En grænseløs, indre tomhed

Den norske tragedie er blevet misbrugt i den danske værdikamp. Det mener Klavs Birkholm, som i Weekendavisen kommer med nogle tiltrængte refleksioner på tragedien i Norge og den efterfølgende danske debat. Artiklen tager temperaturen på den danske debat og opsummerer fint reaktioner fra meningsmagere ovenpå den forfærdelige tragedie. En hovedpointe fra artiklen, er, at vi bør flytte blikket fra forklaringer om multikulturalisme og indvandring til mere almene, generelle samfunds- og kulturtræk. Birkholm påpeger, at Christopher Lasch’ Narcissimens Kultur er mere aktuel end nogensinde. Måske burde vi tilmed søge forklaring på Breivik-karakteren i litteraturen?
Læs den skarpe og velskrevne artikel her, som kan give nyt perspektiv på den forsmåede, mudderkastende danske debat.

Sådan laver du en god kop kaffe

"Det tager lige så lang tid som at tømme en guldbajere"

Der er mere interessante indlæg under nedenstående pausefisk:

Mads Brüggers nye kontroversielle film

Traileren for en helt ny film af Mads Brügger er netop blev offentliggjort, og kan ses her:

http://twitchfilm.com/news/2011/08/mads-brugger-executes-the-greatest-documentary-stunt-ever-in-the-ambassador.php

Brügger laver sig et diplomatpas og tager til den Centralafrikanske Republik og ser, hvor langt det kan bringe ham. Blandt andet indleder han lidt diamant-business.

Det kan altid gå galt

Jo Nesbøs kronik understreger, at det for nordmændene ikke er muligt at vende tilbage til tiden før d. 22.juli. Men der er kun én vej frem: at være modig og blive ved med at fortsætte som før. Med Stoltenbergs ord at svare vold med endda mere demokrati, endda mere humanitet.
Nesbø skriver, at det altid kan gå galt - selv i et velordnet og tillidsfuldt samfund, hvor folk kører med cykelhjelm og sikkerhedssele:


"I juni cyklede den norske statsminister, Jens Stoltenberg, en fælles ven og undertegnede gennem Oslos gader for at klatre på en bjergvæg i skoven, inden for bygrænsen i denne store, lille by. Nogle meter efter os fulgte to livvagter, også på cykel.

Idet vi standser for rødt i et lyskryds, kører en bil med nedrullet vindue op på siden af statsministeren. En mand råber han navn. »Jens!« At borgerne i Norge i alt væsentligt kalder og omtaler nationens øverste leder ved fornavn, er en tradition i egalitarismens ånd, som jeg for længst er holdt op med at undre mig over.

»Der er en lille purk, som synes, at det ville være sjovt at hilse på dig.« Jens Stoltenberg smiler og giver den lille purk på passagersædet hånden. »Hej, jeg hedder Jens.«

Statsministeren med cykelhjelm. Purken med sikkerhedssele. De er begge standset for rødt. Livvagterne, som er standset på behørig afstand bag os, smiler. Det er et billede på tryghed og gensidig tillid. På hverdagsagtig, selvfølgelig norsk idyl. På det, vi mente var normalt.

Hvordan kunne det gå galt? Vi havde cykelhjelm, sikkerhedssele og trafikregler, som blev fulgt.

Selvfølgelig kunne det gå galt. Det kan altid gå galt. "

Nu er det ikke for at brokke mig, meeeen....

... man føler sig sgu gammel, når OB på deres hjemmeside begynder at beskrive Per Pedersen som en historisk profil.

Så længe er det altså heller ikke siden, at han spillede på holdet.