Jeg må indrømme, at det måske ikke er Mount Everest af seriøsitet at kritisere en kunstner uden virkelig at have givet vedkommende en chance, uden virkelig at have undersøgt fakta fuldstændigt. Men kan man nogensinde vide nok om nogen til at retfærdiggøre en kritisk rubricering? Som Kierkegaard sagde , "Once you label me you negate me " (ironisk nok kan jeg det kun på engelsk). Så det er vel altid urimeligt, denne rubricering.
Med denne anerkendelse af min egen vurderings fejlbarlighed in mente, vil jeg alligevel slå håbløst forsinket slag mod pop-fastelavnstønden par excellence, Lady Gaga.
Dømt på baggrund af hendes pladesalg og medieopmærksomhed må man sige, at hun er en unik stjerne. Stjerne på den måde, at små børn vil være som hende, at hun sælger tonsvis af musik, at hun er overalt på tv og radio. Og unik på den måde, at hun har formået at provokere i hvad der ellers forekommer som et postprovokatorisk samfund - et samfund, der har gledet så langt ud på provokationens overdrev, at jeg selv (som argumentets autoritet) sjældent løfter et forskrækket bryn, når jeg ser et angiveligt provokatorisk kunstværk. Parteret hest? Tjek. Noget Jesus-porno? Gab. Lort på dåse? Sikke da. Und so weiter.
Alligevel er det som Lady Gee har kunnet outrere en popverden, der til tider kun syntes outreret qua sex. Nu er den outreret qua sex og tøjvalg. Og hvem troede det kunne ske. Personligt troede jeg, at musikkens evne til at provokere var nået til et "End of History," a la Fukuyamas bog om governance evolution (han gæster forresten Århus - undskuld, Aarhus - i maj), og at det eneste tilbageværende var en æstetik og lyrik i de vidt forskellige forklædninger de kommer i.
Men åbenbart er Lady Gee en provokorende faktor, som lige så åbenbart åbenbart er en åbenbaring.
"She's like the Van Gogh of music. Using her sequin hot pants as her paint brush and a disco ball as her easel, Lady Gaga paints a vivid and unassimilated picture of her artistic talent that lies within." Van Gogh?
Min personlige mening er, at det mest provokerende ved Gagaismen er, at det faktisk ser ud til at virke provokerende. Fjollet, siger jeg. At hendes sange da godt kan få mig til at vrikke rytmisk med mine tæer, vil jeg ikke benægte. Men det kan en dryppende vandhane også.
Da jeg var en lille pjevs, var det bedste YabbaDabbaDance. Fandme fedt! Men det er ligesom de sukkercoatede dancetrancedanseviser ikke rigtigt holder. For mig er Lady Gaga YabbaDabbaDance og ikke provokerende i sig selv. Over hovedet. Det er mere omstændighederne, at hun er så voldsomt populær, at hun kan provokere - dét er sgu provokerende. Metaprovokation, om man vil.
Som dette halvfesne indlægs smattede prut, vil jeg afslutte og i det store og hele erklære mig enig med Per Arnoldis udpegen af en degenereringens syndebuk, at
"Medierne, i deres afvisning af lødige definitioner, grundige samtaler, relevant analyse til fordel for overfladisk, zappende rabalderomtale. Deres afvisning af kvalitetskriterier til fordel for seertal og oplag. Deres modvilje mod stædigt og heroisk at fastholde, at noget er godt, og noget er skidt. Deres manglende evne til at handle herefter. Men jeg lider af en bøjelig tro på folkeopdragelse, forstået således: At hvis man viser det gode ved siden af det dårlige, vil folk vælge det gode. Ja, det er både idealistisk og naivt. Men man klamrer sig vel til sin barnetro!"
Kolort. Helt sikker kolort.
