I Bruxelles har man mange skraldespande i siden af gaderne hvis snørklede og smalle forløb ikke gør det let for de belgiske bilister at manøvrere i trafikken. Bilerne er små, og man kan se dem køre i forholdsvis høj fart som man står der og slænger et styk vaffelindpakningspapir i en grøn skraldespands vidt åbne mund.
Bruxelles er ikke en bilby; eller, Bruxelles burde ikke være en bilby. Men dog er der biler alligevel. Der er et fint metrosystem i Bruxelles, og bussystemet virker også til at være velfungerende. Der skal noget til at flytte de tusindevis af embedsmænd, administratorer, kommisærer, udenrigsministre, lobbyister, bureaukrater, journalister, praktikanter, au pair-piger og -drenge, sikkerhedsvagter, servicefolk (heri indregnet rengøringspersonale, kokke og kartoffelskrællere, samt skopudsere). Alle disse fragtes frem og tilbage på kryds og tværs i hvad der umiddelbart ligner en tilfældighed. Men hverdagene er jo hverdage og disse munder alligevel ud i et eller andet ekstremt kompliceret trafiksystem. Som dog stadig er et system.
Der er rent i Bruxelles. Om det er fordi folk er renlige, pga. de mange skraldespande eller en kombination af de to, ja, det vides ikke med sikkerhed. Det kan også tænkes at belgiere og de udenlandske beboere blot er meget gode til at rydde op. Den industrielt udseende gadestøvsuger bærer nok også noget af ansvaret. Den bliver ihvertfald elegant betjent af en cigaretrygende kommunalarbejder, her på skraldespandenes gade.
Som jeg slikker mine tilfedtede fingre for de sidste sukkerklumper fra
Liège-vaflen, funderer jeg over vaffelkonceptet. Var man en driftig erhvervsdrivende, skulle man få en dansk pendant op at køre: æbleskivevognen:
"The Original Traditional Danish Pastry Ball Experience! NOW HERE!"
En guldgrube på Strøget.
Jeg er irriteret over turisterne. Grådigt bestiller de vafler toppet med softice, krymmel og bananer; nej, det er ikke er den
autentiske måde. Næh, jeg selv nyder min vaffel au naturelle. Disse turister. Slængrende rundt med kameraer og bæltetasker, krybende ud fra turistbussernes vamle mørke mod souvenirstands og photoops.
Men erkendelsen er jo lige til: Jeg er selv en af dem. Og selv om det ikke kan ændres, nager det mærkeligt nok lidt. Mere autentisk. Mere.
Alligevel giver tilstedeværelsen af de andre turister anledning til at føle en vis form for ubehag. Om det er den oplevede udnyttelse (og spolering) af min version af det
autentiske ved jeg ikke. Det er også muligt at deres tilstedeværelse gør min min oplevelse af min tilstedeværelse mindre oprigtig. Eller reel. Som et forvanskende spejl i den belgiske forårssol.
Hvad det end er så virker turisternes tilstedeværelse irriterende. Mon jeg irriterer dem? Mon det er et grundvilkår for turisters fællesskab? Forenet for et kort øjeblik af geografi, valg af fotografiske motiver, samt et latent, hvis ikke had, så irritation mod hinanden.
På Magritte-museet er de der også. I fuld færd med at kridte Master Card-skoene op til en overstadisk indkøbsvals i souvenirshoppen. Farvestrålende t-shirts, krus, bøger, film, lamper, viskelædre. Surrealistisk. This is not a pipe.
Jeg selv køber intet. Jeg køber heller ingen t-shirt med motiv af den urinerende Mannichenpis-statue. Og jeg har det godt med det. Og jeg føler overskud til at nære en vis væmmelse ved det udbud af lort, og som sådan også for indkøbene af disse.
Men jeg køber dog chokolade. Og vafler og pommes frites. Og det - til tider -
en masse. Hvor jeg tegner min egen streg i sandet for hvad der er autentisk og uatentisk varierer af dagsformen. Måske et ubevidst forsøg på at finde en afbalanceret måde at udfylde turistrollen på? Hvis der er det. Jeg trækker nu stregen ved t-shirten med Magritte.
Men der er mange skraldespande her i Bruxelles, og det er en pæn by, Bruxelles. Det er hovedstaden i et land der snart ikke kan stå længere. "A house diveded against itself cannot stand," som Abe Lincolns sagde. Men trafiksystemet kører, og der er faktisk rart her.
Her i solen, ved skraldespanden, den autentiskeste turist lige uden for Bruxelles' "Lille Congo"-bydel med fashionable skobutikker og snottede sigøjnerunger på mission for moder, ja her i solen er det ganske fint at være til. Som turist. Også en samlebåndstype af slagsen. Som der stod på en kaffekop engang: you're special. just like everyone else.
Venligst Turisten, nu 2,4 kg chokolade rigere.
