Monday, December 28, 2009

Grooveshark

Jeg er fornylig blevet præsenteret for Grooveshark.com, som jeg nu har prøvet et par enkelte gange.

Det et reklamefinansieret og eftersigende fuldstændigt lovligt site, hvor man kan søge på kunstnere og lytte til deres musik inden, man går ud og køber deres album.

Jeg ved ikke, om det er et almenkendt site, men det er første gang, jeg har hørt om det. Håber i kan bruge det.

Koncerter på vej

Biletterne til C.V. Jørgensens koncert, ekstrakoncert og ekstra-ekstrakoncert smuttede ud af hænderne på mig, og ham er jeg dermed nødsaget til at tage på Roskilde for at se.

Men nu vil jeg sikre mig mod, at jeg misser flere gode koncert i min musikalske baggård, Vega, og har derfor kigget de kommende koncerter igennem for 2010's første måneder.

Her er dem, som jeg gerne vil høre:

06.01.2010: Klub rolig: The Blue Van, gratis entre.

02.02.2010: Wolfmother

11.02.2010: Thåström

11.03.2010: Tindersticks

Hvem vil med? og til hvilke? og skal vi arrangere noget fælles billetkøb?

Sunday, December 27, 2009

breaking news på pol.dk

Nu er det desværre svært at læse, hvad der står, men heldigvis kan jeg her berette, at "SENESTE NYT" på pol.dk er.... "QUEER ER DET NYE FEMI-SLAGORD."


Holy shit!

Jeg tror, jeg for fremtiden må blokere pol.dk, så jeg kan forhindre mig selv i at spilde mere tid samt redde mit hår fra at blive flået ud i bar arrigskab.

God jul.

Wednesday, December 23, 2009

Produktet, der skal redde dansk journalistik


Internt i journalistkredse er der dyb surmulen. Man kan ikke tjene penge på netjournalistik. Punktum. Og aviserne er der ingen, der gider købe. Punktum. Der er ingen jobs, og dem der er, er platte underholdningsjobs, der ikke tilføjer journalistisk substans.

Dundersnak er der rigeligt af. Men der er også grenen af ukuelige optimister, der falder i svimer over al ny form for journalistik, der kan eller ikke kan være med til at redde journalistikken.

Et af de projekter er Berlingske Tidendes netsatsning - Ugen - der er et forsøg på at indføre mikrobetaling for netjournalistik. Jeg var meget skeptisk, men besluttede mig alligevel for at købe et abonnement. 50 kroner om måneden og så får du hver fredag et opdateret program, der giver dig et overblik over, hvad der er sket i ugens løb i kategorierne: Politik, Global, Business, Tech, Green, Fri (kultur), Sport, Mennesker, Blogs og Anmeldelser.

Jeg har nu læst ugen i tre uger, og jeg er faktisk begejstret. Jeg synes ofte, at ulemperne ved at læse nyheder på nettet er, at man kun får leveret dele af en historie, som man så skal klikke sig videre for at få baggrunden for. Nyhederne går så hurtigt på nettet, at man risikere at miste noget. Og derfor har jeg altid været glad for aviser. De leverer dagligt et overblik over, hvad der er sket i løbet af gårsdagen.

Men Ugen er en måde, hvorpå man slipper for de enorme mængder af avispapir i sin lille lejlighed (hvor man skal drøne fire etager ned for at smide det ud igen) og samtidig får et overblik - og støtter visionerne om betalt journalistik på nettet.

Ugen er langt fra færdigudviklet, og man kan betvivle om man får reelt indhold for pengene, men den giver mig stadig den følelse, som jeg også får, når jeg læser en avis. Jeg læser en redigeret side. Jeg læser noget, som jeg ikke nødvendigvis selv ville have valgt, og derfor bliver jeg også inspireret, overrasket, vidende og forbløffet.

Nyhedsoverblikket er krydret med personlige kommentarer og klummer fra mange af Berlingske Medias medarbejdere, som har en faglig forståelse af nyhederne.

Thumbs up herfra og fem ud af seks stjerner til denne journalistiske fornyelse. Har i en 50'er i overskud om måneden, kan jeg kun anbefale jer, at klikke ind på www.ugen.dk og tjekke det ud. De første fire numre koster blot 29 kroner - derefter 49. Og det er også godt for miljøet, at slippe for avispapir.

Her er et par screenshots, som jeg har taget af den seneste udgave af Ugen:


billed1: "Hvad betyder eklæringen" - en hurtig indføring i, hvad erklæringen fra klimatopmødet egentlig handler om.

billed2: Kommentarer. En af de klummer, som jeg er begyndt at holde af i løbet af de tre uger er Tech-klummen. Her giver flere af medarbejderne i Berlingske Media deres bud på de mest spændende ting på nettet. Ofte spændende og relevante tip.

Billed3: Overblik. Her er eksempelvis forsiden af Politik-kategorien. Her er der et udvalg af de væsentligste historier i politik fra den seneste uge. Samme overblik er der for de øvrige kategorier. Hurtigt og nemt.

Sunday, December 13, 2009

Hjemløse musikere


Jeg har endnu ikke haft mulighed for at se filmen "The Soloist", men er alligevel kommet til at tænke på den, og vil nævne den her. Filmen er bygget på rigtige begivenheder der blev gengivet i et fremragende indslag i '60 minutes' for nogen tid tilbage. Den handler om den skizofrene Nathaniel Ayers Jr. der bor på gaden i Los Angeles. Det skulle man jo ikke mene var usædvanligt nok til at lave en film om. Det særlige ved Ayers er da også, at han er et musikalsk geni, der spiller cello. Frem til sit andet år på Julliard havde Ayers en forholdsvis normal tilværelse, præget af hans talent. På Julliard udvikler han dog den skizofreni, der får hans liv til at køre af sporet, og endeligt er skyld i at han havner på gaden. En sørgelig historie, der hurtigt kunne være gået i glemmebogen, som én af tusindvis af skæbner. Sådan ville det også være gået Ayers, hvis det ikke var for journalisten Steve Lopez. Han opdager Ayers, og de to udvikler et venskab. Historien er nu blevet filmatiseret, med Jamie Foxx som Ayers og Robert Downey Jr som Lopez.
Ayers har via velgørenhed fået en cello, han spiller på, på gaden. Hans talent er stadig i behold, og musikken er det eneste der synes at give ham ro i sjælen.
Historien giver anledning til at stille et spørgsmål. Ville man opdage musikalsk talent, hvis man så det på gaden, eller ville man bare gå lige forbi?
Ayers er en cellist i verdensklasse, som under andre omstændigheder ville kunne spille klassiske koncerter med et stort publikum. På gaden går folk for det meste forbi - ganske få stopper overhovedet op.

Jeg tvivler på at jeg ville handle anderledes. Selvom jeg godt kan lide at tro, at jeg kan skelne gadegøgl fra talent.

Når jeg er kommet til at tænke på dette, er det pga. to videoer der er kommet på nettet for nyligt. Den første er fra i dag:



Det er efter min mening et helt fantastisk cover, fremført med en stemme der fortæller om et hårdt liv. Absolut rørende. Det var den video der fik mig til at tænke på 'the soloist', fordi der meget vel kan gemme sig en lignende historie bag homeless mustard. Og fordi jeg ikke aner, om jeg ville stoppe op, hvis han sad og fyrede den af i metroen en morgen.

Det er åbenbart et større fænomen end jeg lige havde regnet med. Jeg kom nemlig i tanke om en anden video jeg havde set for en uge siden, med en anden talentfuld musiker på gaden. Da jeg forsøgte at finde den ved at skrive "homeless man singing" på youtube, dukkede der et hav af videoer op. Til sidst fik jeg dog fundet den rigtige video:



Det er på én gang fascinerende og nedslående. Fascinationen ses tydeligt i antallet af videoer der er postet med lignende optrædener, og i kommentarerne til dem. Fælles er det, at det er en overraskelse for os, at hjemløse kan besidde et talent. Videoerne kan give en lille reminder om, at det kan forholde sig sådan, og at man skal have øjnene åbne for dem man normalt bare ville gå direkte forbi.

Tuesday, December 8, 2009

Sang for en søn og en sømand

Smashing Pumpkins har lagt en lille snas ud af et kommende projekt, hvor ikke mindre end 44 sange vil blive lagt ud på deres hjemmeside for senere at blive udgivet i et bokssæt.

Sangen er afdæmpet, småt eksperimenterende og knapt så dramatisk, som jeg husker dem for, men dan din egen mening her (klik på det lille play-ikon):


Thursday, December 3, 2009

Ørnsbo ude med riven


Rygterne om kulturkampens død er tilsyneladende stærkt overdrevne. Jess Ørnsbo har i hvert fald taget den skarpe pen op af skuffen i artiklen Det Store Kulturskred.

Jess Ørnsbo er blevet kaldt Danmarks vredeste mand. En gnaven misantrop, der bor langt væk fra mennesker og skælder og smælder på alt, hvad han kan komme i nærheden af. Hvorvidt denne myte er sand, skal jeg ikke kunne sige, men hans syn på kulturtilstanden, kan ikke siges at være videre positiv.

Ud fra logikken om, at et begreb, der siger alt; dermed siger ingenting, skriver han bl.a.:
"Kultur er efterhånden blevet et ord uden nogen som helst betydning. Det er blevet devalueret og kan betyde hvad som helst. Kultur er blevet et luderord, der er blevet erobret af den hærgende reklame og kan bruges til at sælge alt fra strømpebukser til mavemedicin. Det ville være dejligt, hvis man smed ordet ‘kultur’ ud og gik direkte til sagen: litteratur, maleri, teater, film, dans, musik."

Jeg synes, det er en vedkommende, humoristisk og lidt provokerende analyse fra en gammel samfundsrevser, hvor han har nogle udmærket pointer, selvom forfalds-tankegangen i længden bliver lidt anstrengende.

Tuesday, December 1, 2009

Nissehaderen over dem alle



Det er ikke for at spolere den ikke-eksisterende julestemning på klasen, men jeg synes historien om den nordjyske præst Jon Knudsen, der førte korstog mod nisser sidste år, måske godt kunne trænge til at blive genopfrisket og dermed definere den nedre grænse for, hvor dårligt julehumør man kan være i. Med dette udgangspunkt kan julestemningen kun blive bedre.
Jeg tror ikke, det er ualmindeligt at være lidt julegnaven og lidt træt af al det juleri, men denne moderate kategori kan Jon Knudsen ikke påstås at tilhøre. Nej, Jon Knudsen får Benny fra The Julekalender til at fremstå som den rene julefanatiker.
Det korte af det lange er, at Jon Knudsen mener at nisser er dæmoner og dét at pynte op til jul med nisser er udtryk for djævledyrkelse. For at underbygge sin tese bruger Jon Knudsen flere obskure eksempler: Med argumentatorisk akkuratesse og retorisk overskud sammenlignes nisser bl.a. med børneporno og Hitler.
Se interviewet her, som underligt nok ikke blev vist i Mandrilaftalen, men derimod i Aftenshowet.