Heideggers agurker i sommervarmen

Inden De, min kære læser, fortsætter, bør De i et nyt vindue åbne dette link. Det er soundtracket til følgende tekst. Derefter bør De sikre Dem, at volumen er skruet tilstrækkeligt højt op, således De kan høre musikken. Dette kan gøres på flere måder, og jeg vil tilråde dem ikke i huj og hast at skøjte igennem dette punkt.

Kan De høre musikken? Godt. De må nu læse videre.

Der har været stille på Klasens sider i lang tid. Lidt for lang tid efter min mening. Stilheden - eller inaktiviteten om man vil - kan have flere årsager, som jeg her vil skrive lidt om.

Lad os til at begynde med nærme os, hvilken form for stilstand, der for øjeblikket er at finde på bloggen. Lad os kalde de manglende posts for Stilheden ind til vi kan komme nærmere, hvad der egentligt sker (eller ikke sker).

Stilheden består i, at sidste post fra MMØ's hånd var d. 9. juli; sidste gang CVJ trykkede på postknappen var dagen, hvor Morten Helveg Petersen annoncerede sin afgang, d. 26. juni, og MLP postede sidste gang d. 13. april med det ellers udmærkede indlæg "Påskefrokost; brød eller lam." Og jeg vil slet ikke nævne, at Lasse Da Capo Zyperscape på ingen måde har medvirket til dette åndelige samfund.

I dette indlæg vil jeg gerne - om ikke andet, så blot overfladisk - berøre følgende temaer:

• Hvilken tilstand kan man sige, at bloggen befinder sig i?
  
• Hvorfor er der gået så lang tid siden sidste post?
• Er det et problem?
• Hvad er det tegn på?
  
• Hvad kan man gøre ved det?
  

Man kan sige, at de manglende posts på bloggen er mangel på aktivitet. Det kan man også kalde for inaktivitet. En inaktiv handling er ingen handling, og ingen handling, hvad er det? Det er vel ingen ting? Tillad mig her, at tage fat i den berømte og berygtede Martin Heidegger, der i sin Hvad er Metafysik (Eksistens og Væren) filosoferer over emnet. Han vil undersøge intetheden, for skal man finde ud af, hvad der eksisterer, må man også finde ud af, hvordan det eksisterer, og hvad det eksisterer i, altså dets modsætning Intetheden. Det korte og det lange for Heidegger er, at man ikke kan definere Intethed rationelt. Intethed kan rent rationelt defineres i en uendelighed efter devisen Intethed er ikke en sort kat, et Philips fjernsyn, en kop, en hund, en... osv. Altså, Intethed er en negation. Men det virker ikke, for gør man det, giver man Intethed indhold, og så er det jo ikke længere ingenting.

Og her kommer man frem til Heideggers pointe; Intethed kan kun opleves som en følelse, og det er følelser som kedsomhed, apati og angst, der er indblikket i Intetheden.

På denne måde kan Stilheden defineres negativt, som alt det den ikke er: den er ikke indlæg om Dit eller om Dat; den er ikke en sønderrivende kritik af den måde en muslimsk hjemmeværnskvinde ikke må gå må med slør (det er jo grønt, for fanden). Stilheden er en del af Intethed, og derfor vil jeg tage min Super Soaker og skyde følgende i skoene på Klasens medlemmer: Klasen må ikke være kedsomhed, apati og rædsel (omend den gerne må være udtryk herfor, jævnfør nærværende indlæg). Klasen skal være en tour de force i ph.d.-værdige kraftpræstationer, Pullitzer Prize-vindende undersøgelser, og intellektets leg med livets pudsigheder. Derfor, mine Herrer, vil jeg konkludere, at ja, Stilheden er et problem, og Stilhed er en del af den Intethed, der langsomt har taget et slimet kvælertag på de Herrer chefredaktører, korrespondenter og skribenter.

Men hvad er det tegn på?

Ja, dette spørgsmål er svært at besvare med diktatorisk fasthed. Og jeg vil lade det være op til hver enkelt at meditere over emnet. Jeg vil dog fortælle en lille historie, der måske kan hælde lidt kølende vand over det lunkne garnnøgle.

John og James (J&J) er togrøvere. På en støvende sommerdag springer J&J bevæbnede i gennem den stegende hede og op på et vognsæt; toget skal fra Little Spring til Great Fall.

"Dette er et røveri! Op med labberne, mester!" råber J&J i mens de trasker gennem toget. Deres to seksløbere skinner, når solens stråler finder vej til metallet.

"Så er det ned i posen med pengene!"

J&J går fra den ene ende af toget til den anden ende og samler tegnebøger og ure sammen. De ender i en lille pose. Tilsammen har de fået 87 tegnebøger og 23 guldure.

"Sådan brormand," siger Jones, "sådan skal den skæres."

Med et "Yeehaaw," springer brødrene af toget på en mindre station og hopper på to ventende heste. Røveriet var en succes.

På toget var der ikke mindre end 93 rejsende, og de kunne nemt have overmandet røverne.

I mod al orden og gode normer vil jeg lade den historie stå for sig selv og gå langsomt videre af Klasens smalle sti og gøre opmærksom på en evt. løsning vedrørende Stilheden.

Jeg vil konkludere, at Klasen befinder sig i Stilhed og at dette er negativt. Ydermere vil jeg gøre opmærksom på, at vi alle sidder med værktøjet til i en metaforisk forstand at stoppe togrøverne. I denne forbindelse tror jeg, det er vigtigt at have nogle værktøjer, og jeg vil derfor komme med nogle forslag for at puste liv i den halvslatne sommerside, som Klasen efterhånden ligner.

I sin natur er Klasen et uforpligtende sted. Anything goes. Dette er en styrke, og jeg synes diversiteten på Klasens sider har været dejlig. Men samtidig er det uforpligtende også en svaghed, da Klasens fix-faxerier let kan svøbes i ligegyldighedens kutte. Og det er synd.

For at genoplive Klasen vil jeg foreslå at Klasen i større grad vil blive benyttet til at skrive om, anmelde og/eller diskutere følgende emner:

• Film (hurra for MLP, der anmeldte Jennifer Lynch-filmen "Surveillance," og hurra for CVJ, der anmeldte Revolutionary Road.)
  
• Bøger (på trods af, at ingen af os er analfabeter, har jeg ikke set megen kritikervirksomhed)
  
• Musik: koncerter, albums osv.
  
• Poesi
  
• Samfundsforhold
  
• Eksistens og filosofi
  
• Historie
  
• Sport
  
• Humor
  
• Andet...

Nu skal man for alt i verden forsøge at undgå, at nogen aktivitet bliver til en sur pligt, så jeg vil heller ikke trække Jones' pistol frem og true til yderligere blogaktivitet. Dog vil jeg opfordre til, at Klasens sider i højere grad vil blive et forum for delagtiggørelse i enhver tanke, overvejelse, tidsfordriv, debat, anmeldelser o.a., der på kan belyse tilværelsen og glæden ved skriften.

Et yderligere tiltag kunne være at rekruttere skribenter i vennekredse, så Klasens sider vil være hjemsted for sprudlende aktivitet og frugtbar samtale.

Nuvel. Klasen er et smukt initiativ, og jeg ønsker den optimale vilkår.

Klasen kunne også som andre medier være ramt af agurketiden. Og i følge Craig Kilodney kunne Heidegger godt lide agurker (så det hele hænger alligevel lidt sammen):

" Martin Heidegger loved pickles. He loved them so much, he became known as the Pickle Philosopher. And everywhere he went in Freiburg, a lovely city known for its ducks, geese, and swans, the people would point to him and say, “Dere be dat Martin Heidegger! He be de Pickle Man! He gwine to be de big Pickle Philosopher of Germany! He be gettin’ down! He bad!” (Of course, I can only approximate how they talk in Freiburg.) His family was in the pickle business, of course, but not sweet pickles, only sour pickles. No one in Germany eats sweet pickles." Link.