Sublim idioti

Apropos Don Ø

”Der er ikke noget udpræget smagfuldt over den Don Ø-bashing, der for tiden finder sted i dele af dansk presse og erhvervsliv.
Selv om det unægtelig er lettere at sparke en liggende end en stående, er sparket ud fra en præstationsbetragtning noget mindre beundringsværdigt. Og i lighed med andre aktuelle problemsager fra erhvervslivet kan man ikke frigøre sig fra den tanke, at den pludseligt opdukkede kritik mere skyldes ærgrelse over tab eller udeblevne gevinster end ærlige moralske anfægtelser over gråzonemetoderne.

Dertil kommer, at bagklogskabens lys har det med at skinne noget svageligt over de positive dele af fortællingen. For Don Ø's eller Flemming Østergaards vedkommende blandt andet over den kendsgerning, at han skabte et fodboldhold, der løftede standarden og ambitionsniveauet for dansk klubfodbold til en højde, hvor vi ikke havde været uden ham. Og så kan de, der undervejs stillede sig tilfredse med at kæmpe om andenpladsen jo glæde sig med et: »Hvad sagde vi,« hvis det føles godt. "

Hans Mortensen, Weekendavisen 18.06.2010

Kemisk affald og lidt historie om Kalush

Her kan der læses en engelsksproget ukrainsk artikel om Kalush, minen, den kemiske fabrik og ikke mindst om den gigantiske blå, hawaiianske lagune. I en mindre velskrevet artikel, men med flere interessante faktuelle oplysninger, kan der yderligere læses, at der i en skov et sted yderligere er begravet rustne og lækkende tønder, indeholdende ikke mindre end 12.000 ton af det kræftfremkaldende kemikalie hexachlorobenzen. Og her er der en kort, men fin indføring i samme problem med hexachlorobenzen.

Bob D som malermester?!

http://ibyen.dk/kunst/1043647/bob-dylan-udstiller-sine-malerier-i-koebenhavn/

Babij Jar som eksempel på det europæiske tyrannis to ansigter

"Babij Jar, lokalitet i den nordvestlige udkant af Kijev i Ukraine, hvor de tyske invasionstropper med dele af lokalbefolkningens medvirken i september 1941 skød titusinder af sovjetiske jøder. Senere oprettede tyskerne en lejr på området, hvor ca. 25.000 mennesker blev dræbt. Ialt blev omkring 100.000 dræbt af tyskerne i Babij Jar under 2. Verdenskrig, først og fremmest jøder, men også romaer, ukrainske nationalister, sovjetiske krigsfanger og andre Sovjetborgere blev myrdet her. I oktober 1966 blev der på stedet rejst en mindesten, stærkt fremprovokeret af et digt med titlen "Babij Jar" af den sovjetiske forfatter Jevtusjenko. Først i 1976 opførtes et egentligt monument"
Kilde: Den store danske. Gyldendahl åbne encyklopædi.

Per Nyholm beskriver i bogen Europærerne Babij Jar som en af Sovjetunionens mange skandaler. Alle vidste det, men ingen talte om det manglende mindesmærke for Kijevs myrdede jøder. Monumentet blev først rejst i 1976 af en gruppe fortvivlede og nedbrudte skikkelser, som forsøgte at anråbe en højere magt om barmhjertelighed, anbragt på en kunstig klippe ud til afgrunden, som ligene tumlede ned i, efter at den levende menneskemasse var blevet gennemhullet af maskingeværernes ild.

Fraværet af et mindesmærke for en af Anden Verdenskrigs mest horrible massakrer blev ofte tilskrevet Østeuropas traditionelle antisemitisme, men denne forklaring er ifølge Per Nyholm ikke tilstrækkelig. Sandheden er ifølge Per Nyholm, at ikke blot nazisterne, men også kommunisterne myrdede løs ved Babij Jar.
Ved monumentets fod fortæller tre stentavler på russisk, ukrainsk og hebræisk at her (1941-1943) likviderede tyske fascister over 100.000 af Kijevs indbyggere. Monumentet er ifølge Per Nyholm ikke uden virkning og falsk ligesom næsten al kunst i statens tjeneste.

Der måtte være en dybereliggende årsag til, at Sovjetunionen i årevis nægtede at rejse et monument i Babij Jar: Det var i Babij Jar, at Stalin i 1930’erne indrettede en koncentrationslejr, som tyskerne efter deres indmarch drev videre i hans ’ånd’. Babij Jar er ikke blot et sted, hvor utallige jøder, ukrainere, russere, hvidrussere, polakker og andre i Kijev blev likvideret. Babij Jar er ifølge Per Nyholm den uafviselige afsløring af broderskabet mellem kommunisme og fascisme - en afsløring af det europæiske tyrannis to ansigter.

Take care of yourself - Sophie Calle på Louisiana

"Sophie, I have been meaning to write and reply to your last email for a while. At the same time, I thought it would be better to talk to you and tell you what I have to say out loud. Still, at least it will be written."
Således begynder emailen, som den franske kunstner Sophie Calle modtager. Beskeden er skrevet af hendes daværende kæreste og markerer deres endegyldige brud.
Hvorledes reagerer man så, når man er en nutidig fransk kunsts store stjerner - således beskrives hun ihvertfald i Louisianas pamfletter - nu med knust hjerte?
Man gør selvfølgeligt bruddet og hjertesmertens flødesovs til genstand for et kunstprojekt.
Et hundrede og syv kvinder fra forskellige samfundslag - dog flest akademikere - og med forskellige faglige udgangspunkter analyserer ekskærestens email og sender deres dom tilbage til Sophie. Suppleret med fotokunst og en leg med den tekstlige fremstilling bliver Calles projekt til et på nogen måder hyperintellektuelliserende, intellektuelt navleskuende flig af et selvportræt (og portræt af eks'en, som han fremstår i brevet). På andre måder er projektet et forrygende og engagerende vidnesbyrd om kærestesorger, psykologi, menneskets eksistens, kærlighed og humor.
En kriminolog beskriver brevskriveren som værende decideret farlig. En naiv skolepige finder historien ret ud sørgelig. En fysiker tolker to forskellige former for fysiske brud ind i sammenhængen. Moralfilosoffer og dommere analyserer brevet ind i deres faglige kontekster. Sophies mor maner til hende, at hun skal komme videre; rent faktisk er det ikke noget at tude over: 'I har jo ikke engang været sammen 4 sæsoner,' mukker hun. Nej, havde det været 25 år, ja så kunne man snakke om berettigede kærestesorger.
De fleste tager klart Sophies parti. Alle undtagen moderen og en forfatter, som efter noget tid læser hendes oprindelige analyse, som hun forkaster. Hun skriver igen. 'Sophie,' skriver hun. 'Lyt ikke til de andre kvinder. Det er et farligt projekt. De vil kun gøre mænd til kvinder, og det, Sophie, er ikke godt.'
Ud over de nævnte tekstlige og billedmæssige fortolkninger er andre centrale dele af udstillingen videofremstillinger af - primært - kunstneres musikalske eller dramatiserende fortolkninger og analyser af brevet. Og alle giver de girl power til pigen. Med undtagelse af moderen og den nævnte forfatter. Og så måske papegøjen, der spiser brevet. Det er lidt uklart, hvilken side, den vælger.
Hvem der er helt(inde), og hvem der er skurk(inde?) er svært at afgøre. For mig er spørgsmålet også mindre vigtigt. Man kommer aldrig langt nok ned til at kunne komme nærmere den fornemelse. Dog er udstillingen en fantastisk introduktion til den regnbue af synspunkter, vi mennesker har og til den måde vi skaber mening i verden ud fra vores kontekstuelle forudsætninger.
Så som ekskæresten slutter, slutter dette indlæg også. Tag på Louisiana og tjek udstillingen Warhol After Munch" og Sophie Calle-udstillingen. Og, min kære,
"Take care of yourself."

X.

Heideggers agurker i sommervarmen revisited

Selvom det er med en vis bedrøvelse, må jeg konkludere, at Klasen lider under samme fænomen som øvrige medier i ferieperioden. Der sker ikke nok - og der er ikke nok at skrive om.

I hvert fald bliver det ikke gjort.

Og derfor vil jeg gerne sende en genudsendelse her på bloggen - det har jeg lært af øvrige medier, at man bruger sommeren til.

Læs her, hvad MKM bragte dette sted for så godt og vel et år siden.

http://kreativklase.blogspot.com/2009/07/heideggers-agurker-i-sommervarmen.html