Nå. Tilbage til -
Richard McKay Rorty. (det var ham med øjenbrynene)
Rorty kom til verden i New York en kold depressionsmorgen, oktober 1931. Som skrevet tidliger havde stakkels Richard store problemer med at finde sig godt til rette i denne verden. Og som nævnt blev Rorty en meget lærd mand inden for vestlig akademia, specielt filosofi og litteratur. Og ligeledes som nævnt var Rortys selvbeskrevne pragmatiske værk, og det ubestridte hovedværk, hans "Philosophy and the Mirror of Nature," der angreb hele den vestlige filosofiske tradition. More or less.
Men hvorfor er det så interessant? I hvert fald pga. to pointer, hvor den ene pointe er rettet mod menneskeheden og den anden er rettet mod filosoffer:
1) Rorty er ikke den eneste granitstøtte for postmodernisme og relativisme. Der er så mange andre, og han er åbenlyst også inspireret af bl.a. Derrida og den dekonstruktivistiske skole. Undertegnedes opfattelse er, at de nævnte strømme bygger på, at siden "Gud er død" er der ingen fikserede sandheder, ingen faste holdepunkter i tilværelsen, og siden et ords mening ikke kan fastholdes er der ikke nogen endegyldig sandhed.
Men selvom mennesket (fx Martin, fx menneskeheden) ikke på stående fod kan finde nogen absolut værdi, betyder det ikke, at intet har værdi. Men hvad er værdi? Ja, her kommer Rorty marcherende ind fra venstre med sit pragmatistiske jubilæumsflag. Rorty bærer bl.a. rundt på arven fra landsmanden, pragmatikeren og en af psykologiens Godfathers William James: Det interessante er, hvad der virker, ikke hvorfor. Og endvidere: det er ligegyldigt om koen står på marken, når ingen iagttager den, sålænge vi ved fra erfaring, at koen står på marken, når vi kommer tilbage. Den kultur vi er en del af omformulererer konstant mening og værdier.
Så det korte af det lange er, at Rorty har et kilometerlangt flersporet argument for, at vi ikke kan være sikre på en skid. Overhovedet intet. Det eneste vi kan og bør gøre er at blive pragmatiske i ordets filosofiske forstand: vi skal bedømme ideer, tanker og handlinger ud fra deres brugsværdi. Meget Lomborgsk, egentligt. Altså; viden, værdier og tro er ultimativt et produkt af den historiske og kulturelle periode, vi er i.
2) Rorty ville lægge filosofien i graven. Faktisk var ville Rorty sige, at hans hovedværk mere var en metafilosofi, end egentlig filosofi. Filosoffer siden Kant havde prøvet at finde frem til absolut sandhed, altså et solidt fundament, hvorpå man kunne bygge videnskabens hus (så at sige), men som Rorty ville sige: we have absolutely no idea what it would look like to reach the end goal or how we would know we've reached it. Så derfor: væk med den højtbesvungne filosofi. Bevares, det kan da gøre nytte, men man skal bare ikke sige, at filosofi er mere sandt, end andet litteratur. Så ned i litteraturkassen med filosofi.
Faktisk satte Rorty sin pointe så meget på spidsen, at han skiftede sit hverv som filosofiprofessor ud med et hverv som professor i litteratur.
Video: Rorty om the end of inquiry
Video: Rorty om sandhed
Nå, det var det filosofiske/samfundsmæssige/kritiske. Som også er blevet læsterligt kritiseret af filosoffer.
Men Rorty, som så mange andre mennesker, var jo et menneske. Og I følgende klip fortæller han i sin afmålte og nøgterne (læs: steneren) stil om sine barndomsår. Forvent ikke et actionbrag. Forvent en gammel mand åbne en bred luge til sin person - en hybrid af kynisk tilbageskuen, kølig analyse og (mmmhh...) trist aroma:
http://www.youtube.com/watch?v=11CqZd3B8B8
Hvis man vil se en rigtig lang og stenet video om og med Rorty, hans filosofi, litteratur og, ikke mindst, "Beauty and Consolation," kan man se følgende video. Og så kan man også øve sit hollandske.
http://video.google.com/videoplay?docid=-6148968394915050958#
