“...How would you like to die, Tyrion son of Tywin?"
"In my own bed, with a belly full of wine and a maiden's mouth around my cock, at the age of eighty," he replied.” Barbaren Shagga udveksler ord med Tyrion Lannister (spillet i tv-serien af Peter Dinklage)
Sommeren 2012 blev den tidsperiode, hvor jeg trukket ind den fantasiske fantasycentrifuge, som George R. R. Martins "A Song of Ice and Fire" nu i alt 5 bøger udgør (med yderligere to planlagte udgivelser som afrunding). Jeg erindrer svagt, at jeg i diverse lufthavnsbladkiosker har set de farverige paperbackbøger med de måske lidt pompøse titler A Game of Thrones, A Clash of Kings, A Storm of Swords og andre. På trods af appealen til mit drengebogshjerte, gjorde dog ikke mere ved sagen dengang.
Men nu efter at have set de to første sæsoner af tv-serien, som mere eller mindre svarer til de to første bøger i serien, måtte jeg simpelthen kaste mig ud i, hvad der skulle blive et pagetuner extravaganza som markant øgede mine asketiske tendenser.
En gang lærte jeg, at danger plus desire equal drama, og i fantasy-riget Westeros er der masser af disse tre ting: adskillige familiedynastier kæmper om magt i det åbne, i det skjulte, med iskoldt stål eller svigefulde politiske alliancer--sjældent kan nogen føle sig sikre, og sjældent får ægte kærlighed lov til at blive udlevet, når lords'ne indgår strategiske ægteskaber på vegne af deres darling children.
The Nationals version af en sang fra bogen.
Både HBO-serien og bøgerne skaber en fascinerende middelalderstemningen, som i den grad fremstår dragende på samme tid som realistisk, også fordi GRRM har skabt et rigt univers med meget udførlige historiske begivenheder, kulturelle koder, forskellige religioner som ved første øjekast næsten fremstår næsten kvælende, men ved gentagen eksponering fastholder læseren.
Hvis man synes at sex, svig, lidelse, kærlighed, krig, stolthed, historie, middelaldermiljøer, er underholdende, og kan man acceptere præmissen, at overnaturlige ting kan spille en rolle i et litterært univers, er det nogle fede bøger. Også fordi hovedpersonerne (og dem er der mange af) som regel har flere facetter og holder en fin balance mellem alvor og humor.
Som en lille krølle, vil jeg her give mikrofonen til GRRM, efter mit spørgsmål: "hvorfor skal du skrive alt for meget sex ind i de bøger?"
... if I'm guilty of having gratuitous sex, then I'm also guilty of having gratuitous violence, and gratuitous feasting, and gratuitous description of clothes, and gratuitous heraldry, because very little of this is necessary to advance the plot. But my philosophy is that plot advancement is not what the experience of reading fiction is about. If all we care about is advancing the plot, why read novels? We can just read Cliffs Notes.
A novel for me is an immersive experience where I feel as if I have lived it and that I've tasted the food and experienced the sex and experienced the terror of battle. So I want all of the detail, all of the sensory things—whether it's a good experience, or a bad experience, I want to put the reader through it. To that mind, detail is necessary, showing not telling is necessary, and nothing is gratuitous. George R.R. Martin
