Wednesday, July 29, 2009

Heideggers agurker i sommervarmen

Inden De, min kære læser, fortsætter, bør De i et nyt vindue åbne dette link. Det er soundtracket til følgende tekst. Derefter bør De sikre Dem, at volumen er skruet tilstrækkeligt højt op, således De kan høre musikken. Dette kan gøres på flere måder, og jeg vil tilråde dem ikke i huj og hast at skøjte igennem dette punkt.

Kan De høre musikken? Godt. De må nu læse videre.



Der har været stille på Klasens sider i lang tid. Lidt for lang tid efter min mening. Stilheden - eller inaktiviteten om man vil - kan have flere årsager, som jeg her vil skrive lidt om.
Lad os til at begynde med nærme os, hvilken form for stilstand, der for øjeblikket er at finde på bloggen. Lad os kalde de manglende posts for Stilheden ind til vi kan komme nærmere, hvad der egentligt sker (eller ikke sker).
Stilheden består i, at sidste post fra MMØ's hånd var d. 9. juli; sidste gang CVJ trykkede på postknappen var dagen, hvor Morten Helveg Petersen annoncerede sin afgang, d. 26. juni, og MLP postede sidste gang d. 13. april med det ellers udmærkede indlæg "Påskefrokost; brød eller lam." Og jeg vil slet ikke nævne, at Lasse Da Capo Zyperscape på ingen måde har medvirket til dette åndelige samfund.
I dette indlæg vil jeg gerne - om ikke andet, så blot overfladisk - berøre følgende temaer:
  • Hvilken tilstand kan man sige, at bloggen befinder sig i?
  • Hvorfor er der gået så lang tid siden sidste post?
  • Er det et problem?
  • Hvad er det tegn på?
  • Hvad kan man gøre ved det?
Man kan sige, at de manglende posts på bloggen er mangel på aktivitet. Det kan man også kalde for inaktivitet. En inaktiv handling er ingen handling, og ingen handling, hvad er det? Det er vel ingen ting? Tillad mig her, at tage fat i den berømte og berygtede Martin Heidegger, der i sin Hvad er Metafysik (Eksistens og Væren) filosoferer over emnet. Han vil undersøge intetheden, for skal man finde ud af, hvad der eksisterer, må man også finde ud af, hvordan det eksisterer, og hvad det eksisterer i, altså dets modsætning Intetheden. Det korte og det lange for Heidegger er, at man ikke kan definere Intethed rationelt. Intethed kan rent rationelt defineres i en uendelighed efter devisen Intethed er ikke en sort kat, et Philips fjernsyn, en kop, en hund, en... osv. Altså, Intethed er en negation. Men det virker ikke, for gør man det, giver man Intethed indhold, og så er det jo ikke længere ingenting.
Og her kommer man frem til Heideggers pointe; Intethed kan kun opleves som en følelse, og det er følelser som kedsomhed, apati og angst, der er indblikket i Intetheden.
På denne måde kan Stilheden defineres negativt, som alt det den ikke er: den er ikke indlæg om Dit eller om Dat; den er ikke en sønderrivende kritik af den måde en muslimsk hjemmeværnskvinde ikke må gå må med slør (det er jo grønt, for fanden). Stilheden er en del af Intethed, og derfor vil jeg tage min Super Soaker og skyde følgende i skoene på Klasens medlemmer: Klasen må ikke være kedsomhed, apati og rædsel (omend den gerne må være udtryk herfor, jævnfør nærværende indlæg). Klasen skal være en tour de force i ph.d.-værdige kraftpræstationer, Pullitzer Prize-vindende undersøgelser, og intellektets leg med livets pudsigheder. Derfor, mine Herrer, vil jeg konkludere, at ja, Stilheden er et problem, og Stilhed er en del af den Intethed, der langsomt har taget et slimet kvælertag på de Herrer chefredaktører, korrespondenter og skribenter.
Men hvad er det tegn på?
Ja, dette spørgsmål er svært at besvare med diktatorisk fasthed. Og jeg vil lade det være op til hver enkelt at meditere over emnet. Jeg vil dog fortælle en lille historie, der måske kan hælde lidt kølende vand over det lunkne garnnøgle.

John og James (J&J) er togrøvere. På en støvende sommerdag springer J&J bevæbnede i gennem den stegende hede og op på et vognsæt; toget skal fra Little Spring til Great Fall.
"Dette er et røveri! Op med labberne, mester!" råber J&J i mens de trasker gennem toget. Deres to seksløbere skinner, når solens stråler finder vej til metallet.
"Så er det ned i posen med pengene!"
J&J går fra den ene ende af toget til den anden ende og samler tegnebøger og ure sammen. De ender i en lille pose. Tilsammen har de fået 87 tegnebøger og 23 guldure.
"Sådan brormand," siger Jones, "sådan skal den skæres."
Med et "Yeehaaw," springer brødrene af toget på en mindre station og hopper på to ventende heste. Røveriet var en succes.
På toget var der ikke mindre end 93 rejsende, og de kunne nemt have overmandet røverne.

I mod al orden og gode normer vil jeg lade den historie stå for sig selv og gå langsomt videre af Klasens smalle sti og gøre opmærksom på en evt. løsning vedrørende Stilheden.
Jeg vil konkludere, at Klasen befinder sig i Stilhed og at dette er negativt. Ydermere vil jeg gøre opmærksom på, at vi alle sidder med værktøjet til i en metaforisk forstand at stoppe togrøverne. I denne forbindelse tror jeg, det er vigtigt at have nogle værktøjer, og jeg vil derfor komme med nogle forslag for at puste liv i den halvslatne sommerside, som Klasen efterhånden ligner.
I sin natur er Klasen et uforpligtende sted. Anything goes. Dette er en styrke, og jeg synes diversiteten på Klasens sider har været dejlig. Men samtidig er det uforpligtende også en svaghed, da Klasens fix-faxerier let kan svøbes i ligegyldighedens kutte. Og det er synd.
For at genoplive Klasen vil jeg foreslå at Klasen i større grad vil blive benyttet til at skrive om, anmelde og/eller diskutere følgende emner:
  • Film (hurra for MLP, der anmeldte Jennifer Lynch-filmen "Surveillance," og hurra for CVJ, der anmeldte Revolutionary Road.)
  • Bøger (på trods af, at ingen af os er analfabeter, har jeg ikke set megen kritikervirksomhed)
  • Musik: koncerter, albums osv.
  • Poesi
  • Samfundsforhold
  • Eksistens og filosofi
  • Historie
  • Sport
  • Humor
  • Andet...
Nu skal man for alt i verden forsøge at undgå, at nogen aktivitet bliver til en sur pligt, så jeg vil heller ikke trække Jones' pistol frem og true til yderligere blogaktivitet. Dog vil jeg opfordre til, at Klasens sider i højere grad vil blive et forum for delagtiggørelse i enhver tanke, overvejelse, tidsfordriv, debat, anmeldelser o.a., der på kan belyse tilværelsen og glæden ved skriften.
Et yderligere tiltag kunne være at rekruttere skribenter i vennekredse, så Klasens sider vil være hjemsted for sprudlende aktivitet og frugtbar samtale.
Nuvel. Klasen er et smukt initiativ, og jeg ønsker den optimale vilkår.
Klasen kunne også som andre medier være ramt af agurketiden. Og i følge Craig Kilodney kunne Heidegger godt lide agurker (så det hele hænger alligevel lidt sammen):
" Martin Heidegger loved pickles. He loved them so much, he became known as the Pickle Philosopher. And everywhere he went in Freiburg, a lovely city known for its ducks, geese, and swans, the people would point to him and say, “Dere be dat Martin Heidegger! He be de Pickle Man! He gwine to be de big Pickle Philosopher of Germany! He be gettin’ down! He bad!” (Of course, I can only approximate how they talk in Freiburg.) His family was in the pickle business, of course, but not sweet pickles, only sour pickles. No one in Germany eats sweet pickles." Link.

Friday, July 17, 2009

Hva' er det nu med det Lost?



Tanker om LOST, sæson 1 (plus en håndfuld af 2. sæson – jeg kunne ikke dy mig)

I mens TV-Danmark faldt i svime over Landsbyen, Bryggeren, Taxa, Edderkoppen, Krøniken, Ørnen (eller hva’ pipfuglen nu hed) befandt jeg mig i et TV-vakuum, hvor jeg ikke fik set noget som helst af de nævnte serier. Fjernsyn er opium for folket. Fjernsyn er dumt. Og specielt TV-serier. Føj. Sådan en gang lort i kilometermål; man spreder det ud fra møddingen, og pispøblen guffer det i sig.
Men nu. Nu er jeg fortabt. Jeg er – med et af Dannevangs angofile ungdom ofte anvendte udtryk– helt lost! Jeg har allerede kværnet første sæson af Lost, der blev sendt først gang i 2004 i USA, og jeg er siden hen godt i gang med at streame anden sæson. Så, før jeg bliver helt fortabt og kommer for langt hen, vil jeg lige kaste mine to cents efter Klasens elektroniske sider.
Og hvad er det ved Lost, der gør mange mennesker – inkl. mig - til drugged-up TV-narkomaner? Ja, det er det spørgsmål, dette indlæg vil forsøge at besvare.
Som alle andre TV-serier, har Lost et langt plot (der forløber på gennem alle afsnit), et mellemlangt (gennem to eller flere afsnit) og korte plot (der forløber gennem et afsnit). Denne recept, hvis den er afbalanceret rigtigt, fastholder seeren gennem det enkelte afsnit – et minimum af zapning – og gennem en hel sæson.
Lost har en mængde af disse ingredienser, og i løbet af første sæson har der været en tilpas mængde mysterier og løste gåder, der virkeligt har fasthold mig.
Jeg har både set Prison Break og Heroes, og begge serier var virkeligt underholdende, men begge serier tabte mig. Selve konceptet i Prison Break virker meget godt, men – for mig – var der for langsom udvikling i plottet. Specielt efter Scofield kom i fængsel for anden gang. Heroes var fedt, men 3. sæson og hele turen tilbage i tiden til Shogun-tidens Japan holdt heller ikke. Det skal blive spændende at se, hvorledes det kommer til at forholde sig med Lost.
Lost udmærker sig på flere områder i forhold til andre serier.

Flashback og backstory
Selv om andre serier og film benytter flashback, så er brugen af flashback i Lost virkelig fænomenal. Hvert eneste afsnit er tematisk vægtet på en eller to personer. Denne eller disse bliver så belyst vha. en dramatisk backstory, der betyder meget for forståelsen af karaktererne i serien. Det være sig Jacks forhold til den fordrukne og hårde far, Hurleys lotterigevinst, John Lockes (oooh, jeg er vild med det navn) faderproblemer, handicappethed osv. Hver eneste persons fortid er lige så kompleks som samspillet og sammensætningen af de overlevende fra flight 815. Dette giver karaktererne en virkeligt god dybde og de parallelt fortalte historier fungerer helt igennem og giver god forståelse for personernes karaktertræk og bevæggrunde.

Had, kærlighed – og det der ligger imellem




I Lost finder man mange ting, der belyser menneskets eksistens. I momenter opstår der intenst had (Sawyer-Jack, Kate-Sawyer, Shannon-Locke, Boone-Shannon osv.), som løber ud i sandet igen: enten til en ilde skjult mistro eller til kærlige følelser. Endvidere simrer der igennem første sæson en broderlig kærlighed op mellem flere af de mandlige karakterer - det er pudsigt nok også kun mellem de mandlige og i mellem mænd og kvinder, at der opstår had eller uvenskab – hvor i mod de kvindelige karakterer er dele af et forholdsvist harmonisk søstersamfund.
Kærligheden mellem mand og kvinde ses i øjeblikke mellem Boone-Shannon, Charlie-Claire, Jack-Kate, Kate-Sawyer. Eller er det blot liderlighed? Og hvor går grænsen? Muligheden for sexuelle forhold bliver unægtelig begrænset af situationen – fanget på en ”øde” ø efter et flystyrt. Tillige er karakterernes forskellighed og tidligere kærlighedsforhold også en begrænsning – der er faktisk ingen af dem, undtagen Rose, der er i gode, stabile forhold. Samtlige har kærlighedslig i baggagen. Men samtidig er hovedpersonernes forskellighed også en drivkraft for lysten. Her tænker jeg især på Shannon og Sayid.
Rose er egentligt den eneste person, der stort set er i fred med sig selv og situationen. Og Rose – med vis-gammel-kone-auraen – er den eneste af karaktererne, der udelukkende investerer sig selv i venskabelige forhold. Hun er selv sikker på, at hendes elskede Bernard er i live.
Og frygt. Who are the others?

A Man of Faith, a Man of Science


Og så drives plottet frem af konflikterne mellem de rationelle mennesker og de irrationelle, eksemplificeret ved Jack og Lockes mange sammenstød. Og konflikten mellem rationalitet og irrationalitet kommer til syne i stort set hvert eneste afsnit i mange former.
De rationelle: Jack er stjerneeksemplet på det rationelle – i stort set alle hans gerninger. Men Jack er ikke ene. Der er flere, der primært er rationelle typer: Sayid, Kate, Hurley (på nær hans frygt for 4,8,15,16,23,42), Sawyer, Sun og Jin. Og Locke – men hans rationalitet fungerer på et mikroplan, da hans rationelle handlinger alle er forankret i hans fatalisme.
De irrationelle: Shannon, Charlie, Claire, Michael (der dog har en rationel tilgang til det praktiske), og Locke (der er irrationel på et mere makroskopisk, hans livsanskuelse).
Konflikterne mellem personerne, mellem følelserne og mellem ræsonnementerne, er et virkeligt spændende virkemiddel, der virkeligt sætter sving i dramatiske modsætningsforhold. En drivende dramasteak, tak!
Derudover river og flår disse to modsatrettede kræfter i hver enkelt person - bare mere i nogle personer, end i andre. Og dette foregår også, når man som seer skal forholde sig til de mange mysterier: hvad er der i the hatch? Hvem slog Sayid ned? Hvad er det for en sygdom, Rosseau snakker om? Ud fra hvilket livssyn og hvilken strategi tolker man?

Komplet serie

Som sådan indeholder Lost samtlige binære temaer – i hvert fald dem jeg selv kunne komme i tanke om – der gør sig gældende i en menneskelig kontekst: had-kærlighed, liv-død, natur-kultur, fjendskab-venskab, lyst-ulyst, humor-alvor, åbenhed-lukkethed, venskab-uvenskab, tilgivelse-fordømmelse, logiske-det irrationelle o.a.
Så tematisk set er Lost en komplet serie, og ind til videre har vægtningen af spænding og forløsning været fantastisk godt afbalanceret. Derudover er skuespillerne så gode og manuskriptet så godt, at de irriterende typer (Shannon, til tider Claire og Charlie) rent faktisk er virkeligt irriterende, de gode handlinger varmer, tragedierne piner os, det dystre er dystert, det chokerende chokerer, og Evangeline Lily (Kate, oh Kate) er smuk som Helvede er varmt.
Interessant er det også, at ”Lost” både dækker over karakterernes personlige situationer, men også deres nuværende på øen. (Lockes stoiske væremåde får grund at gå på med hans ”I’m no longer lost.” Kan man finde sig selv, når man er tabt for verden?)

Hvert menneske er per definition fortabte for fortiden, men denne gruppe folks er tilmed fortabte med og i fortiden. Og så lige fortabte på øen – eller er de blot forlagte? Forlagt med chance for (gen)opdagelse?

Ja, det vil de næste 5,75 sæsoner vise. Oh man!


EKSTRA GUF:

De (skjulte) filosoffer i Lost
Og en til

Monday, July 13, 2009

Hva' hvis de nu sang det der sker?

Jeg har egentligt rippet det her indlæg fra politiken, men jeg faldt over et link med "literal versions" af musikvideoer. Og den er sgu meget sjov.

Bonnie Tyler: Total Eclipse of the Heart

Thursday, July 9, 2009

Porno bliver forbudt i Ukraine

Prøv at overveje, hvordan det er, at leve i sådan et land... og så i halvandet år.

Porno bliver forbudt i Ukraine - dr.dk/P3/P3 Nyheder

Shared via AddThis

Saturday, July 4, 2009

Frihed er godt, ik?

Frihed er godt, ik? Og hvis man har tre valgmuligheder i stedet for to, så har man lidt mere frihed. Faktisk er en optimering af valgmuligheder en optimering af frihed. Og dermed lykke. Eller....

Se Barry Schwartz fortælle, hvordan et køb af jeans udmundede i hans bog The Paradox of Choice, som siger, at du faktisk ville være lykkeligere, hvis du havde færre valgmuligheder, end du har i dag.

Og endvidere. Har man tid og lyst til at udvide horisonten, er der en smuk mængde foredrag og dokumentarprogrammer på

http://www.free-university-in-internet.blogspot.com/.