Sunday, April 10, 2011

Gagaismen: kunst, kolort eller noget midt imellem?




Jeg må indrømme, at det måske ikke er Mount Everest af seriøsitet at kritisere en kunstner uden virkelig at have givet vedkommende en chance, uden virkelig at have undersøgt fakta fuldstændigt. Men kan man nogensinde vide nok om nogen til at retfærdiggøre en kritisk rubricering? Som Kierkegaard sagde , "Once you label me you negate me " (ironisk nok kan jeg det kun på engelsk). Så det er vel altid urimeligt, denne rubricering.

Med denne anerkendelse af min egen vurderings fejlbarlighed in mente, vil jeg alligevel slå håbløst forsinket slag mod pop-fastelavnstønden par excellence, Lady Gaga.

Dømt på baggrund af hendes pladesalg og medieopmærksomhed må man sige, at hun er en unik stjerne. Stjerne på den måde, at små børn vil være som hende, at hun sælger tonsvis af musik, at hun er overalt på tv og radio. Og unik på den måde, at hun har formået at provokere i hvad der ellers forekommer som et postprovokatorisk samfund - et samfund, der har gledet så langt ud på provokationens overdrev, at jeg selv (som argumentets autoritet) sjældent løfter et forskrækket bryn, når jeg ser et angiveligt provokatorisk kunstværk. Parteret hest? Tjek. Noget Jesus-porno? Gab. Lort på dåse? Sikke da. Und so weiter.

Alligevel er det som Lady Gee har kunnet outrere en popverden, der til tider kun syntes outreret qua sex. Nu er den outreret qua sex og tøjvalg. Og hvem troede det kunne ske. Personligt troede jeg, at musikkens evne til at provokere var nået til et "End of History," a la Fukuyamas bog om governance evolution (han gæster forresten Århus - undskuld, Aarhus - i maj), og at det eneste tilbageværende var en æstetik og lyrik i de vidt forskellige forklædninger de kommer i.

Men åbenbart er Lady Gee en provokorende faktor, som lige så åbenbart åbenbart er en åbenbaring.

"She's like the Van Gogh of music. Using her sequin hot pants as her paint brush and a disco ball as her easel, Lady Gaga paints a vivid and unassimilated picture of her artistic talent that lies within." Van Gogh?

Min personlige mening er, at det mest provokerende ved Gagaismen er, at det faktisk ser ud til at virke provokerende. Fjollet, siger jeg. At hendes sange da godt kan få mig til at vrikke rytmisk med mine tæer, vil jeg ikke benægte. Men det kan en dryppende vandhane også.

Da jeg var en lille pjevs, var det bedste YabbaDabbaDance. Fandme fedt! Men det er ligesom de sukkercoatede dancetrancedanseviser ikke rigtigt holder. For mig er Lady Gaga YabbaDabbaDance og ikke provokerende i sig selv. Over hovedet. Det er mere omstændighederne, at hun er så voldsomt populær, at hun kan provokere - dét er sgu provokerende. Metaprovokation, om man vil.

Som dette halvfesne indlægs smattede prut, vil jeg afslutte og i det store og hele erklære mig enig med Per Arnoldis udpegen af en degenereringens syndebuk, at

"Medierne, i deres afvisning af lødige definitioner, grundige samtaler, relevant analyse til fordel for overfladisk, zappende rabalderomtale. Deres afvisning af kvalitetskriterier til fordel for seertal og oplag. Deres modvilje mod stædigt og heroisk at fastholde, at noget er godt, og noget er skidt. Deres manglende evne til at handle herefter. Men jeg lider af en bøjelig tro på folkeopdragelse, forstået således: At hvis man viser det gode ved siden af det dårlige, vil folk vælge det gode. Ja, det er både idealistisk og naivt. Men man klamrer sig vel til sin barnetro!"

Kolort. Helt sikker kolort.

Tuesday, April 5, 2011

Bob Dylan som lovgiver

På New York Times' hjemmeside kan man læse en lidt overraskende historie om et seminar, der netop er blevet afholdt i New York, hvor man diskuterede Bob Dylans rolle i landets retssale.

Således mener en af talerne, at Bob Dylan har haft dokumenteret indflydelse i minimum to retssager gennem sine tekster.


Jeg må indrømme, at jeg synes SDU's forsøg på at indstille Bob Dylan til Nobels litteraturpris for et par år siden virker lidt mere...hehem... legalt.
Men interessant er det da.
I forlængelse af Kreativ Klase Quizzen, så kommer der hermed svar på et spørgsmål, som mange har grublet over i årevis:

Friday, April 1, 2011

Lady Gaga gæsteoptræder for The Strokes

The Strokes åbner i aften turneen for deres nye album "Angles", der i følge flere anmeldelser skulle nærme sig noget af den kvalitet, der var på albummet "Is this it" fra 2001.

Bandet har gennem længere tid hemmeligholdt en særlig gæsteoptræden til koncerten i Madison Square Garden.

Det amerikanske musikmagasin Spin kunne fredag eftermiddag - amerikansk tid - afsløre hvem den særlige gæsteoptræden er.

Det bliver den excentriske popdronning Lady Gaga, og konfronteret med afsløringen indrømmede The Strokes-forsangeren, Julian Casablancas, at magasinet havde ret.

- Vi er begge fra New York, og vi støder jævnligt ind i hinanden i byen. Vi kommer mange af de samme steder, og en aften i slutningen af sidste år, hvor DJ'en havde spillet henholdsvis "Poker Face" og vores "Last Nite" kom vi til at snakke om, at det kunne være sjovt at spille sammen. Personligt synes jeg, at Lady Gaga giver et frisk indspark i en den amerikanske musikscene, og det viste sig, at hun var kæmpefan af vores musik, fortæller Julian Casablancas til magasinet.

Tuesday, March 29, 2011

Barndomsklubben

Jeg opdagede på en annonce på tipsbladets hjemmeside, at hjemmebanetrøjen for min gamle barndomsklub i den lille by Erritsø uden for Fredericia er til salg på unisports hjemmeside.


Jeg er selvfølgelig stolt og glad, og mener, at det er det eneste rigtige, men indrømmer her, at jeg har en stille undren over, hvordan den trøje er endt der sammen med trøjer fra den danske superliga + enkelte andre.

Saturday, March 26, 2011

Kreativ Klase Quiz

Hvilken tv-serie har gjort denne diner i New York kendt?

Friday, March 25, 2011

Erlend Loe liker Klovn

Før vore to nationer bliver uvenner i morgen, vil jeg lige dele denne anmeldelse den norske forfatter Erlend Loe for nylig gav af den danske film Klovn på Twitter:

"@erlendloe:

Klovn - the Movie er full av morsomme kleinheter, man smiler en godt stykke bortover gata når man forlater kinoen."

Sagde han, og ville have mere:

"@erlendloe:

Mens jeg så å si har dere på tråden; hvor kan Klovn, altså tv-serien, skaffes i Oslo?"