Friday, September 11, 2009

Dagen for malus domestica




I dag er en god dag. Det den 11. september 2009. I morgen er det den 12. september. Det bliver en endnu bedre dag. Hvis De, min kære læser, mangler sufficient grundlag for at istemme mit nuværende enmandskor og dets festsstemte sindelag mhp. morgendagen, ja da behøver jeg vel nok, og med kirurgisk præcision, at retfærdiggøre præcis, hvilken umanerlig statur morgendagen er af.

I morgen er det den 12. september 2009.

I morgen er det æblets dag i Danmark.

Om nogen frugt har været genstand for beundring, applaus og mytisk behandling, så er det æblet.
En bid af det flotte æble fra kundskabens træ fik Adam og Eva til at tumle ned ad syndefaldets tilsandede trappe. Wilhelm Tell fik valget mellem at dø eller skyde et æble af sin søns hoved med en armbrøst. An apple a day keeps the doctor away. If you throw it after him. I nordisk mytologi kunne man få evigt liv fra nogle magiske æbler. I græsk mytologi er der næsten for mange omkringrullende æbler til at kunne remse dem op, men stridens æble, som gav anledning til anledningen til krigen i Troja er et knasende sprødt eksempel.

Så puds det og giv det til din lærer. Eller skær kernehuset fra, skær æblet i stykker og smid det i en gryde, tilsæt sukker og kog det med lidt vand i mens du steger noget bacon på en pande. Mmhh... ævleflæsk! Hvad du end gør, så er æblet en essentiel del af mange menneskers madvaner og, om de vil det eller ej, deres kultur og kulturhistorie.

Og er æblet ikke bare en smagfuld metafor for menneskets liv? Bag det beskyttende skind ligger det inderste, det smagfulde, det som går i opløsning, hvis det ligger ubeskyttet for vind og vejr. Fra det sureste grønne æble til det mest søde og de rådne nedfaldsæbler, der bliver smidt ud af en kirke midt om natten og fløjet til Irak.

Bon appetit!

http://www.aeblefest.dk/

Sunday, September 6, 2009

Dead Man: Livtag med den amerikanske identitet


Dead Man fra 1995 er instrueret af Jim Jarmusch, som skulle være en af USA’s mest originale, uafhængige filminstruktører. Jim Jarmuschs film er typisk drevet af små budgetter, da historierne er så excentriske og skæve, at det er nødvendigt lave dem uden for etablerede Hollywood. Dead Man fik vidst heller ikke særlig megen omtale, men efter at have set den, må jeg sige, at det er en vital film, som fortjener opmærksomhed og derfor denne omtale:

Historien

Filmen handler om William Blake (spillet af Johnny Depp), der rejser fra Cleveland, Ohio, mod Vest et sted i 1800-tallet. Som mange andre nybyggere er tilværelsen brudt sammen for ham og han rejser mod Vest for at finde sig selv og starte forfra. William Blake rejser i et komisk klovne-agtigt kostume. En fyrbøder indleder en totalt uforståelig samtale med ham, som varsler det meningstab, der skal komme. Blake har et brev med sig, hvor han er blevet lovet arbejde i byen Machine. Denne by er på ingen måde, hvad Blake havde forestillet sig: Der er ingen nybygger-idyl her, men et barsk og ukultiveret sted, hvor alt er søle. Bedemanden stiller kister frem, en hest står og pisser og en mand får et blowjob. Brutaliteten og råheden hersker.

William Blake får uden videre forklaring at vide, at jobbet er givet til en anden og hans brev ingen gyldighed har. Lovløsheden hersker tydeligvis i Vesten. Blake møder om aftenen en prostituerede, som han ender i kanen med. Ekskæresten dukker op og det ender med, at Blake i selvforsvar dræber ekskæresten og dermed er historien for alvor i gang!

Blake er hermed en eftersøgt mand og 3 af mest absurde dusørjægere nogensinde, sætter efter Blake. Af karaktertræk kan nævnes: Den ene taler med en udstoppet bjørn, den anden har myrdet, voldtaget og spist sine forældre og den tredje sover med en teddybjørn og siger syrede ting. Han filosoferer bl.a. over, hvor heldigt det er, at lyset ikke bare går ud på én gang, men langsomt fortager, så man ikke rider ind i noget...

Hermed illustreres en af Jarmuschs hovedpointer: vildnisset var ikke dér, hvor amerikaneren trådte i karakter som den modige og moralske nybygger, men derimod dér, hvor han mistede sin fornuft. Vildnisset skabte amerikaneren – og gjorde ham vanvittig.

Nobody


Der er mange legendariske scener og én af dem er mødet med den fedladne, flegmatiske indianer Nobody. Blake er uvidende om, at han deler navn med den engelske maler og digter William Blake, men ironisk nok kender den vilde indianer Nobody digteren og tror, at det er ham, han har mødt. Nobody spørger igennem filmen Blake utallige gange: ”Do you have any tobacco?” Blake og Nobody når aldrig rigtig at forstå hinanden. Tobaks-spørgsmålet bruges til at stikke hånden ned i det mørke, der gemmer sig i mødet mellem indianerne og nybyggerne.

Jarmusch gør helt klart op med forestillingen om den vilde indianer som et mere åndrigt væsen. Udover ”stupid fucking white man” har Nobody flere gyldne kommentarer som eksempelvis:

”The eagle never lost so much time as when he submitted to learn from the crow”.

Dybsindigt siger Nobody ligeledes: “You can not stop the clouds by building of a ship”.

Hvordan det hele slutter, vil jeg ikke afsløre. Død, desillusion og absurditet er en nære følgesvende i Dead Man, som er dybt ironisk, men selvom man griner undervejs, så er humoren et resultat af begivenhedernes absurditet og ikke et mål i sig selv.

The Frontier
Dead Man er en postmoderne western og en bitter kommentar til hele western-genren og amerikanernes selvforståelse. Historikere og andre godtfolk taler om en såkaldt Frontier-tese, som definerer USA’s nationale karakter. Frontier-tesen eller frontier-myten handler om det civiliserede menneskes møde med vildnisset. Frontier-tesen går på, at mødet med det vilde skabte en standhaftig karakter ulig noget verden tidligere havde set. Det er en idé om, at ur-amerikaneren blev født i grænselandet mellem den voldsomme barbariske natur og civilisation. Altså en særlig amerikansk identitet. Ind trådte den kuede mand fra det dekadente Europa og ud kom den stolte nybygger, cowboy, pelsjæger, kavalerist osv.
Jarmusch afviser ikke frontier-tesen og er enig i, at de amerikanske dyder blev skabt i vildmarken, men pointen er, at disse ikke er, som man har bildt sig ind. I vildmarken ødelagde den kristne nybygger alt på sin vej og mistede sin forstand. Derfor er en af hovedpointerne i Dead Man, at man ikke bør hylde dette kapitel i USA’s historie, men støde det fra sig i erkendelse af den skade, man har voldt andre og sig selv.

Filmen er besat af flere store stjerner. Som nævnt er Johnny Depp med, men også Gabriel Byrne og Iggy Pop (som spiller én, der går i dametøj og ordner det huslige). Musikken er lavet af Neil Young, som på hypnotisk vis akkompagnerer Jarmuschs knivskarpe sort-hvide billeder. Billede og lyd går på nærmest fænomenologisk vis op i en højere enhed.
En snas fra youtube, som giver et udmærket indtryk af stemningen i filmen, ses her

Thursday, September 3, 2009

Hvert sekund, hvert minut, hver time, hver ug...

"Brrrrrrrmmm.... Tchokkatchokkatchokka-tchokka-tchok..."
En glimtende metallisk fugl bevægede sig støt tættere på.
Thomas sprang frem og tog et fast greb i min skulder.
"Duk dig! Der kommer TV2's nyhedshelikopter, atter på udkig efter mere eller mindre trivielle og/eller ligegyldige begivenheder eller stilstande der til nøds kan betragtes som nyheder!"
Jeg smilede. Varmen strømmede gennem min krop.
"Åh, hvor er det dejligt, vi har den. Men bare vi havde en kanal mere der ville tilsløre vores øjne, ører og hjerner med mere medieglasur!"
"Bare DR ikke svigter os."


http://politiken.dk/kultur/article781190.ece

Sunday, August 23, 2009

En væsentligt uvæsentlig politisk uge

Otte kloge danskere og en svensker har arbejdet hårdt for at færdiggøre en betænkning, der i denne uge skulle give et bud på, hvordan det danske arbejdsmarked skal indrettes i fremtiden.

Dagen før offentliggørelsen går landets beskæftigelsesminister ud og dementerer deres ideer allerede før, at de er præsenteret. Så meget for en syltekrukke, der har kunne legitimere politisk passivitet i en årrække og ødslet skattekroner væk på - ja - ligegyldigt smagsdommeri.

Det virker efterhånden som et bredt anerkendt politisk sandhed, at man aldrig skal røre ved arbejdsmarkedsreformer - heller ikke selvom, de er vigtige - efter, at Poul Nyrup mistede magten på det.

Senere samme uge vil de konservatives ukronede klovn, Naser Khader, have at burkaerne i Danmark skal forbydes.

Manden, der oplevede sit livs popularitet, da han stiftede et nyt parti, der skulle stække Dansk Folkepartis magt, kommer med et mere ekstremt forslag end Pia K. endnu har turdet kaste sig ud i. Men hun støtter det naturligvis.

Burka-forslaget, der reelt ligestiller Danmark med lande som Iran, der også har forbud mod, visse påklædningsgenstande, vinder uhyggelig bred støtte både politisk og i befolkningen.

Lad os håbe det var højdepunktet for politisk populisme i den kommende folketings-sæson.

Saturday, August 15, 2009

Tak som fanden!




Love Shop - Danmarkstour 2009

05/11 - Herning, Fermaten
06/11 - Randers, Værket
12/11 - Aalborg, Studenterhuset
13/11 - Århus, Train
14/11 - Roskilde, Gimle
20/11 - Odense, Posten
21/11 - København, Store Vega

Monday, August 10, 2009

Ankers Point



Alt i denne verden er opdaget. Verdens udstrækning er trods alt begrænset. Efter et vist antal år er alt kortlagt. Det har nok noget at gøre med befolkningstal, tid og teknologisk udvikling. Der er simpelthen nogle, der har været overalt.
Alligevel var der en gæv sømand i Sæby som syntes, der manglede noget: nemlig, hvad kalder man punktet, hvor nulmeridianen møder ækvator? Det er da noget rod, at det punkt ikke er navngivet. Det er dét, dette indlæg handler om og her er pressemeddelelsen fra Erik Bach, Formand for Sæby Sejlklub:

En sen vinteraften 2008 sad pensioneret skibsbygningsingeniør og ivrig lystsejler, Anker W. Lauridsen Sæby, og arbejdede på et nyt maritimt leksikon. Han havde med vanlig præcision beskrevet Nord og Sydpolen og ledte nu efter navnet på punktet ud for Ghanas kyst, hvor nulmeridianen krydser ækvator. Efter lang tids søgen på internettet samt i diverse leksikons fandt han ud af at: Punktet har intet officielt navn!

Mange tanker og spørgsmål opstod i ingeniørens hjerne: ”Det er noget rod, at punktet hvorfra alt navigation i verden går, ikke har et navn. Hvorfor er der ikke nogen, der har tænkt på dét før? Hvem kan navngive et sådan punkt? Kan første mand som får idéen, kræve retten til at navngive punktet, på samme måde som når nye stjerner navngives? Hvad skal jeg, såfremt jeg ér den første, i givet fald kalde punktet?”
Spørgsmålene hobede sig op. En ny idé tog form. ”Hvorfor ikke foreslå, at navnet skal være Ankers Point. Stedet er ankerpunktet for alt navigation i verden. Det er et ord, alle søfolk kender, og så kunne det være sjovt, hvis en pensioneret skibsingeniør fra lille Sæby, i lille Vendsyssel, i lille Danmark, får sit navn på søkortet.”

Anker gik i gang. Han ville være 100 % sikker på, om der, et eller andet sted, fandtes et navn på punktet.
Først blev Dansk Sprognævnet spurgt. Derefter Kort – og Matrikelstyrelsen. Så Farvandsvæsnet. Spørgsmålet gik videre til Københavns Universitet, samt til Universitetet i Ghana, via den danske ambassade. Alle vendte tilbage med næsten det samme svar: De mente ikke at punktet havde noget navn, og det undrede de sig over. Ja, selv den verdenskendte jordomsejler Troels Kløvedal, var af den overbevisning, at punktet intet navn havde.

Punktet havde altså intet navn. Hvordan får sådan et punkt så et navn?
Anker spørger Kort – og Matrikelstyrelsen herom. De henviser til International Hydrographic Organization (IHO). Man skal udfylde nogle standard formularer og indsende dem til IHO via Farvandsvæsnet, der er IHO`s repræsentanter i Danmark. Kort tid senere meddeler IHO, at de ikke har noget at gøre med navngivning af et punkt af denne beskaffenhed. De henviser til FN’s ekspertgruppe for geografiske navne (UNGEGN).

En henvendelse til FN’s ekspertgruppe for geografiske navne (UNGEGN) sendes af sted.
Efter en kort tids venten, modtager Anker en mail fra Helen Kerfoot, Chair UNGEGN, Présidente du GENUNG. Emeritus Scientist / Émérite. Her i skriver hun bl.a. “I would doubt that there is any process for formally naming grid points on the spherical coordinate system!” Desuden tilføjer Helen Kerfoot, at de ikke har noget at gøre med navngivning af et punkt som dette.

For en ekstra kontrol, undersøges sagen af senior lektor ved Københavns Universitet, Peder Gammeltoft, der samtidig er tilsluttet ”Department of Scandinavian Studies at the University of Copenhagen, and Chair of the Norden Division of UNGEGN”. Han oplyser, at han ikke kan udfordre Helen Kerfoot`s konklusion. Han skriver, at der muligvis kan være problemer med at navngive efter sig selv, idet man i henhold til UNGEGN resolution VIII/2, ikke må opkalde efter nulevende personer. Et forslag fra sejlervennerne i Sæby Sejlklub, lydende på, at de med glæde vil hjælpe Anker, med at komme på verdenskortet ved at aflive ham, afvises høfligt, men bestemt. Anker er nu sikker i sin sag.

Der er altså ingen internationale organer, der bestemmer over navngivning for et teoretisk punkt.
Da der ikke er nogen regler for, hvordan et punkt af denne type får et navn, kan enhver tage denne bestemmelse. Så nu har Anker bestemt, at punktet, hvor ækvator krydser nulmeridianen i det sydlige Atlanterhav hedder ”ANKER`S POINT”.

Efter at punktets navn er blevet kendt, har idemanden modtaget en del lykønskninger med navnet, bl.a. fra Søfartens Sikkerhedsråd, Dansk Sejlunion, Troels Kløvedal, Bo Carlè og mange andre fra den maritime verden. Magasinet Søfart, som ligger på alle danske tekniske skoler, dagblade, søfartsskoler, højere læreanstalter og danske rederikontorer, har for nylig bragt en helsides artikel om ”ANKER`S POINT”.
Så selv Hr. Møller ved nu ”Hvorfra vores verden går.”

Wednesday, August 5, 2009

Bondam-afstemningen slut.

Klasens afstemning om Klaus Bondams menneskelige- og politikermæssige egenskaber er slut. Resultatet kan aflæses til højre på siden, men det kan afsløres, at stemmerne faldt nogenlunde regelmæssigt og forventeligt.

66% mener, at Bondam er "Røvirriterende,"
33% mener, at Bondam er "Sød," og endelige mener
66 %, at Bondam er "Dum."

Kilde: Klasens Statistiske Bureau (2009)