Den døve løve

Berlusconi om Thomas Helveg:

"En mand spiller violin i junglen og tiltrækker sig opmærksomhed fra den ene løve efter den anden, således at 100 til sidst er samlet og lytter andægtigt. Til sidst dukker den døve løve op uden at forstå, hvad der foregår og giver sig til at æde violinisten...
Sådan gik det også i derbyet, Helveg kom på banen, smed bolde til højre og venstre, og så stoppede koncerten"

http://www.sporten.dk/fodbold/helveg-berlusconi-er-en-vittighed

Glædelig jul

Ham Carsten har en pointe

http://www.information.dk/254127

"Ud med amatørerne – ind med eliten"

Den altid suveræne Jes Stein Pedersen havde den nye formand for Statens Kunstråd i studiet i søndags. Det kom der en interessant udsendelse ud af, hvor kunstbegrebet blev diskuteret. Arnoldi argumenterer imod kriticismen som kernebegreb i kunsten med det provokerende budskab om, at kunst ikke skal provokere (!). Efter min mening blokerede Arnoldis ironiske retorik desværre delvist for nogle interessante pointer.
Se den tankevækkende udsendelse her:
http://www.dr.dk/DR2/2sektion/Deadline+2.+sektion.htm

En peptalk der virkede

http://onside.dk/fodbold-video/champions-league/se-hele-hjortshojs-fck-sketch-her

drej slik dyp

http://www.oreo.eu/oreo/page?siteid=oreo-prd&locale=dkda1&PagecRef=617

Alti', Alti'!

Den her gut har jeg gået og gnækket over her på det seneste

November top ti

Ligeså svær måneden er at komme igennem, ligeså svært er det at sammensætte et soundtrack til den.

Men her er et personligt bud. En lille blanding af lidt nyt, lidt gammelt og lidt meget gammelt.

• Olesen-olesen: November mere end nogensinde
• C.V. Jørgesen: Sæsonen er slut
• Beach House: Used to be
• Kings Of convenience: Cayman Islands
• Agnes Obel: Riverside
• Bob Dylan: Not Dark Yet
• Neil Young: Out on the weekend
• Dan Turell og sølvstjernene: For meget mand
• Leonard Cohen: Chealsea Hotel No. 2
• The Velvet Underground: Sunday Morning

Hvad er jeres top ti for denne mørke måned?

Om at række ud efter stjernerne

Musikanmeldelser er tit karakteriseret ved en masse sammenligninger og referencer for at give læseren en bedre forståelse af en kunsters musikalske dna. Nogle gange synes sammenligningerne at kamme en anelse over og fungerer måske snarere som en form for autokommunikation af anmelderen. Finn Andrews, som er frontfiguren i The Veils og har udgivet tre fine plader (The Runaway Found, Nux Vomica og Sun Gangs), er især blevet sammenlignet med Nick Cave, men også David Bowie, Tom Waits, Tindersticks’ Stuart Staples, Brett Anderson og Jeff Buckley. Det er jo ikke så lidt... Cave-sammenligningen skyldes måske mest geografi (kommer fra New Zealand og bor nu i London), men også musikkens vekslen mellem det dystre og fandenivoldske til det mere lyse og poetiske.
Et af de mere poetiske og harmoniske numre, som måske kan lyse op i en mørk tid, høres her:

Ret ryggen, bonderøv

FreLSens hær

http://www.jensunmack.dk/wordpress-2/?p=15968

Nyt LS-album 1. november og turne.

Be there or be square.

Om The Wire og David SImon

Nu har jeg igennem noget tid forsøgt at plædere kraftfuldt for tv-serien "The Wire," som er den bedste serie jeg har set. Hands down. Så derfor sender jeg da lige et link til pol.dk, hvor Malene Lei Raben skriver om filuren samt refererer en talk mellem Simon og Margaret Talbot, journalist for the New Yorker.

Nu kunne det have givet mening at bringe et billede af selv samme Simon, men istedet er der et fint billede af helt-antihelten Omar fra The Wire.

Historisk aften

»Det er vigtigt nu at se på tekst-tv i 14 dage og se på stillingen i gruppen, for det er god humor,« sagde Ståle Solbakken. »Barcelona er virkelig skræmte nu,«

William the Conqueror

Én af mine undervisere arbejder intenst med det mentales betydning for præstationer. Læs her om William Kvists spændende udvikling og deres arbejde igennem 7 år:
http://www.sporten.dk/fodbold/saadan-blev-kvist-en-vinder

Sjov email korrespondance

http://people.su.se/~mattp/Random/i-am-not-a-big-fan-of-cats.jpg

Hvem siger, at der mangler patos i politik?

"Councilman Phil Davison of Minerva, Ohio made a fiery speech at Wednesday evening's Stark County Republican Party's executive committee meeting to select a nominee to run for Stark County treasurer.
Davison rocked the assembly at Malone University's Johnson Center with his impassioned political presentation the likes of which few politically involved citizens have ever seen.
While Davison did not get the nomination (North Canton Finance Director Alex Zumbar did), he certainly made a lasting impression."
Martin Olson d.9.9.2010

Ronnie

Mit 200. indlæg på denne blog vil jeg gerne donere til et lille uddrag fra bogen Ronnie - en selvbiografi af Ronnie Wood fra Rolling Stones:

"I wanna tell you a little about what it was like between tours. I was settling into the London scene and it was nice to be home. I shared a house with Jimi Hendrix in Holland Park, on and off, for about six months when he first came to England. Actually, it was PP Arnold's house. She rented the basement to Jimi and the ground floor to me while she was in the big flat upstairs. He was in the charts with hits like 'Purple Haze' and 'Hey Joe', and she had a hit with 'The First Cut is the Deepest'. These were days when she was going out with Jim Morrison and he was always bringing her diamonds. Ironically, he died a year after Jimi at the same age. Two more guys for Keith's now infamous list of those who weren't meant to reach thirty."

Mens Jimi ikke nåede de 30, så må man sige, at både Ronnie og Keith Richards nåede det. Og meget mere til. Og det er deres lange liv i rock'n'roll, som bogen handler om.

Den er mættet med name-dropping som ovenstående, men giver et sjovt og interessant indblik i den tids musikbranche, hvor stoffer, alkohol, kærlighed, utroskab, kammeratskab, vold og guitar er basale krydderier.

Bogen er godt skrevet og nem at gå til, selvom den til tider bliver lidt triviel, når han fortaber sig i selvros og name-dropping, men bestemt læseværdig.

Den er til låns i Tyksens bibliotek, hvis nogen ønsker det.

Sublim idioti

Apropos Don Ø

”Der er ikke noget udpræget smagfuldt over den Don Ø-bashing, der for tiden finder sted i dele af dansk presse og erhvervsliv.
Selv om det unægtelig er lettere at sparke en liggende end en stående, er sparket ud fra en præstationsbetragtning noget mindre beundringsværdigt. Og i lighed med andre aktuelle problemsager fra erhvervslivet kan man ikke frigøre sig fra den tanke, at den pludseligt opdukkede kritik mere skyldes ærgrelse over tab eller udeblevne gevinster end ærlige moralske anfægtelser over gråzonemetoderne.

Dertil kommer, at bagklogskabens lys har det med at skinne noget svageligt over de positive dele af fortællingen. For Don Ø's eller Flemming Østergaards vedkommende blandt andet over den kendsgerning, at han skabte et fodboldhold, der løftede standarden og ambitionsniveauet for dansk klubfodbold til en højde, hvor vi ikke havde været uden ham. Og så kan de, der undervejs stillede sig tilfredse med at kæmpe om andenpladsen jo glæde sig med et: »Hvad sagde vi,« hvis det føles godt. "

Hans Mortensen, Weekendavisen 18.06.2010

Kemisk affald og lidt historie om Kalush

Her kan der læses en engelsksproget ukrainsk artikel om Kalush, minen, den kemiske fabrik og ikke mindst om den gigantiske blå, hawaiianske lagune. I en mindre velskrevet artikel, men med flere interessante faktuelle oplysninger, kan der yderligere læses, at der i en skov et sted yderligere er begravet rustne og lækkende tønder, indeholdende ikke mindre end 12.000 ton af det kræftfremkaldende kemikalie hexachlorobenzen. Og her er der en kort, men fin indføring i samme problem med hexachlorobenzen.

Bob D som malermester?!

http://ibyen.dk/kunst/1043647/bob-dylan-udstiller-sine-malerier-i-koebenhavn/

Babij Jar som eksempel på det europæiske tyrannis to ansigter

"Babij Jar, lokalitet i den nordvestlige udkant af Kijev i Ukraine, hvor de tyske invasionstropper med dele af lokalbefolkningens medvirken i september 1941 skød titusinder af sovjetiske jøder. Senere oprettede tyskerne en lejr på området, hvor ca. 25.000 mennesker blev dræbt. Ialt blev omkring 100.000 dræbt af tyskerne i Babij Jar under 2. Verdenskrig, først og fremmest jøder, men også romaer, ukrainske nationalister, sovjetiske krigsfanger og andre Sovjetborgere blev myrdet her. I oktober 1966 blev der på stedet rejst en mindesten, stærkt fremprovokeret af et digt med titlen "Babij Jar" af den sovjetiske forfatter Jevtusjenko. Først i 1976 opførtes et egentligt monument"
Kilde: Den store danske. Gyldendahl åbne encyklopædi.

Per Nyholm beskriver i bogen Europærerne Babij Jar som en af Sovjetunionens mange skandaler. Alle vidste det, men ingen talte om det manglende mindesmærke for Kijevs myrdede jøder. Monumentet blev først rejst i 1976 af en gruppe fortvivlede og nedbrudte skikkelser, som forsøgte at anråbe en højere magt om barmhjertelighed, anbragt på en kunstig klippe ud til afgrunden, som ligene tumlede ned i, efter at den levende menneskemasse var blevet gennemhullet af maskingeværernes ild.

Fraværet af et mindesmærke for en af Anden Verdenskrigs mest horrible massakrer blev ofte tilskrevet Østeuropas traditionelle antisemitisme, men denne forklaring er ifølge Per Nyholm ikke tilstrækkelig. Sandheden er ifølge Per Nyholm, at ikke blot nazisterne, men også kommunisterne myrdede løs ved Babij Jar.
Ved monumentets fod fortæller tre stentavler på russisk, ukrainsk og hebræisk at her (1941-1943) likviderede tyske fascister over 100.000 af Kijevs indbyggere. Monumentet er ifølge Per Nyholm ikke uden virkning og falsk ligesom næsten al kunst i statens tjeneste.

Der måtte være en dybereliggende årsag til, at Sovjetunionen i årevis nægtede at rejse et monument i Babij Jar: Det var i Babij Jar, at Stalin i 1930’erne indrettede en koncentrationslejr, som tyskerne efter deres indmarch drev videre i hans ’ånd’. Babij Jar er ikke blot et sted, hvor utallige jøder, ukrainere, russere, hvidrussere, polakker og andre i Kijev blev likvideret. Babij Jar er ifølge Per Nyholm den uafviselige afsløring af broderskabet mellem kommunisme og fascisme - en afsløring af det europæiske tyrannis to ansigter.

Take care of yourself - Sophie Calle på Louisiana

"Sophie, I have been meaning to write and reply to your last email for a while. At the same time, I thought it would be better to talk to you and tell you what I have to say out loud. Still, at least it will be written."
Således begynder emailen, som den franske kunstner Sophie Calle modtager. Beskeden er skrevet af hendes daværende kæreste og markerer deres endegyldige brud.
Hvorledes reagerer man så, når man er en nutidig fransk kunsts store stjerner - således beskrives hun ihvertfald i Louisianas pamfletter - nu med knust hjerte?
Man gør selvfølgeligt bruddet og hjertesmertens flødesovs til genstand for et kunstprojekt.
Et hundrede og syv kvinder fra forskellige samfundslag - dog flest akademikere - og med forskellige faglige udgangspunkter analyserer ekskærestens email og sender deres dom tilbage til Sophie. Suppleret med fotokunst og en leg med den tekstlige fremstilling bliver Calles projekt til et på nogen måder hyperintellektuelliserende, intellektuelt navleskuende flig af et selvportræt (og portræt af eks'en, som han fremstår i brevet). På andre måder er projektet et forrygende og engagerende vidnesbyrd om kærestesorger, psykologi, menneskets eksistens, kærlighed og humor.
En kriminolog beskriver brevskriveren som værende decideret farlig. En naiv skolepige finder historien ret ud sørgelig. En fysiker tolker to forskellige former for fysiske brud ind i sammenhængen. Moralfilosoffer og dommere analyserer brevet ind i deres faglige kontekster. Sophies mor maner til hende, at hun skal komme videre; rent faktisk er det ikke noget at tude over: 'I har jo ikke engang været sammen 4 sæsoner,' mukker hun. Nej, havde det været 25 år, ja så kunne man snakke om berettigede kærestesorger.
De fleste tager klart Sophies parti. Alle undtagen moderen og en forfatter, som efter noget tid læser hendes oprindelige analyse, som hun forkaster. Hun skriver igen. 'Sophie,' skriver hun. 'Lyt ikke til de andre kvinder. Det er et farligt projekt. De vil kun gøre mænd til kvinder, og det, Sophie, er ikke godt.'
Ud over de nævnte tekstlige og billedmæssige fortolkninger er andre centrale dele af udstillingen videofremstillinger af - primært - kunstneres musikalske eller dramatiserende fortolkninger og analyser af brevet. Og alle giver de girl power til pigen. Med undtagelse af moderen og den nævnte forfatter. Og så måske papegøjen, der spiser brevet. Det er lidt uklart, hvilken side, den vælger.
Hvem der er helt(inde), og hvem der er skurk(inde?) er svært at afgøre. For mig er spørgsmålet også mindre vigtigt. Man kommer aldrig langt nok ned til at kunne komme nærmere den fornemelse. Dog er udstillingen en fantastisk introduktion til den regnbue af synspunkter, vi mennesker har og til den måde vi skaber mening i verden ud fra vores kontekstuelle forudsætninger.
Så som ekskæresten slutter, slutter dette indlæg også. Tag på Louisiana og tjek udstillingen Warhol After Munch" og Sophie Calle-udstillingen. Og, min kære,
"Take care of yourself."

X.

Heideggers agurker i sommervarmen revisited

Selvom det er med en vis bedrøvelse, må jeg konkludere, at Klasen lider under samme fænomen som øvrige medier i ferieperioden. Der sker ikke nok - og der er ikke nok at skrive om.

I hvert fald bliver det ikke gjort.

Og derfor vil jeg gerne sende en genudsendelse her på bloggen - det har jeg lært af øvrige medier, at man bruger sommeren til.

Læs her, hvad MKM bragte dette sted for så godt og vel et år siden.

http://kreativklase.blogspot.com/2009/07/heideggers-agurker-i-sommervarmen.html

host, host

http://politiken.dk/udland/article1021520.ece

Så skulle han nok ikke have valgt DF...

- Der spekuleres i sensationer og i at lokke folk til at sige en eller anden lille dumhed, som man kan puste en sensation op på. Det synes jeg er ubehageligt. Det reducerer politik - der burde være en strid om meninger - til at være en mudderkastning, hvor man prøver at skandalisere modparten, siger Søren Krarup i et interview i Politiken i dag.

Hvis han virkelig mener det, skulle han nok ikke have valgt et parti, der er drevet i at hoppe med på sensationer og mudderkastning.

At han har valgt det rigtig parti, viser han dog lidt senere i samme interview:

- Nogle af dem har ingen erfaring overhovedet. Bare tænk på Mette Frederiksens adfærd. Hun kommer som ganske ung socialdemokrat og tordner mod dem, der ikke bruger folkeskolen til deres egne børn. Da hun så selv får barn, sender hun det i privatskole. Jeg vil slet ikke overfalde hende, jeg vil blot pege på, hvordan hun gør sig klog på noget, hun ikke kender til. Man kan godt frygte, at der kommer folk ind med en bunke fraser, men som slet ikke har kendskab til det land, de skal lovgive for. Det er betænkeligt, siger han om unge politikere, der ikke slutter deres karriere i Folketinget, men derimod begynder den der.

Læs hele interviewet på Politikens hjemmeside: http://politiken.dk/debat/article1017480.ece

Sommerjoanna

Der er omtrentligt fire kvinder i mit liv. Min kæreste, min mor, Kate fra Lost. Og så Joanna Newsom. Fuld af ynde, talent (eller hedder det bare evner?), smuk som en iskrystal i solen og en i ordets sande betydning fantastisk sangsskriver og sanger.

Ud over valget af musikinstrument, som er noget utraditionelt, er hendes stemme som en kvindelig Neil Youngs, noget speciel. But if you like it, you really do love it.

Her er to sange fra hendes relativt nye plade, Have One On Me. Lige som hvert enkelt nummer udvikler sig rivende og forandrer sig inden for den enkelte sangs ramme, ligeledes vokser sangene mere og mere for hver gennemlytning.

Anbefaling

Jeg kan varmt anbefale bandet Orlando, som spiller på Jazz-festivalen.

Koncerterne finder sted:

Fre. d. 9 kl. 22 i Byggeriets Hus, Godthåbsvej 33 2000 Frederiksberg.

Lør. d. 10 kl. 22 på cafe zusammen, H.C. Ørstedsvej 47 1879 Frederiksberg

Tjek evt. Orlandos myspace

Man får helt lyst til at flytte til Reykjavik

Hvis du skulle forklare mig, hvad jeres mission er i Det Bedste Parti, hvad vil du så sige?

"Først og fremmest at eliminere frygt og vrede fra samfundet. Og at skabe en platform for en form for anderledes dialog. Det er på en måde en hippie-bevægelse. Vi har besluttet os for, at vi altid vil være venlige og imødekommende og altid prøve at finde en positiv løsning på tingene".

Sådan siger komikeren, eks-punkeren og Reykjaviks nye borgmester Jon Gnarr Kristinsson i dagens Politiken. Han har ingen politisk erfaring, men har blot startet et nyt parti "Det Bedste Parti" sammen med en flok gamle venner fra det islandske punk-miljø.

Om højdepunktet på sin første dag som Reykjaviks borgmester, siger han:

"Måske da jeg opdagede, at jeg har netforbindelse. Jeg havde forventet, at det ville være et problem, for jeg er en Mac-person, og dette er et pc-sted".

Selvom det lyder ret absurd med sådan en person i så vigtigt et embede, så forstår man sgu godt borgerne i Reykjavik, der om nogen har oplevet kapitalismens store kollaps.

Som han yderligere forklarer i interviewet:

"Det samfund, vi har levet i, har været meget kontrolleret af magt og grådighed. Og i lang tid af frygt og vrede. Det hænger sammen med, at man lægger meget stor vægt på logik. Og det betyder, at folk meget let glemmer kreativiteten og at have det sjovt. Albert Einstein sagde, at logisk tankegang kan få dig fra A til B, men opfindsomhed kan få dig alle steder hen."

Han (altså Jon Gnarr Kristinsson) lyder på mange måder sympatisk og ret befriende. Og hvorfor egentlig ikke? Der er efterhånden ikke så meget at miste i det krakkede land.

Man får helt lyst til at flytte til Island.

...bare han ikke ender som en ny Klaus Bondam.

What a man!

Rimeligt grineren video om, hvad der nødvendigtvis må være en af verdens mest stærke og virile mænd. Angiveligt kan han yde 360 hk og skal have sex 15 gange om dagen.

Danepak - There’s no better bacon

Det går mere og mere op for mig, hvor stort et multitalent Peter Schmeichel egentlig er:

Forsinket rejsebrev fra Belgien

I Bruxelles har man mange skraldespande i siden af gaderne hvis snørklede og smalle forløb ikke gør det let for de belgiske bilister at manøvrere i trafikken. Bilerne er små, og man kan se dem køre i forholdsvis høj fart som man står der og slænger et styk vaffelindpakningspapir i en grøn skraldespands vidt åbne mund.

Bruxelles er ikke en bilby; eller, Bruxelles burde ikke være en bilby. Men dog er der biler alligevel. Der er et fint metrosystem i Bruxelles, og bussystemet virker også til at være velfungerende. Der skal noget til at flytte de tusindevis af embedsmænd, administratorer, kommisærer, udenrigsministre, lobbyister, bureaukrater, journalister, praktikanter, au pair-piger og -drenge, sikkerhedsvagter, servicefolk (heri indregnet rengøringspersonale, kokke og kartoffelskrællere, samt skopudsere). Alle disse fragtes frem og tilbage på kryds og tværs i hvad der umiddelbart ligner en tilfældighed. Men hverdagene er jo hverdage og disse munder alligevel ud i et eller andet ekstremt kompliceret trafiksystem. Som dog stadig er et system.

Der er rent i Bruxelles. Om det er fordi folk er renlige, pga. de mange skraldespande eller en kombination af de to, ja, det vides ikke med sikkerhed. Det kan også tænkes at belgiere og de udenlandske beboere blot er meget gode til at rydde op. Den industrielt udseende gadestøvsuger bærer nok også noget af ansvaret. Den bliver ihvertfald elegant betjent af en cigaretrygende kommunalarbejder, her på skraldespandenes gade.

Som jeg slikker mine tilfedtede fingre for de sidste sukkerklumper fra Liège-vaflen, funderer jeg over vaffelkonceptet. Var man en driftig erhvervsdrivende, skulle man få en dansk pendant op at køre: æbleskivevognen:

"The Original Traditional Danish Pastry Ball Experience! NOW HERE!"

En guldgrube på Strøget.

Jeg er irriteret over turisterne. Grådigt bestiller de vafler toppet med softice, krymmel og bananer; nej, det er ikke er den autentiske måde. Næh, jeg selv nyder min vaffel au naturelle. Disse turister. Slængrende rundt med kameraer og bæltetasker, krybende ud fra turistbussernes vamle mørke mod souvenirstands og photoops.

Men erkendelsen er jo lige til: Jeg er selv en af dem. Og selv om det ikke kan ændres, nager det mærkeligt nok lidt. Mere autentisk. Mere.

Alligevel giver tilstedeværelsen af de andre turister anledning til at føle en vis form for ubehag. Om det er den oplevede udnyttelse (og spolering) af min version af det autentiske ved jeg ikke. Det er også muligt at deres tilstedeværelse gør min min oplevelse af min tilstedeværelse mindre oprigtig. Eller reel. Som et forvanskende spejl i den belgiske forårssol.

Hvad det end er så virker turisternes tilstedeværelse irriterende. Mon jeg irriterer dem? Mon det er et grundvilkår for turisters fællesskab? Forenet for et kort øjeblik af geografi, valg af fotografiske motiver, samt et latent, hvis ikke had, så irritation mod hinanden.

På Magritte-museet er de der også. I fuld færd med at kridte Master Card-skoene op til en overstadisk indkøbsvals i souvenirshoppen. Farvestrålende t-shirts, krus, bøger, film, lamper, viskelædre. Surrealistisk. This is not a pipe.

Jeg selv køber intet. Jeg køber heller ingen t-shirt med motiv af den urinerende Mannichenpis-statue. Og jeg har det godt med det. Og jeg føler overskud til at nære en vis væmmelse ved det udbud af lort, og som sådan også for indkøbene af disse.

Men jeg køber dog chokolade. Og vafler og pommes frites. Og det - til tider - en masse. Hvor jeg tegner min egen streg i sandet for hvad der er autentisk og uatentisk varierer af dagsformen. Måske et ubevidst forsøg på at finde en afbalanceret måde at udfylde turistrollen på? Hvis der er det. Jeg trækker nu stregen ved t-shirten med Magritte.

Men der er mange skraldespande her i Bruxelles, og det er en pæn by, Bruxelles. Det er hovedstaden i et land der snart ikke kan stå længere. "A house diveded against itself cannot stand," som Abe Lincolns sagde. Men trafiksystemet kører, og der er faktisk rart her.

Her i solen, ved skraldespanden, den autentiskeste turist lige uden for Bruxelles' "Lille Congo"-bydel med fashionable skobutikker og snottede sigøjnerunger på mission for moder, ja her i solen er det ganske fint at være til. Som turist. Også en samlebåndstype af slagsen. Som der stod på en kaffekop engang: you're special. just like everyone else.

Venligst Turisten, nu 2,4 kg chokolade rigere.

Jeg har en drøm

Jeg har en drøm.

En drøm om fornyelse.
En drøm om sammenhold.
En drøm om, at en skønne dag vil alle forenes.
Uanset form,
uanset nuancer.

Jeg har en drøm, mine herrer.

En drøm om et Danmark,
hvor kvaliteten sættes i højsædet.
Hvor livskvaliteten endegyldigt når sit topmål.
En drøm om, at den danske mand ej må nøjes.
En drøm om muligheder.
En drøm om berigelse.

Jeg har en drøm om et Danmark,
hvor produktiviteten tilsidesættes;
til gengæld for samhørighed.
Til gengæld for empati.

Det vil sige,
jeg havde en drøm.
Men denne er nu blevet opfyldt.
For det, takker jeg Jørgen.

Jørgens Favorit Mix indeholder følgende:
Ostepops, Saltskruer og Snack Chips.
Alt sammen i en.
I én.
I én og samme pose!

Jeg vil, uden frygt for overdrivelse, påstå,
at dette er det største skridt for menneskeheden.
For menneskets fremgang, dets evner, dets udvikling.
Siden skummetmælken (jvf. Erlend Loe: Doppler (2004); side 23).

De uvidende kalder denne udvikling spektakulær.
Jeg kalder den revolutionær.

En elite er blevet skabt.
Men for første gang i historien, en elite,
der fastholder gengivelsen.
Der bevarer sympatien.
Gavmildheden.

Mine Brødre;
lad os i fællesskab hylde dette initiativ.
Lad os omfavne euforien.
Lad os byde ekstasen ind.

Kammerater;
tilslut Jer begejstringen.
Lad os frydes.

Tak.

Det er bare noller!

Så røg AGF ud af det gode SAS Liga-selskab. Med 22 mål indkasseret på dødbolde må man håbe for dem, at de ikke spiller med dødbolde i 1. division.
Som en forunderlig og kuriøs følgevirkning af AGF’s præstationer (eller rettere mangel på samme) behøver Danmarks skarpeste fodboldhjerne, Niels-Christian Holmstrøm, i øvrigt ikke at tage navneforandring.

http://www.tipsbladet.dk/nyhed/sas-liga/hedder-holmstroem-gaardmand-bjoern

Videnskab er cool... e

I disse for mig celle-vævsbiologiske tider er jeg faldet over nogle mere eller mindre sjove forsøg på at formidle videnskab til lægfolk.

Fx: The 1971 Stanford University Protein Synthesis/Translation Dance, hvor Nobelprisnørden Paul Berg starter ud med:

"Only rarely is there an opportunity to participate in a molecular happening. You're going to have that opportunity for this films attempts to portray symbollically, yet in a dynamic and joyful way, one of Nature's fundamental processes: the linking of amino acids to form a protein"



Oxidate It Or Love IT: Heppedihephop om cellens energiproduktion:

The National - Anyone's Ghost

Say you stay at home
Alone with the flu
Find out from friends
That wasn't true
Go out at night with your headphones on, again
And walk through the Manhattan valleys of, the dead

Didn't want to be your ghost
Didn't want to be anyone's ghost
Didn't want to be your ghost
Didn't want to be anyone's ghost
But I don't want anybody else
I don't want anybody else

You said I came close
As anyone has come
To live underwater
For more than a month
You said it was not inside my heart, it was
You said it should tear a kid apart, it does

Didn't want to be your ghost
Didn't want to be anyone's ghost
Didn't want to be your ghost
Didn't want to be anyone's ghost
But I don't want anybody else
I don't want anybody else
I don't want anybody else
I don't want anybody else

I had a hole in the middle where the lightning went through it
Told my friends not to worry
I had a hole in the middle someone's sideshow wouldn't do it
I told my friends not to worry

Didn't want to be your ghost
Didn't want to be anyone's ghost
Didn't want to be your ghost
Didn't want to be anyone's ghost

Endnu en guldmedalje blev danset hjem

Er det ikke indlysende?

Tjek lige billedet her: http://twitpic.com/1l0k7y

Det er uploaded af en journalist fra JP, så det er nok ikke uden fryd, at han har lavet et snapshot af den ganske stupide overskrift på pol.dk - men sjov er den i hvert fald.

Den almægtige erhvervsminister

Jeg var i nordvestsjælland for at dække et virksomhedsbesøg med økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen i dag.

Og jeg synes næsten, at jeg vil dele dette billede af ministeren, der nærmest i jesus-stilling helliger virksomheden og de ansatte i et andægtigt lysfald.

...Og nu ikke mere Brian Mikkelsen herfra i denne omgang.

Sprogligt gensyn

Forleden hørte jeg et indslag i radioen om ordsprog, der går galt. Som for eksempel, da Brian Mikkelsen fortalte om, at demonstranterne til klimatopmødet ikke "havde opfundet de skarpeste knive, der ligger i skuffen" (citeret frit efter hukommelsen).

Indslaget fik mig til at tænke på en af de sprogligt lærde i Danmarks Radio, som ikke længere er aktiv, men hvis genialiteter vi fik en grundig indføring i på journalistuddannelsen.

Han hedder Ole Emil Riisager og var radiovært og sprog-røgter på Radioavisen igennem 40 år. Han har således både fortalt om, da muren i Tyskland blev bygget op - og da den blev revet ned igen.

Det kan han imidlertid ikke huske, men sine fejl glemmer han ikke. Som for eksempel, da han under en vejrudsigt kom til at sige: "...tørt det næste år".

Se eller gense interviewet med ham, da han besøgte Mikael Bertelsen - i en ung version - i dette klip fra Bertelsens Talkshow fra 1999, hvor DR2 stadig var en hemmelig kanal: http://www.dr.dk/bonanza/search.htm?assetId=26226

Her kan i også høre historien om Kronprins Frederik, der er blevet forelsket i Taxa-Mike, samt se et interview med Iben Hjejle, der står over for sit internationale gennembrud med en rolle i filmen "High Fidelity".

Hun beskriver også, hvordan hun måtte kæmpe med sproget for, at hun ikke skulle blive en ny Arnold Schwarzenegger.

Til gengæld må Ole Emil Riisager bag scenetæppet have krummet tæer, da Iben Hjejle siger, at hun var "bange over det".

Sportkommentatorer part 2

Nu er det ikke, fordi denne blog skal gå over og blive en ren tema-blok om sportkommentatorer, men denne stemme bør blive ansat af viasat hurtigst muligt:

Det kan glippe for selv den bedste

Worst Album Covers #18

Heino (eller er det døden fra Lübeck!?!) er nok den sidste person, man ønsker at få en Blumenstrauss af.. Shit, et skræmmende cover. Jeg ville måske have placeret den højere end nummer 18.
Se et bud på de 100 dårligste album covers her

VS Ramachandran on your mind

Det handler om at ramme plet

"Det er ikke alt, der tæller, som kan tælles, og det er ikke alt, der kan tælles, som tæller"

Mikkel Wold, som jeg hørte et spændende foredrag af for et par år siden, har skrevet en udmærket kronik, hvor han revser den forstemmende og efterhånden allestedsnærværende management-logik i samfundet. Han kan ikke siges at være den første, der gør sig disse tanker, men det gør i min optik ikke Mikkel Wolds budskab mindre væsentlig. Tværtimod synes jeg, det er interessant og tiltrængt, at der igennem de senere år er kommet flere genuine samfundskritikker, hvor ”Projektsamfundet” skrevet af filosoffen Anders Fogh Jensen (belastende navn!) efter min mening er én af de mest originale og konsistente.
Well, læs ”Bullshit Bingo” her, hvis det har interesse.

Ag-ag-agger

Profeten

Så kom man da lige i biffen og så "Un Prophète."

Ikke så meget pis. Den er hyldet af et enigt anmelderkor. Den er kickass, den er rå. Den er et must-see!

Ung, grøn franskaraber smides i spjældet, hvor han lærer fængslets love the hard way. Men lærer det gør han.

Terrible Love

The National - High Violet udkommer den 11. maj. Jeg glæder mig!



It’s a terrible love that I’m walking with spiders
It’s a terrible love that I’m walking with
It’s a terrible love that I’m walking with spiders
It’s a terrible love that I’m walking with
It’s quiet company, it’s quiet company

It’s a terrible love and I’m walking with spiders
It’s a terrible love that I’m walking with
It’s a terrible love and I’m walking with spiders
It’s a terrible love that I’m walking with
It’s quiet company, it’s quiet company
It’s quiet company

And I can’t fall asleep
Without a little help
It takes awhile to settle down
My ship of hopes
Wait til the past lets by

It takes an ocean not to break
It takes an ocean not to break
It takes an ocean not to break
It takes an ocean not to break
Company
It’s quite company
It’s quiet company

But I won’t follow you into the rabbit hole
Last night I woke but then I saw
The ship of woes but didn’t want me to

It’s a terrible love and I’m walking with spiders
It’s a terrible love that I’m walking here
It’s a terrible love that I’m walking with spiders
It’s a terrible love that I’m walking here

It takes an ocean not to break
It takes an ocean not to break
It takes an ocean not to break

En fjer kan blive til fem høns

Den gamle fortælling fra H.C. Andersen om fjeren, der blev til fem høns, har fået nyt liv efter at politikere i Kalundborg Kommune har besluttet sig for, at kommunens hønsehuse skal lukke og slukke efter klokken 20 om aftenen.

Politikerne traf beslutningen for, at deres embedsmænd ikke skulle bebyrdes med klagesager over larmende høns.

Dansk Fjerkræ Forum er dog utilfredse med beslutningen, og formanden besluttede derfor at søge om aktindsigt i samtlige klager over hønselarm de sidste to år.

... Det viste sig, at der havde været to klager.

Bertel Stenbæk fra Venstre erkendte efterfølgende, at der var brugt for mange ressourcer på et problem, der reelt ikke eksisterer.

En lille anekdote fra et yndigt land. Læs mere på dette link: http://bit.ly/dgdl6J

Stand-upperne har opdaget photoshop

Det er som om at danske stand uppere har opdaget, at man kan tage flere billeder af sig selv, og klippe dem sammen på en plakat. I hvert fald, så er de begyndt at dyrke det ret kraftigt i den seneste tid:

Hvornår mon deres næste revolution kommer?

Jah! Das is ein Tor!

Dette mål slår jo Kennedy-mordets magic bullet-theory med flere længder på mystikfysikkens bane...

Vor nye fødevareminister

På bloggen dansk-politik.dk har de fundet nogle underholdende facts om Henrik Høegh, Danmarks nye fødevareminister, frem fra hans hjemmeside:

* Henrik har sammen med 5 landbrugskammerater dannet en kortklub. Konerne får lov at deltage, hvis de undlader at blande sig i kortspillet.
* Har det været en ”øv-dag” på Borgen, tager Henrik gerne en tur rundt om kirsebærplantagen hjemme på gården sammen med hunden – den protesterer aldrig.
* Henrik er ingen gourmetkok, men pandekager, krebinetter og bøf med løg hører til specialerne, når Henrik endelig er i køkkenet.
* En ”stjernestund” for Henrik er et godt måltid mad sammen med gode venner, eller flest mulige børn og svigerbørn. Et sådant måltid skal helst krydres med kærligt drilleri og masser af jokes.
* Henrik har engang været ejer af et folkevognsrugbrød – med gardiner.
* Det er Henrik, der pudser vinduerne hjemme på ”Nørrehave”.

Læs dansk-politiks kommentarer om de øvrige ministre her:

http://www.dansk-politik.dk/?p=8567&utm_source=feedburner&utm_medium=feed&utm_campaign=Feed:+DanskPolitik+(Dansk+Politik)

Dræberfuglen

På avisen Sjællandskes hjemmeside, sn.dk, har de smækket et rigt illustreret hverdagsdrama fra naturens verden op.

http://www.sn.dk/artikel/47434:Fredensborg--Billedeserie--Taarnfalk-draeber-solsort

Skynd jer ind og se billedserien. Det er bedre end paradise...

Er det ikke snart fredag?

Jeg vil lige introducere et funktionsdygtigt værktøj, hvis man er i tvivl om det er fredag. Denne dag plejer at være ensbetydende med fritid, fest og fredagsøl. Men nogle gange kan man længes så meget efter weekend, at man kommer i tvivl om det allerede er fredag. Denne længsel kan overbevise hjernen om, at det eksempelvis er fredag på en torsdag, så man derfor fulder sig og kalder dagen for ’Lille fredag’ og alt muligt andet fjollet.
Det kan også være, at man har haft travlt på arbejdet eller studiet, så man har glemt hvilken ugedag det er, og nu håber man inderligt på, at det er fredag.
Eller måske laver man ikke så meget for tiden, men har blot en dårlig tidsfornemmelse.
Kan man nikke genkendende til disse eller lignende situationer, er der hjælp at finde ved at klikke her

Bertel din slambert

En billedsøgning på Google afslører nogle sider af Bertel Haarder, som jeg ikke kendte til:

Han er kendt for at give journalister tørt på, og jeg skal ikke kunne sige, om det netop er en sådan, han er ved at sætte på plads på det sidste billede...

Festen jeg ikke vil med til

Tjek lige den her fest, som jeg er blevet inviteret til at en gut, jeg halvt kender på facebook:

Priserne er dog ret gode må man sige... Er der nogen, jeg skal sende invitationen videre til?

Bye, bye Don Ø

For nogen måske en sørgelig nyhed - for andre ganske befriende: http://epn.dk/brancher/underholdning/article1987475.ece

Mere weekend-underholdning...

Der er mange måder at bruge sit liv, men det her er bestemt en af de mere konstruktive

Efterklangligt

Tidligere kritiker og debattør på denne blog, Jeppe Krogsgaard har i denne uge anbefalet et klip på youtube, som jeg må medgive er ufatteligt godt valgt.

Jeppe Krogsgaards introduktion til klippet kan du læse her: http://www.berlingske.dk/kultur/ugens-youtube-uge-7

Og her kan du se klippet:

Filmen er i øvrigt - efter hvad jeg har læst mig til - lavet af Jørgen Leths søn, Kristian Leth, som man måske også kender fra det lækre "The William Blakes". Billederne til filmen er hapset fra en fars projekter.

Jeg synes, det er ret genial musik, og en rigtig, rigtig lækker film.

Og hvis man endelig skulle kaste sig ud i nogen sammenligninger af videoer, så skulle det måske være denne efterhånden klassiker (man kan når det kommer til stykket nok ikke rigtig sammenligne dem overhovedet - men det er begge gode):

Mere Paradise

Jeg lader debatten i P1's program "Mennesker & Medier" være mit sidste ord i debatten om Paradise Hotel. Det bliver ledet og guidet af min gamle lektor, Lasse Jensen, som er portrætteret herover (ikke meget Paradise over ham...).

Der er både sympatisører og kritiker, der kommer meget godt omkring de dilemmaer, der er i programmet.

Jeg skal gerne afsløre, som den første, at jeg har mest sympati for Berlingskes journalist.

Programmet kan høres her: http://www.dr.dk/P1/menneskerogmedier/Udsendelser/2010/02/19095406.htm

og på P1 i morgen klokken 11.

En dokumentar fra Paradis

Der er flere grunde til at reality-TV er stormet frem på TV-scenen inden for de sidste år. Ja, startskuddet var vel, i hvert fald for Danmark, TV3’s Robinson Ekspedition i 1998 og TVDanmarks Big Brother i 2001. Og siden har det gået slag i slag med flere udgaver af samme serier, navnlig med Paradise Hotel som en naturlig lillesøster. Det var de danske. Så er der masser af amerikansk produceret reality-TV. Nogle vil indvende, at seriernes succes skyldes dels, at serierne er billige at producere og sende, og dels, at det i ”smart” indpakning byder på former for sex og seksualitet, drama og intriger, spænding i forhold drama og intriger samt ift. den naturlige pengepræmie (eller bachelor), samt humor: nogle vil grine af deltagerne, hvilket man nok oftest vil gøre, andre seere i andre situationer kan have så meget medindlevelse, at de griner med deltagerne. Der er dog fremkommet en begrænset mængde kritik, som beskylder reality-TV for at være leflende, fordummende og manipulerende – ja, faktisk så manipulerende, siger de, at det ikke længere kan kaldes reality-TV. Andre kommentatorer hæfter sig ved, at de nævnte programmer ofte indeholder en form for mangel på etik og deltagerne, en mangel på moral.

Undertegnede, derimod, vil gennem en tostrenget tilgang argumentere for reality-TV’s sandfærdig- og fortræffeligheder eksemplificeret i en skitseret analyse og diskussion af dokumentarserien Paradise Hotel. Serien er intet mindre end intelligent og udviklende fjernsyn. Tilgangens siger mod at belyse nogle få, men essentielle faktorer vedrørende I) den enkelte deltager, II) TV-publikum og Danmark som samfund.

Paradise Hotel (PH) er en dokumentarserie, der omhandler danske deltagere i en konkurrence, der går ud på at stifte og vedligeholde gode og loyale forhold med andre konkurrencedeltagere. Den deltager, der gennem konkurrencens forløb har vist at besidde de mest sympatiske egenskaber bliver erklæret vinder af konkurrencen. PH giver deltagerne en chance for at få deres drømme opfyldt. I MMØ’s indlæg nævnes pigen Amalie som eksempel på, at der er noget i vejen med dokumentarserien. Lad os først kigge på konkurrencedeltagernes umiddelbare situation.

I) Deltagernes fysiske positionering ændres fra en ofte gennemsnitlig dansk hverdag til lune, lækre sydligere himmelstrøg, hvor de nyder godt af god, solid, nærende kost samt diverse tilhørende drikkevarer. Yderligere giver PH deltagerne mulighed for at knytte velgørende bånd på tværs af kulturelle skel: der er direktørsønnen, og der er rengøringsdamen; der er repræsentanter for de lavere sociale økonomiske klasser, og der er repræsentanter for bourgeoisiet. Selvfølgeligt lider deltagerne af visse afsavn i forhold til deres tilværelse i Danmark, specielt i forhold til familie, venner og arbejde, men det gør man som menneske hver eneste gang krydser klinger med eksistensen og vælger, i Sartresk optik, hvad det vil sige at være menneske.

Yderligere er der en vis eksponering af konkurrencedeltagerne, som på denne måde sikrer en chance for at brande sig selv ift. nye potentielle arbejdsgivere og samarbejdspartnere, alt til gavn for Danmarks konkurrenceevne og betalingsbalance. Dette lægger sig tæt op ad politiske partiers indlemmelse af højteksponerede mediemenneske som fx Morten Løkkegaard. Den nævnte konkurrencedeltager Amalie har givet udtryk for, at hendes ønske for sit liv var at blive kendt og berømt. For en ganske almindelig dansk pige er det svært at opnå dette – og her kommer PH ind i billedet.

At en eller flere af deltagerne i PH ikke skulle være klar over, hvad de gik ind til eller, hvorledes dokumentarserien bliver optaget og afviklet er omsonst. Det er nu 6. sæson af PH, og der er rig mulighed og lejlighed for at deltagere og ansøgere har kunnet undersøge dokumentarseriens proportioner. Nogle har indvendt, at en 18-årig piges mentale evner ikke er veludviklede nok til selv at bedømme, hvilke konsekvenser hendes handlinger og ytringer har nu og vil have på kortere samt længere sigt. En 18-årig kan dog stemme ved legale politiske valg. En 18-årig kan melde sig til militæret og blive sendt i krig. En 18-årig kan nøjagtigt det samme som en 50-årig eller en 90-årig. Alder er selvfølgeligt ikke nogen absolut indikator for en persons evne til at reflektere og træffe vigtige og kloge valg. Men hvem skal bedømme, hvad der er rigtigt og, hvad der er forkert for en 18-årig. Eller en 50-årig for den sags skyld. Hvor på aldersskalaen er man gammel og moden nok til at være klar over, hvilke resultater ens handlinger har? Retssystemet giver (eller har haft tradition for ind til for ganske nylig, om ikke andet) en vis rabat til unge kriminelle sammenlignet med ældre kriminelle efter devisen, at de unge ikke har et lige så godt overblik over deres handlinger og resultatet af disse, som en ældre har. Der findes dog børn, der opfører sig som voksne, og guderne ved, at på en gennemsnitlig fredag eller lørdag aften er der et betydeligt antal voksne, der opfører sig som børn. Pointen er her, at alder og modenhed er en plastisk størrelse, og at smække et aldersmærkat på en person gør hverken vedkommendes mentale evner bedre eller værre.

Nej, alder er en ringe indikator for modenhed, om end det er en indikator, end øjenfarve. Men hvis man har modet til at anse modenhed og evnen til at reflektere som efterdønninger af fysiske og mentale begivenheder, da er det også klart, at en person er nødt til at opleve begivenheder, der kan fordre en personlig udvikling eller mere beskedent: en personlig forandring. Og nævnte dokumentarserie giver netop deltagerne mulighed for en sådan forandring. Tilligemed de tidligere nævnte goder som social kontekst, ernæring og velgørende klima.

I en individretslig kontekst, kan det siges, at vort samfund i det store og hele bygger på, at individet har sin ret til at forfølge sin lykke og træffe de valg, vedkommende føler og tænker er rette og rigtige. Som John Stuart Mill bekendtgjorde i On Liberty:

"Over sin egen krop sit eget sind, er individet regent.”

Og sålænge et individ ikke skader sine egne omgivelser, har autoriteter ingen ret til at begrænse vedkommendes frihed. Derfor er det også naturligt, at PH-deltagerne selv har muligheden for at vælge deltagelse i konkurrencen.

En anden måde at se på PH-deltagerne er i en mere Nietzscheansk optik: deltagerne smeder deres eget liv, deres egen eksistens, maler deres livs kunstværk. Et æstetisk værk efter bedste evne. Og det foran TV-Danmarks øjne. Findes der et TV-program, der til samme grad bekræfter seerne i, at det er dem selv og ingen andre, der bærer ansvaret og giver mulighederne for at skabe deres eget liv, deres egen eksistens?

Sålededes den enkelte deltager, der som menneske selv vælger deltagelsen i en konkurrence, der byder på muligheder, som var utilgængelige for vedkommende i hverdagen. Således også videre til anden del, TV-seere og samfund:

II) Som vidne til dokumentarserien akkumulerer man viden inden for flere felter som følgende, men ikke udtømmende, liste nævner: anatomi, fysiologi, klima, sociologi, økonomi, antropologi, og psykologi.
Ligeledes er der rig lejlighed til at analysere og perspektivere konkurrencebegivenhederne og dokumentaristernes implicitte og eksplicitte valg af billede- og lydmateriale. Der er større stykker af akademisk indsigt at hente for seeren.

Som seer er man yderligere en del af at symbiotisk forhold til konkurrencedeltagerne, for uden seere, ingen konkurrence, og uden konkurrence, ingen seere. Rent faktisk er din deltagelse som seer nødvendig for konkurrencedeltagernes muligheder for at udforske deres personlighed og eksistentielle stræben. Og således afhænger seerkollegiet og konkurrencedeltagerne af hinanden.

Konkurrencens moralske lærdom er, at hvis man arbejder hårdt og er et godt menneske, da bliver man belønnet. Dette er konkurrencens præmis, og enhver som har stiftet et tilstrækkeligt bekendtskab med programmet vil have erfaret dette. Denne lærdom kunne skam sagtens være brugbar for så mange unge utilpassede mennesker.

Endelig eksisterer muligheden for, at man af uransagelige årsager ikke lukrerer på dokumentarseriens intellektuelle potentiale, men går ram forbi. I dette tilfælde er der dog emotionelle forhold, der giver serien en markant nytteværdi: humor, drama og æstetisk filmkunst kan udgøre substantiel underholdning, som kan få individet til at glemme finanskrisens stresspåvirkninger.

TV-seernes muligheder kan forstørres og overføres til Danmark som samfund, og samfundet Danmark vil nyde godt af dokumentarseriens morale og underholdningsværdi. Godt, der var 417.000 seere sæson 5-finalen!

Det er muligt, om end usandsynligt, at I) og II) bygger på fejlagtige observationer, de- og induktioner, eller blot lider under nærværende skribents mangel på evner udi skriftlig fremstilling. I så fald kunne man forledes til at fordømme Paradise Hotel. Ja, hvis man ikke vidste bedre, ville man tro, at det bare var et ultrakommercielt program, der blot har til formål at vise masser af hud, store bryster, depraverende sex, fremprovokerede konflikter og mediemæssige spinoffs, der potentielt kan have særdeles destruktiv virkning på hotelgæsterne. Sparker man efter samme bold (i samme boldgade) er der heller ikke langt til at konkludere at den morale, programmet indgyder i seerne, er forkastelig og måske vil have en korrumperende indflydelse på de umodne og letpåvirkelige seere, navnlig børn.

Alt dette er skam særdeles muligt at tænke, hvis ikke man vidste bedre. Ja, tænk engang, hvis tusindvis af danskere, og undertegnede tilmed, spildte tid på, hvad der i værste fald ville være dum underholdning, der ødelægger deltagerne og danskerne.

Men det er jo en fjollet tanke, for heldigvis har del I) og II) vist, at Paradise Hotel er en dokumentarserie, som man bør tage ganske alvorligt, idet der er betragtelige personlige og samfundsmæssige gevinster forbundet hermed.

Om IP og Kærlighed

Læs et ret morsomt blogindlæg om International Politik og kærlighed (!) af Stephen M. Walt, der er professor ved Harvard og mest kendt for den meget kontroversielle "The Israel Lobby and U.S. Foreign Policy", som han skrev sammen med John Mearsheimer.

Boykot af Paradise Hotel

"Programmet snerper hen imod noget, jeg vil kalde uetisk, og jeg mener ikke, man skal tjene penge på mennesker, der ikke selv kan dømme."

Sådan sagde næstformanden for Det Etiske Råd, praktiserende læge Lotte Hvas, da årets udgave af X-factor begyndte og viste klip af psykisk ustabile, der stillede op til audition og blev haglet ned af dommere for manglende sangtalent og realitetssans.

DR erkendte fejlen og ændrede deres koncept for fremtiden. Psykisk syge, skal ikke lide overlast, af at deltage i et underholdningsprogram.

I denne uge er det ikke en psykisk handicappet, der er blevet udstillet i et underholdningsprogram. Men en ung pige, der har været deltager i Paradise Hotel. Det spiller for mig ingen rolle. Jeg tror, at mediecirkusset kan have lige så store konsekvenser for en 18-årig pige, som det kan for en person med en diagnose.

Her er et citat, som de fleste af jer nok har stiftet bekendtskab med:

"Du ligner en russisk roulette". Sådan sagde den 18-årige Amalie fra Kokkedal i et ophidset øjeblik til en modspiller i Paradise Hotel.

"Jeg blev rigtig ked af det, for det var en fejl og jeg kunne mærke det med det samme. Men som I så, så svinede hun mig til og jeg blev rigtig ked af det", fortalte hun senere Bt.dk.

Jeg så afsnittet af Paradise Hotel, hvor det skete. Jeg så det efter pres af venner, som jeg normalt betragter som ganske velfunderede, og jeg skal da indrømme, at min interesse på forhånd var vakt for det ekstremt omtalte program.

I journalistik diskuterer man ganske meget etik og moral. Man bærer som medie et ansvar for de personer, som man skildrer. Det er også derfor, at jeg som journalist nogen gange retter de værste fortalelser i en sætning, når jeg skriver artikler. Det gør jeg for at fortalelser eller et ukoncentreret øjeblik ikke skal forstyrre meningen eller hensigten for et interview. Det skal med andre ord ikke lægge interview-offeret til last, at han/hun er menneskelig.

I Paradise Hotel får man hurtigt fornemmelsen af, at det netop er de øjeblikke, som de fleste journalister udelader, som produktionsholdet bag Paradise Hotel leder efter. Øjeblikke, som kan udstille underholdningsprogrammets deltagere, gøre dem dumme, liderlige, umoralske og decideret frastødende.

Hjemme i stuerne kan man sidde trygt og nyde synet af andre mennesker, der bliver udstillet, grine af dem og føle sig bedre. Tillokkende. Men bærer man som seer ikke også et ansvar?

Man kan diskutere om TV3 ikke har overskredet adskillelige etiske og moralske grænser, når de sender et program som Paradise Hotel. Det mener jeg. Men de kan undskylde sig med, at programmet i den grad bærer folkets legitimitet. Personerne, stiller selv op til det. De har set det, og ved hvad det går ud på. Og hjemme i stuerne er der så mange, der sidder og ser det, at man næppe kan sige, at det strider mod danskernes morale.

I forbrug, snakker man om politisk bevidste forbrugere, der køber fair-trade, økologi eller netop ingen af delene.

Efter et afsnit af Paradise Hotel har jeg besluttet mig for at blive en politisk bevidst tv-forbruger. Jeg vil ikke se mere af Paradise Hotel. Jeg synes, det er uetisk. Jeg synes, det udstiller almindelige danskere, der ikke ved, hvilke konsekvenser det vil få for dem, og hvilken måde at TV3 vælger at klippe det på. Og jeg tror ganske simpelt ikke på, at alle deltagerne er så dumme, som de bliver gjort til.

Jeg tror ikke på, at den 18-årige Amalie fra Kokkedal i så ung en alder er så velreflekteret, at hun præcist ved, hvilke konsekvenser hendes medvirken kommer til at have for resten af hendes unge liv.

Og jeg vil ikke medvirke til at legitimere så bizar en underholdnings-industri, som bestialsk udstiller ureflekterede unge mennesker, ovenikøbet drikker dem fulde og giver dem forskellige udfordringer, der blot kan pirke til deres fortalelser og ukontrollerede gerninger.

Jeg er ganske sikker på, at jeg kunne presses til at stille mig selv i lige så dumme og ureflekterede situationer under de rette omstændigheder - og jeg tror det samme om mine ellers velfunderede venner, som gladelig sluprer et afsnit af Pardise Hotel i sig mandag til torsdag.

"De (producerne af serien, red.) manipulerer med os. De bad mig sige ting, som ikke passede. Det var slet ikke fedt. Når jeg så overrasket ud til par-ceremonien, så er det fordi at de bad mig om det", fortæller eks-deltageren Stina.

En udtalelser, der blot cementere min opfattelse af programmet, og som jeg ser som et godt udtryk for, hvilken syg, syg underholdningsindustri Paradise Hotel udgør.

Derfor boykotter jeg Paradise Hotel.