. En fyrbøder indleder en totalt uforståelig samtale med ham, som varsler det meningstab, der skal komme. Blake har et brev med sig, hvor han er blevet lovet arbejde i byen Machine. Denne by er på ingen måde, hvad Blake havde forestillet sig: Der er ingen nybygger-idyl her, men et barsk og ukultiveret sted, hvor alt er søle. Bedemanden stiller kister frem, en hest står og pisser og en mand får et blowjob. Brutaliteten og råheden hersker.

William Blake får uden videre forklaring at vide, at jobbet er givet til en anden og hans brev ingen gyldighed har. Lovløsheden hersker tydeligvis i Vesten. Blake møder om aftenen en prostituerede, som han ender i kanen med. Ekskæresten dukker op og det ender med, at Blake i selvforsvar dræber ekskæresten og dermed er historien for alvor i gang!

Blake er hermed en eftersøgt mand og 3 af mest absurde dusørjægere nogensinde, sætter efter Blake. Af karaktertræk kan nævnes: Den ene taler med en udstoppet bjørn, den anden har myrdet, voldtaget og spist sine forældre og den tredje sover med en teddybjørn og siger syrede ting. Han filosoferer bl.a. over, hvor heldigt det er, at lyset ikke bare går ud på én gang, men langsomt fortager, så man ikke rider ind i noget...

Hermed illustreres en af Jarmuschs hovedpointer: vildnisset var ikke dér, hvor amerikaneren trådte i karakter som den modige og moralske nybygger, men derimod dér, hvor han mistede sin fornuft. Vildnisset skabte amerikaneren – og gjorde ham vanvittig.

Nobody


Der er mange legendariske scener og én af dem er mødet med den fedladne, flegmatiske indianer Nobody. Blake er uvidende om, at han deler navn med den engelske maler og digter William Blake, men ironisk nok kender den vilde indianer Nobody digteren og tror, at det er ham, han har mødt. Nobody spørger igennem filmen Blake utallige gange: ”Do you have any tobacco?” Blake og Nobody når aldrig rigtig at forstå hinanden. Tobaks-spørgsmålet bruges til at stikke hånden ned i det mørke, der gemmer sig i mødet mellem indianerne og nybyggerne.

Jarmusch gør helt klart op med forestillingen om den vilde indianer som et mere åndrigt væsen. Udover ”stupid fucking white man” har Nobody flere gyldne kommentarer som eksempelvis:

”The eagle never lost so much time as when he submitted to learn from the crow”.

Dybsindigt siger Nobody ligeledes: “You can not stop the clouds by building of a ship”.

Hvordan det hele slutter, vil jeg ikke afsløre. Død, desillusion og absurditet er en nære følgesvende i Dead Man, som er dybt ironisk, men selvom man griner undervejs, så er humoren et resultat af begivenhedernes absurditet og ikke et mål i sig selv.

The Frontier
Dead Man er en postmoderne western og en bitter kommentar til hele western-genren og amerikanernes selvforståelse. Historikere og andre godtfolk taler om en såkaldt Frontier-tese, som definerer USA’s nationale karakter. Frontier-tesen eller frontier-myten handler om det civiliserede menneskes møde med vildnisset. Frontier-tesen går på, at mødet med det vilde skabte en standhaftig karakter ulig noget verden tidligere havde set. Det er en idé om, at ur-amerikaneren blev født i grænselandet mellem den voldsomme barbariske natur og civilisation. Altså en særlig amerikansk identitet. Ind trådte den kuede mand fra det dekadente Europa og ud kom den stolte nybygger, cowboy, pelsjæger, kavalerist osv.
Jarmusch afviser ikke frontier-tesen og er enig i, at de amerikanske dyder blev skabt i vildmarken, men pointen er, at disse ikke er, som man har bildt sig ind. I vildmarken ødelagde den kristne nybygger alt på sin vej og mistede sin forstand. Derfor er en af hovedpointerne i Dead Man, at man ikke bør hylde dette kapitel i USA’s historie, men støde det fra sig i erkendelse af den skade, man har voldt andre og sig selv.

Filmen er besat af flere store stjerner. Som nævnt er Johnny Depp med, men også Gabriel Byrne og Iggy Pop (som spiller én, der går i dametøj og ordner det huslige). Musikken er lavet af Neil Young, som på hypnotisk vis akkompagnerer Jarmuschs knivskarpe sort-hvide billeder. Billede og lyd går på nærmest fænomenologisk vis op i en højere enhed.
En snas fra youtube, som giver et udmærket indtryk af stemningen i filmen, ses her

Hvert sekund, hvert minut, hver time, hver ug...

"Brrrrrrrmmm.... Tchokkatchokkatchokka-tchokka-tchok..."
En glimtende metallisk fugl bevægede sig støt tættere på.
Thomas sprang frem og tog et fast greb i min skulder.
"Duk dig! Der kommer TV2's nyhedshelikopter, atter på udkig efter mere eller mindre trivielle og/eller ligegyldige begivenheder eller stilstande der til nøds kan betragtes som nyheder!"
Jeg smilede. Varmen strømmede gennem min krop.
"Åh, hvor er det dejligt, vi har den. Men bare vi havde en kanal mere der ville tilsløre vores øjne, ører og hjerner med mere medieglasur!"
"Bare DR ikke svigter os."


http://politiken.dk/kultur/article781190.ece

En væsentligt uvæsentlig politisk uge

Otte kloge danskere og en svensker har arbejdet hårdt for at færdiggøre en betænkning, der i denne uge skulle give et bud på, hvordan det danske arbejdsmarked skal indrettes i fremtiden.

Dagen før offentliggørelsen går landets beskæftigelsesminister ud og dementerer deres ideer allerede før, at de er præsenteret. Så meget for en syltekrukke, der har kunne legitimere politisk passivitet i en årrække og ødslet skattekroner væk på - ja - ligegyldigt smagsdommeri.

Det virker efterhånden som et bredt anerkendt politisk sandhed, at man aldrig skal røre ved arbejdsmarkedsreformer - heller ikke selvom, de er vigtige - efter, at Poul Nyrup mistede magten på det.

Senere samme uge vil de konservatives ukronede klovn, Naser Khader, have at burkaerne i Danmark skal forbydes.

Manden, der oplevede sit livs popularitet, da han stiftede et nyt parti, der skulle stække Dansk Folkepartis magt, kommer med et mere ekstremt forslag end Pia K. endnu har turdet kaste sig ud i. Men hun støtter det naturligvis.

Burka-forslaget, der reelt ligestiller Danmark med lande som Iran, der også har forbud mod, visse påklædningsgenstande, vinder uhyggelig bred støtte både politisk og i befolkningen.

Lad os håbe det var højdepunktet for politisk populisme i den kommende folketings-sæson.

Tak som fanden!

Love Shop - Danmarkstour 2009

05/11 - Herning, Fermaten
06/11 - Randers, Værket
12/11 - Aalborg, Studenterhuset
13/11 - Århus, Train
14/11 - Roskilde, Gimle
20/11 - Odense, Posten
21/11 - København, Store Vega

Ankers Point

Alt i denne verden er opdaget. Verdens udstrækning er trods alt begrænset. Efter et vist antal år er alt kortlagt. Det har nok noget at gøre med befolkningstal, tid og teknologisk udvikling. Der er simpelthen nogle, der har været overalt.
Alligevel var der en gæv sømand i Sæby som syntes, der manglede noget: nemlig, hvad kalder man punktet, hvor nulmeridianen møder ækvator? Det er da noget rod, at det punkt ikke er navngivet. Det er dét, dette indlæg handler om og her er pressemeddelelsen fra Erik Bach, Formand for Sæby Sejlklub:

En sen vinteraften 2008 sad pensioneret skibsbygningsingeniør og ivrig lystsejler, Anker W. Lauridsen Sæby, og arbejdede på et nyt maritimt leksikon. Han havde med vanlig præcision beskrevet Nord og Sydpolen og ledte nu efter navnet på punktet ud for Ghanas kyst, hvor nulmeridianen krydser ækvator. Efter lang tids søgen på internettet samt i diverse leksikons fandt han ud af at: Punktet har intet officielt navn!

Mange tanker og spørgsmål opstod i ingeniørens hjerne: ”Det er noget rod, at punktet hvorfra alt navigation i verden går, ikke har et navn. Hvorfor er der ikke nogen, der har tænkt på dét før? Hvem kan navngive et sådan punkt? Kan første mand som får idéen, kræve retten til at navngive punktet, på samme måde som når nye stjerner navngives? Hvad skal jeg, såfremt jeg ér den første, i givet fald kalde punktet?”
Spørgsmålene hobede sig op. En ny idé tog form. ”Hvorfor ikke foreslå, at navnet skal være Ankers Point. Stedet er ankerpunktet for alt navigation i verden. Det er et ord, alle søfolk kender, og så kunne det være sjovt, hvis en pensioneret skibsingeniør fra lille Sæby, i lille Vendsyssel, i lille Danmark, får sit navn på søkortet.”

Anker gik i gang. Han ville være 100 % sikker på, om der, et eller andet sted, fandtes et navn på punktet.
Først blev Dansk Sprognævnet spurgt. Derefter Kort – og Matrikelstyrelsen. Så Farvandsvæsnet. Spørgsmålet gik videre til Københavns Universitet, samt til Universitetet i Ghana, via den danske ambassade. Alle vendte tilbage med næsten det samme svar: De mente ikke at punktet havde noget navn, og det undrede de sig over. Ja, selv den verdenskendte jordomsejler Troels Kløvedal, var af den overbevisning, at punktet intet navn havde.

Punktet havde altså intet navn. Hvordan får sådan et punkt så et navn?
Anker spørger Kort – og Matrikelstyrelsen herom. De henviser til International Hydrographic Organization (IHO). Man skal udfylde nogle standard formularer og indsende dem til IHO via Farvandsvæsnet, der er IHO`s repræsentanter i Danmark. Kort tid senere meddeler IHO, at de ikke har noget at gøre med navngivning af et punkt af denne beskaffenhed. De henviser til FN’s ekspertgruppe for geografiske navne (UNGEGN).

En henvendelse til FN’s ekspertgruppe for geografiske navne (UNGEGN) sendes af sted.
Efter en kort tids venten, modtager Anker en mail fra Helen Kerfoot, Chair UNGEGN, Présidente du GENUNG. Emeritus Scientist / Émérite. Her i skriver hun bl.a. “I would doubt that there is any process for formally naming grid points on the spherical coordinate system!” Desuden tilføjer Helen Kerfoot, at de ikke har noget at gøre med navngivning af et punkt som dette.

For en ekstra kontrol, undersøges sagen af senior lektor ved Københavns Universitet, Peder Gammeltoft, der samtidig er tilsluttet ”Department of Scandinavian Studies at the University of Copenhagen, and Chair of the Norden Division of UNGEGN”. Han oplyser, at han ikke kan udfordre Helen Kerfoot`s konklusion. Han skriver, at der muligvis kan være problemer med at navngive efter sig selv, idet man i henhold til UNGEGN resolution VIII/2, ikke må opkalde efter nulevende personer. Et forslag fra sejlervennerne i Sæby Sejlklub, lydende på, at de med glæde vil hjælpe Anker, med at komme på verdenskortet ved at aflive ham, afvises høfligt, men bestemt. Anker er nu sikker i sin sag.

Der er altså ingen internationale organer, der bestemmer over navngivning for et teoretisk punkt.
Da der ikke er nogen regler for, hvordan et punkt af denne type får et navn, kan enhver tage denne bestemmelse. Så nu har Anker bestemt, at punktet, hvor ækvator krydser nulmeridianen i det sydlige Atlanterhav hedder ”ANKER`S POINT”.

Efter at punktets navn er blevet kendt, har idemanden modtaget en del lykønskninger med navnet, bl.a. fra Søfartens Sikkerhedsråd, Dansk Sejlunion, Troels Kløvedal, Bo Carlè og mange andre fra den maritime verden. Magasinet Søfart, som ligger på alle danske tekniske skoler, dagblade, søfartsskoler, højere læreanstalter og danske rederikontorer, har for nylig bragt en helsides artikel om ”ANKER`S POINT”.
Så selv Hr. Møller ved nu ”Hvorfra vores verden går.”

Bondam-afstemningen slut.

Klasens afstemning om Klaus Bondams menneskelige- og politikermæssige egenskaber er slut. Resultatet kan aflæses til højre på siden, men det kan afsløres, at stemmerne faldt nogenlunde regelmæssigt og forventeligt.

66% mener, at Bondam er "Røvirriterende,"
33% mener, at Bondam er "Sød," og endelige mener
66 %, at Bondam er "Dum."

Kilde: Klasens Statistiske Bureau (2009)

Heideggers agurker i sommervarmen

Inden De, min kære læser, fortsætter, bør De i et nyt vindue åbne dette link. Det er soundtracket til følgende tekst. Derefter bør De sikre Dem, at volumen er skruet tilstrækkeligt højt op, således De kan høre musikken. Dette kan gøres på flere måder, og jeg vil tilråde dem ikke i huj og hast at skøjte igennem dette punkt.

Kan De høre musikken? Godt. De må nu læse videre.

Der har været stille på Klasens sider i lang tid. Lidt for lang tid efter min mening. Stilheden - eller inaktiviteten om man vil - kan have flere årsager, som jeg her vil skrive lidt om.

Lad os til at begynde med nærme os, hvilken form for stilstand, der for øjeblikket er at finde på bloggen. Lad os kalde de manglende posts for Stilheden ind til vi kan komme nærmere, hvad der egentligt sker (eller ikke sker).

Stilheden består i, at sidste post fra MMØ's hånd var d. 9. juli; sidste gang CVJ trykkede på postknappen var dagen, hvor Morten Helveg Petersen annoncerede sin afgang, d. 26. juni, og MLP postede sidste gang d. 13. april med det ellers udmærkede indlæg "Påskefrokost; brød eller lam." Og jeg vil slet ikke nævne, at Lasse Da Capo Zyperscape på ingen måde har medvirket til dette åndelige samfund.

I dette indlæg vil jeg gerne - om ikke andet, så blot overfladisk - berøre følgende temaer:

• Hvilken tilstand kan man sige, at bloggen befinder sig i?
  
• Hvorfor er der gået så lang tid siden sidste post?
• Er det et problem?
• Hvad er det tegn på?
  
• Hvad kan man gøre ved det?
  

Man kan sige, at de manglende posts på bloggen er mangel på aktivitet. Det kan man også kalde for inaktivitet. En inaktiv handling er ingen handling, og ingen handling, hvad er det? Det er vel ingen ting? Tillad mig her, at tage fat i den berømte og berygtede Martin Heidegger, der i sin Hvad er Metafysik (Eksistens og Væren) filosoferer over emnet. Han vil undersøge intetheden, for skal man finde ud af, hvad der eksisterer, må man også finde ud af, hvordan det eksisterer, og hvad det eksisterer i, altså dets modsætning Intetheden. Det korte og det lange for Heidegger er, at man ikke kan definere Intethed rationelt. Intethed kan rent rationelt defineres i en uendelighed efter devisen Intethed er ikke en sort kat, et Philips fjernsyn, en kop, en hund, en... osv. Altså, Intethed er en negation. Men det virker ikke, for gør man det, giver man Intethed indhold, og så er det jo ikke længere ingenting.

Og her kommer man frem til Heideggers pointe; Intethed kan kun opleves som en følelse, og det er følelser som kedsomhed, apati og angst, der er indblikket i Intetheden.

På denne måde kan Stilheden defineres negativt, som alt det den ikke er: den er ikke indlæg om Dit eller om Dat; den er ikke en sønderrivende kritik af den måde en muslimsk hjemmeværnskvinde ikke må gå må med slør (det er jo grønt, for fanden). Stilheden er en del af Intethed, og derfor vil jeg tage min Super Soaker og skyde følgende i skoene på Klasens medlemmer: Klasen må ikke være kedsomhed, apati og rædsel (omend den gerne må være udtryk herfor, jævnfør nærværende indlæg). Klasen skal være en tour de force i ph.d.-værdige kraftpræstationer, Pullitzer Prize-vindende undersøgelser, og intellektets leg med livets pudsigheder. Derfor, mine Herrer, vil jeg konkludere, at ja, Stilheden er et problem, og Stilhed er en del af den Intethed, der langsomt har taget et slimet kvælertag på de Herrer chefredaktører, korrespondenter og skribenter.

Men hvad er det tegn på?

Ja, dette spørgsmål er svært at besvare med diktatorisk fasthed. Og jeg vil lade det være op til hver enkelt at meditere over emnet. Jeg vil dog fortælle en lille historie, der måske kan hælde lidt kølende vand over det lunkne garnnøgle.

John og James (J&J) er togrøvere. På en støvende sommerdag springer J&J bevæbnede i gennem den stegende hede og op på et vognsæt; toget skal fra Little Spring til Great Fall.

"Dette er et røveri! Op med labberne, mester!" råber J&J i mens de trasker gennem toget. Deres to seksløbere skinner, når solens stråler finder vej til metallet.

"Så er det ned i posen med pengene!"

J&J går fra den ene ende af toget til den anden ende og samler tegnebøger og ure sammen. De ender i en lille pose. Tilsammen har de fået 87 tegnebøger og 23 guldure.

"Sådan brormand," siger Jones, "sådan skal den skæres."

Med et "Yeehaaw," springer brødrene af toget på en mindre station og hopper på to ventende heste. Røveriet var en succes.

På toget var der ikke mindre end 93 rejsende, og de kunne nemt have overmandet røverne.

I mod al orden og gode normer vil jeg lade den historie stå for sig selv og gå langsomt videre af Klasens smalle sti og gøre opmærksom på en evt. løsning vedrørende Stilheden.

Jeg vil konkludere, at Klasen befinder sig i Stilhed og at dette er negativt. Ydermere vil jeg gøre opmærksom på, at vi alle sidder med værktøjet til i en metaforisk forstand at stoppe togrøverne. I denne forbindelse tror jeg, det er vigtigt at have nogle værktøjer, og jeg vil derfor komme med nogle forslag for at puste liv i den halvslatne sommerside, som Klasen efterhånden ligner.

I sin natur er Klasen et uforpligtende sted. Anything goes. Dette er en styrke, og jeg synes diversiteten på Klasens sider har været dejlig. Men samtidig er det uforpligtende også en svaghed, da Klasens fix-faxerier let kan svøbes i ligegyldighedens kutte. Og det er synd.

For at genoplive Klasen vil jeg foreslå at Klasen i større grad vil blive benyttet til at skrive om, anmelde og/eller diskutere følgende emner:

• Film (hurra for MLP, der anmeldte Jennifer Lynch-filmen "Surveillance," og hurra for CVJ, der anmeldte Revolutionary Road.)
  
• Bøger (på trods af, at ingen af os er analfabeter, har jeg ikke set megen kritikervirksomhed)
  
• Musik: koncerter, albums osv.
  
• Poesi
  
• Samfundsforhold
  
• Eksistens og filosofi
  
• Historie
  
• Sport
  
• Humor
  
• Andet...

Nu skal man for alt i verden forsøge at undgå, at nogen aktivitet bliver til en sur pligt, så jeg vil heller ikke trække Jones' pistol frem og true til yderligere blogaktivitet. Dog vil jeg opfordre til, at Klasens sider i højere grad vil blive et forum for delagtiggørelse i enhver tanke, overvejelse, tidsfordriv, debat, anmeldelser o.a., der på kan belyse tilværelsen og glæden ved skriften.

Et yderligere tiltag kunne være at rekruttere skribenter i vennekredse, så Klasens sider vil være hjemsted for sprudlende aktivitet og frugtbar samtale.

Nuvel. Klasen er et smukt initiativ, og jeg ønsker den optimale vilkår.

Klasen kunne også som andre medier være ramt af agurketiden. Og i følge Craig Kilodney kunne Heidegger godt lide agurker (så det hele hænger alligevel lidt sammen):

" Martin Heidegger loved pickles. He loved them so much, he became known as the Pickle Philosopher. And everywhere he went in Freiburg, a lovely city known for its ducks, geese, and swans, the people would point to him and say, “Dere be dat Martin Heidegger! He be de Pickle Man! He gwine to be de big Pickle Philosopher of Germany! He be gettin’ down! He bad!” (Of course, I can only approximate how they talk in Freiburg.) His family was in the pickle business, of course, but not sweet pickles, only sour pickles. No one in Germany eats sweet pickles." Link.

Hohoho....

Pudsigt så jovial tonen er i denne nyhed om manden der blev slået ihjel af dræbermyrer

Hva' er det nu med det Lost?

Tanker om LOST, sæson 1 (plus en håndfuld af 2. sæson – jeg kunne ikke dy mig)

I mens TV-Danmark faldt i svime over Landsbyen, Bryggeren, Taxa, Edderkoppen, Krøniken, Ørnen (eller hva’ pipfuglen nu hed) befandt jeg mig i et TV-vakuum, hvor jeg ikke fik set noget som helst af de nævnte serier. Fjernsyn er opium for folket. Fjernsyn er dumt. Og specielt TV-serier. Føj. Sådan en gang lort i kilometermål; man spreder det ud fra møddingen, og pispøblen guffer det i sig.
Men nu. Nu er jeg fortabt. Jeg er – med et af Dannevangs angofile ungdom ofte anvendte udtryk– helt lost! Jeg har allerede kværnet første sæson af Lost, der blev sendt først gang i 2004 i USA, og jeg er siden hen godt i gang med at streame anden sæson. Så, før jeg bliver helt fortabt og kommer for langt hen, vil jeg lige kaste mine to cents efter Klasens elektroniske sider.
Og hvad er det ved Lost, der gør mange mennesker – inkl. mig - til drugged-up TV-narkomaner? Ja, det er det spørgsmål, dette indlæg vil forsøge at besvare.
Som alle andre TV-serier, har Lost et langt plot (der forløber på gennem alle afsnit), et mellemlangt (gennem to eller flere afsnit) og korte plot (der forløber gennem et afsnit). Denne recept, hvis den er afbalanceret rigtigt, fastholder seeren gennem det enkelte afsnit – et minimum af zapning – og gennem en hel sæson.
Lost har en mængde af disse ingredienser, og i løbet af første sæson har der været en tilpas mængde mysterier og løste gåder, der virkeligt har fasthold mig.
Jeg har både set Prison Break og Heroes, og begge serier var virkeligt underholdende, men begge serier tabte mig. Selve konceptet i Prison Break virker meget godt, men – for mig – var der for langsom udvikling i plottet. Specielt efter Scofield kom i fængsel for anden gang. Heroes var fedt, men 3. sæson og hele turen tilbage i tiden til Shogun-tidens Japan holdt heller ikke. Det skal blive spændende at se, hvorledes det kommer til at forholde sig med Lost.
Lost udmærker sig på flere områder i forhold til andre serier.

Flashback og backstory
Selv om andre serier og film benytter flashback, så er brugen af flashback i Lost virkelig fænomenal. Hvert eneste afsnit er tematisk vægtet på en eller to personer. Denne eller disse bliver så belyst vha. en dramatisk backstory, der betyder meget for forståelsen af karaktererne i serien. Det være sig Jacks forhold til den fordrukne og hårde far, Hurleys lotterigevinst, John Lockes (oooh, jeg er vild med det navn) faderproblemer, handicappethed osv. Hver eneste persons fortid er lige så kompleks som samspillet og sammensætningen af de overlevende fra flight 815. Dette giver karaktererne en virkeligt god dybde og de parallelt fortalte historier fungerer helt igennem og giver god forståelse for personernes karaktertræk og bevæggrunde.

Had, kærlighed – og det der ligger imellem



I Lost finder man mange ting, der belyser menneskets eksistens. I momenter opstår der intenst had (Sawyer-Jack, Kate-Sawyer, Shannon-Locke, Boone-Shannon osv.), som løber ud i sandet igen: enten til en ilde skjult mistro eller til kærlige følelser. Endvidere simrer der igennem første sæson en broderlig kærlighed op mellem flere af de mandlige karakterer - det er pudsigt nok også kun mellem de mandlige og i mellem mænd og kvinder, at der opstår had eller uvenskab – hvor i mod de kvindelige karakterer er dele af et forholdsvist harmonisk søstersamfund.
Kærligheden mellem mand og kvinde ses i øjeblikke mellem Boone-Shannon, Charlie-Claire, Jack-Kate, Kate-Sawyer. Eller er det blot liderlighed? Og hvor går grænsen? Muligheden for sexuelle forhold bliver unægtelig begrænset af situationen – fanget på en ”øde” ø efter et flystyrt. Tillige er karakterernes forskellighed og tidligere kærlighedsforhold også en begrænsning – der er faktisk ingen af dem, undtagen Rose, der er i gode, stabile forhold. Samtlige har kærlighedslig i baggagen. Men samtidig er hovedpersonernes forskellighed også en drivkraft for lysten. Her tænker jeg især på Shannon og Sayid.
Rose er egentligt den eneste person, der stort set er i fred med sig selv og situationen. Og Rose – med vis-gammel-kone-auraen – er den eneste af karaktererne, der udelukkende investerer sig selv i venskabelige forhold. Hun er selv sikker på, at hendes elskede Bernard er i live.
Og frygt. Who are the others?

A Man of Faith, a Man of Science


Og så drives plottet frem af konflikterne mellem de rationelle mennesker og de irrationelle, eksemplificeret ved Jack og Lockes mange sammenstød. Og konflikten mellem rationalitet og irrationalitet kommer til syne i stort set hvert eneste afsnit i mange former.
De rationelle: Jack er stjerneeksemplet på det rationelle – i stort set alle hans gerninger. Men Jack er ikke ene. Der er flere, der primært er rationelle typer: Sayid, Kate, Hurley (på nær hans frygt for 4,8,15,16,23,42), Sawyer, Sun og Jin. Og Locke – men hans rationalitet fungerer på et mikroplan, da hans rationelle handlinger alle er forankret i hans fatalisme.
De irrationelle: Shannon, Charlie, Claire, Michael (der dog har en rationel tilgang til det praktiske), og Locke (der er irrationel på et mere makroskopisk, hans livsanskuelse).
Konflikterne mellem personerne, mellem følelserne og mellem ræsonnementerne, er et virkeligt spændende virkemiddel, der virkeligt sætter sving i dramatiske modsætningsforhold. En drivende dramasteak, tak!
Derudover river og flår disse to modsatrettede kræfter i hver enkelt person - bare mere i nogle personer, end i andre. Og dette foregår også, når man som seer skal forholde sig til de mange mysterier: hvad er der i the hatch? Hvem slog Sayid ned? Hvad er det for en sygdom, Rosseau snakker om? Ud fra hvilket livssyn og hvilken strategi tolker man?

Komplet serie
Som sådan indeholder Lost samtlige binære temaer – i hvert fald dem jeg selv kunne komme i tanke om – der gør sig gældende i en menneskelig kontekst: had-kærlighed, liv-død, natur-kultur, fjendskab-venskab, lyst-ulyst, humor-alvor, åbenhed-lukkethed, venskab-uvenskab, tilgivelse-fordømmelse, logiske-det irrationelle o.a.
Så tematisk set er Lost en komplet serie, og ind til videre har vægtningen af spænding og forløsning været fantastisk godt afbalanceret. Derudover er skuespillerne så gode og manuskriptet så godt, at de irriterende typer (Shannon, til tider Claire og Charlie) rent faktisk er virkeligt irriterende, de gode handlinger varmer, tragedierne piner os, det dystre er dystert, det chokerende chokerer, og Evangeline Lily (Kate, oh Kate) er smuk som Helvede er varmt.
Interessant er det også, at ”Lost” både dækker over karakterernes personlige situationer, men også deres nuværende på øen. (Lockes stoiske væremåde får grund at gå på med hans ”I’m no longer lost.” Kan man finde sig selv, når man er tabt for verden?)

Hvert menneske er per definition fortabte for fortiden, men denne gruppe folks er tilmed fortabte med og i fortiden. Og så lige fortabte på øen – eller er de blot forlagte? Forlagt med chance for (gen)opdagelse?

Ja, det vil de næste 5,75 sæsoner vise. Oh man!


EKSTRA GUF:

De (skjulte) filosoffer i Lost
Og en til

Hva' hvis de nu sang det der sker?

Jeg har egentligt rippet det her indlæg fra politiken, men jeg faldt over et link med "literal versions" af musikvideoer. Og den er sgu meget sjov.

Bonnie Tyler: Total Eclipse of the Heart

Porno bliver forbudt i Ukraine

Prøv at overveje, hvordan det er, at leve i sådan et land... og så i halvandet år.

Porno bliver forbudt i Ukraine - dr.dk/P3/P3 Nyheder

Shared via AddThis

Frihed er godt, ik?

Frihed er godt, ik? Og hvis man har tre valgmuligheder i stedet for to, så har man lidt mere frihed. Faktisk er en optimering af valgmuligheder en optimering af frihed. Og dermed lykke. Eller....

Se Barry Schwartz fortælle, hvordan et køb af jeans udmundede i hans bog The Paradox of Choice, som siger, at du faktisk ville være lykkeligere, hvis du havde færre valgmuligheder, end du har i dag.

Og endvidere. Har man tid og lyst til at udvide horisonten, er der en smuk mængde foredrag og dokumentarprogrammer på

http://www.free-university-in-internet.blogspot.com/.

Hvis man synes, at Jørgen Leth er for meget i de mest saftige scener i Det Uperfekte Menneske, vil jeg ikke anbefale at tjekke James Joyces breve til hans elskede Nora ud...
Så er I advaret

Torben rocks P3

Så det var lige, at man sad og hørte p3 og pludselig var der fynsk harmonikaspil for
fulde gardiner:
http://www.dr.dk/P3/Formiddagen/artikler/20090612114209.htm

Send all your money to stop these dogs from acting funny

Hermed vil jeg gerne anbefale Flight of the Conchords, der er en komedieserie om to New Zealandske tabermusikanter i New York.

Epileptic Dogs:

http://www.watchflightoftheconchords.com/songView.php?t=41

Fri forskning

"Opdagelsen af penicillinet skete ved en ren tilfældighed. Alexander Fleming opdagede en morgen, at en skål med stafylokokker havde været åben natten over. Kulturen var forurenet med skimmelsvamp, og han så, at den havde dræbt de omkringvoksende bakterier. Fleming identificerede denne svamp og dermed penicillinet! Og fik selvfølgelig Nobelprisen." citat fra professor Morten Høgh Jensens kronik i Berlingske http://www.berlingske.dk/article/20090518/kronikker/705180070/

Professoren mener, at den forskning, der typisk fører til nobelpriser opstår af tilfældigheder, viden og uvidenhed. Af ro og uro. - og ikke af en styret grundforskning som videnskabsminister Helge Sander er fortaler for.

Kronikken har nogle rigtig fede pointer omkring den frie grundforskning og om, hvordan man som regering og politikere skal på med at presse på for at opnå resultater. Det kan være direkte dræbende på både kreative og videnskabelige prosecesser.

Ved du ikke, hvad du skal bruge de næste 5 minutter på? Så læs kronikken. Den er relevant og væsentlig, synes jeg.

Jarvis udgiver nyt

Jeg tillader mig lige noget helt ureglementeret til denne blogs lille skare af læsere og lader jer få indsigt i morgendagens anmeldelse i JydskeVestkysten af Jarvis Cockers nye plade, der udkommer i morgen. Sig det ikke til nogen:

Kongen af ydmyg britpop
POP
Jarvis Cocker: »Further complications«
(5 stjerner)
Af Mathias Østerlund,
mos@jv.dk

Det er svært ikke at holde af Jarvis Cocker. Han brød igennem i 90'erne som en del af britpop-bølgen, og mens Oasis og Blur jævnligt skændtes om, hvem der var de bedste, så lavede Jarvis Cocker og bandet Pulp et stille gennembrud og fik opbygget en stor og dedikeret fanskare. Undertegnede er i blandt.
I de store egoers tid er Jarvis Cocker netop det modsatte med sit seneste udspil »Further Complications«. Nok er lyden stor og altomfavnende – lige fra de rå og rockede numre og over de behagelige ballader.
Men tag eksempelvis skivens nummer fire »Leftlovers«, en sang, der i al ydmyghed handler om en kærlighedshistorie, der tager sit afsæt på et museum for dinosaur-knogler. Intet pompøst over det, men drønunderholdende og grænsende til det rørende, når han i omkvædet udbasunerer, at han ikke bare én gang har sagt, at han vil være kvindens »lover«, nej, han siger det også to gange. Smuk og uprætentiøs sang med store glimt i øjet.
Og i den rockede sang »Fuckingsong« synger 90'ernes måske største rockpoet blot teksten: »It's just a fucking song«.
Alt det kombineret med usædvanlig stor musikalsk afveksling og kreativitet, gør denne plade til intet mindre end en sublim opfølgning på Cockers første soloudspil uden resten af Pulp i ryggen – »The Jarvis Cocker Record«.
Denne mand er genial, men han siger det ikke højt, og det er blandt andet den detalje, der gør, at jeg forsat vil opdatere min pladesamling med enhver udgivelse, der bærer navnet Jarvis Cocker.