På bloggen dansk-politik.dk har de fundet nogle underholdende facts om Henrik Høegh, Danmarks nye fødevareminister, frem fra hans hjemmeside:
* Henrik har sammen med 5 landbrugskammerater dannet en kortklub. Konerne får lov at deltage, hvis de undlader at blande sig i kortspillet. * Har det været en ”øv-dag” på Borgen, tager Henrik gerne en tur rundt om kirsebærplantagen hjemme på gården sammen med hunden – den protesterer aldrig. * Henrik er ingen gourmetkok, men pandekager, krebinetter og bøf med løg hører til specialerne, når Henrik endelig er i køkkenet. * En ”stjernestund” for Henrik er et godt måltid mad sammen med gode venner, eller flest mulige børn og svigerbørn. Et sådant måltid skal helst krydres med kærligt drilleri og masser af jokes. * Henrik har engang været ejer af et folkevognsrugbrød – med gardiner. * Det er Henrik, der pudser vinduerne hjemme på ”Nørrehave”.
Læs dansk-politiks kommentarer om de øvrige ministre her:
Jeg vil lige introducere et funktionsdygtigt værktøj, hvis man er i tvivl om det er fredag. Denne dag plejer at være ensbetydende med fritid, fest og fredagsøl. Men nogle gange kan man længes så meget efter weekend, at man kommer i tvivl om det allerede er fredag. Denne længsel kan overbevise hjernen om, at det eksempelvis er fredag på en torsdag, så man derfor fulder sig og kalder dagen for ’Lille fredag’ og alt muligt andet fjollet. Det kan også være, at man har haft travlt på arbejdet eller studiet, så man har glemt hvilken ugedag det er, og nu håber man inderligt på, at det er fredag. Eller måske laver man ikke så meget for tiden, men har blot en dårlig tidsfornemmelse. Kan man nikke genkendende til disse eller lignende situationer, er der hjælp at finde ved at klikke her
En billedsøgning på Google afslører nogle sider af Bertel Haarder, som jeg ikke kendte til:
Han er kendt for at give journalister tørt på, og jeg skal ikke kunne sige, om det netop er en sådan, han er ved at sætte på plads på det sidste billede...
Tidligere kritiker og debattør på denne blog, Jeppe Krogsgaard har i denne uge anbefalet et klip på youtube, som jeg må medgive er ufatteligt godt valgt.
Filmen er i øvrigt - efter hvad jeg har læst mig til - lavet af Jørgen Leths søn, Kristian Leth, som man måske også kender fra det lækre "The William Blakes". Billederne til filmen er hapset fra en fars projekter.
Jeg synes, det er ret genial musik, og en rigtig, rigtig lækker film.
Og hvis man endelig skulle kaste sig ud i nogen sammenligninger af videoer, så skulle det måske være denne efterhånden klassiker (man kan når det kommer til stykket nok ikke rigtig sammenligne dem overhovedet - men det er begge gode):
Jeg lader debatten i P1's program "Mennesker & Medier" være mit sidste ord i debatten om Paradise Hotel. Det bliver ledet og guidet af min gamle lektor, Lasse Jensen, som er portrætteret herover (ikke meget Paradise over ham...).
Der er både sympatisører og kritiker, der kommer meget godt omkring de dilemmaer, der er i programmet.
Jeg skal gerne afsløre, som den første, at jeg har mest sympati for Berlingskes journalist.
Der er flere grunde til at reality-TV er stormet frem på TV-scenen inden for de sidste år. Ja, startskuddet var vel, i hvert fald for Danmark, TV3’s Robinson Ekspedition i 1998 og TVDanmarks Big Brother i 2001. Og siden har det gået slag i slag med flere udgaver af samme serier, navnlig med Paradise Hotel som en naturlig lillesøster. Det var de danske. Så er der masser af amerikansk produceret reality-TV. Nogle vil indvende, at seriernes succes skyldes dels, at serierne er billige at producere og sende, og dels, at det i ”smart” indpakning byder på former for sex og seksualitet, drama og intriger, spænding i forhold drama og intriger samt ift. den naturlige pengepræmie (eller bachelor), samt humor: nogle vil grine af deltagerne, hvilket man nok oftest vil gøre, andre seere i andre situationer kan have så meget medindlevelse, at de griner med deltagerne. Der er dog fremkommet en begrænset mængde kritik, som beskylder reality-TV for at være leflende, fordummende og manipulerende – ja, faktisk så manipulerende, siger de, at det ikke længere kan kaldes reality-TV. Andre kommentatorer hæfter sig ved, at de nævnte programmer ofte indeholder en form for mangel på etik og deltagerne, en mangel på moral.
Undertegnede, derimod, vil gennem en tostrenget tilgang argumentere for reality-TV’s sandfærdig- og fortræffeligheder eksemplificeret i en skitseret analyse og diskussion af dokumentarserien Paradise Hotel. Serien er intet mindre end intelligent og udviklende fjernsyn. Tilgangens siger mod at belyse nogle få, men essentielle faktorer vedrørende I) den enkelte deltager, II) TV-publikum og Danmark som samfund.
Paradise Hotel (PH) er en dokumentarserie, der omhandler danske deltagere i en konkurrence, der går ud på at stifte og vedligeholde gode og loyale forhold med andre konkurrencedeltagere. Den deltager, der gennem konkurrencens forløb har vist at besidde de mest sympatiske egenskaber bliver erklæret vinder af konkurrencen. PH giver deltagerne en chance for at få deres drømme opfyldt. I MMØ’s indlæg nævnes pigen Amalie som eksempel på, at der er noget i vejen med dokumentarserien. Lad os først kigge på konkurrencedeltagernes umiddelbare situation.
I) Deltagernes fysiske positionering ændres fra en ofte gennemsnitlig dansk hverdag til lune, lækre sydligere himmelstrøg, hvor de nyder godt af god, solid, nærende kost samt diverse tilhørende drikkevarer. Yderligere giver PH deltagerne mulighed for at knytte velgørende bånd på tværs af kulturelle skel: der er direktørsønnen, og der er rengøringsdamen; der er repræsentanter for de lavere sociale økonomiske klasser, og der er repræsentanter for bourgeoisiet. Selvfølgeligt lider deltagerne af visse afsavn i forhold til deres tilværelse i Danmark, specielt i forhold til familie, venner og arbejde, men det gør man som menneske hver eneste gang krydser klinger med eksistensen og vælger, i Sartresk optik, hvad det vil sige at være menneske.
Yderligere er der en vis eksponering af konkurrencedeltagerne, som på denne måde sikrer en chance for at brande sig selv ift. nye potentielle arbejdsgivere og samarbejdspartnere, alt til gavn for Danmarks konkurrenceevne og betalingsbalance. Dette lægger sig tæt op ad politiske partiers indlemmelse af højteksponerede mediemenneske som fx Morten Løkkegaard. Den nævnte konkurrencedeltager Amalie har givet udtryk for, at hendes ønske for sit liv var at blive kendt og berømt. For en ganske almindelig dansk pige er det svært at opnå dette – og her kommer PH ind i billedet.
At en eller flere af deltagerne i PH ikke skulle være klar over, hvad de gik ind til eller, hvorledes dokumentarserien bliver optaget og afviklet er omsonst. Det er nu 6. sæson af PH, og der er rig mulighed og lejlighed for at deltagere og ansøgere har kunnet undersøge dokumentarseriens proportioner. Nogle har indvendt, at en 18-årig piges mentale evner ikke er veludviklede nok til selv at bedømme, hvilke konsekvenser hendes handlinger og ytringer har nu og vil have på kortere samt længere sigt. En 18-årig kan dog stemme ved legale politiske valg. En 18-årig kan melde sig til militæret og blive sendt i krig. En 18-årig kan nøjagtigt det samme som en 50-årig eller en 90-årig. Alder er selvfølgeligt ikke nogen absolut indikator for en persons evne til at reflektere og træffe vigtige og kloge valg. Men hvem skal bedømme, hvad der er rigtigt og, hvad der er forkert for en 18-årig. Eller en 50-årig for den sags skyld. Hvor på aldersskalaen er man gammel og moden nok til at være klar over, hvilke resultater ens handlinger har? Retssystemet giver (eller har haft tradition for ind til for ganske nylig, om ikke andet) en vis rabat til unge kriminelle sammenlignet med ældre kriminelle efter devisen, at de unge ikke har et lige så godt overblik over deres handlinger og resultatet af disse, som en ældre har. Der findes dog børn, der opfører sig som voksne, og guderne ved, at på en gennemsnitlig fredag eller lørdag aften er der et betydeligt antal voksne, der opfører sig som børn. Pointen er her, at alder og modenhed er en plastisk størrelse, og at smække et aldersmærkat på en person gør hverken vedkommendes mentale evner bedre eller værre.
Nej, alder er en ringe indikator for modenhed, om end det er en indikator, end øjenfarve. Men hvis man har modet til at anse modenhed og evnen til at reflektere som efterdønninger af fysiske og mentale begivenheder, da er det også klart, at en person er nødt til at opleve begivenheder, der kan fordre en personlig udvikling eller mere beskedent: en personlig forandring. Og nævnte dokumentarserie giver netop deltagerne mulighed for en sådan forandring. Tilligemed de tidligere nævnte goder som social kontekst, ernæring og velgørende klima.
I en individretslig kontekst, kan det siges, at vort samfund i det store og hele bygger på, at individet har sin ret til at forfølge sin lykke og træffe de valg, vedkommende føler og tænker er rette og rigtige. Som John Stuart Mill bekendtgjorde i On Liberty:
"Over sin egen krop sit eget sind, er individet regent.”
Og sålænge et individ ikke skader sine egne omgivelser, har autoriteter ingen ret til at begrænse vedkommendes frihed. Derfor er det også naturligt, at PH-deltagerne selv har muligheden for at vælge deltagelse i konkurrencen.
En anden måde at se på PH-deltagerne er i en mere Nietzscheansk optik: deltagerne smeder deres eget liv, deres egen eksistens, maler deres livs kunstværk. Et æstetisk værk efter bedste evne. Og det foran TV-Danmarks øjne. Findes der et TV-program, der til samme grad bekræfter seerne i, at det er dem selv og ingen andre, der bærer ansvaret og giver mulighederne for at skabe deres eget liv, deres egen eksistens?
Sålededes den enkelte deltager, der som menneske selv vælger deltagelsen i en konkurrence, der byder på muligheder, som var utilgængelige for vedkommende i hverdagen. Således også videre til anden del, TV-seere og samfund:
II) Som vidne til dokumentarserien akkumulerer man viden inden for flere felter som følgende, men ikke udtømmende, liste nævner: anatomi, fysiologi, klima, sociologi, økonomi, antropologi, og psykologi.
Ligeledes er der rig lejlighed til at analysere og perspektivere konkurrencebegivenhederne og dokumentaristernes implicitte og eksplicitte valg af billede- og lydmateriale. Der er større stykker af akademisk indsigt at hente for seeren.
Som seer er man yderligere en del af at symbiotisk forhold til konkurrencedeltagerne, for uden seere, ingen konkurrence, og uden konkurrence, ingen seere. Rent faktisk er din deltagelse som seer nødvendig for konkurrencedeltagernes muligheder for at udforske deres personlighed og eksistentielle stræben. Og således afhænger seerkollegiet og konkurrencedeltagerne af hinanden.
Konkurrencens moralske lærdom er, at hvis man arbejder hårdt og er et godt menneske, da bliver man belønnet. Dette er konkurrencens præmis, og enhver som har stiftet et tilstrækkeligt bekendtskab med programmet vil have erfaret dette. Denne lærdom kunne skam sagtens være brugbar for så mange unge utilpassede mennesker.
Endelig eksisterer muligheden for, at man af uransagelige årsager ikke lukrerer på dokumentarseriens intellektuelle potentiale, men går ram forbi. I dette tilfælde er der dog emotionelle forhold, der giver serien en markant nytteværdi: humor, drama og æstetisk filmkunst kan udgøre substantiel underholdning, som kan få individet til at glemme finanskrisens stresspåvirkninger.
TV-seernes muligheder kan forstørres og overføres til Danmark som samfund, og samfundet Danmark vil nyde godt af dokumentarseriens morale og underholdningsværdi. Godt, der var 417.000 seere sæson 5-finalen!
Det er muligt, om end usandsynligt, at I) og II) bygger på fejlagtige observationer, de- og induktioner, eller blot lider under nærværende skribents mangel på evner udi skriftlig fremstilling. I så fald kunne man forledes til at fordømme Paradise Hotel. Ja, hvis man ikke vidste bedre, ville man tro, at det bare var et ultrakommercielt program, der blot har til formål at vise masser af hud, store bryster, depraverende sex, fremprovokerede konflikter og mediemæssige spinoffs, der potentielt kan have særdeles destruktiv virkning på hotelgæsterne. Sparker man efter samme bold (i samme boldgade) er der heller ikke langt til at konkludere at den morale, programmet indgyder i seerne, er forkastelig og måske vil have en korrumperende indflydelse på de umodne og letpåvirkelige seere, navnlig børn.
Alt dette er skam særdeles muligt at tænke, hvis ikke man vidste bedre. Ja, tænk engang, hvis tusindvis af danskere, og undertegnede tilmed, spildte tid på, hvad der i værste fald ville være dum underholdning, der ødelægger deltagerne og danskerne.
Men det er jo en fjollet tanke, for heldigvis har del I) og II) vist, at Paradise Hotel er en dokumentarserie, som man bør tage ganske alvorligt, idet der er betragtelige personlige og samfundsmæssige gevinster forbundet hermed.
Læs et ret morsomt blogindlæg om International Politik og kærlighed (!) af Stephen M. Walt, der er professor ved Harvard og mest kendt for den meget kontroversielle "The Israel Lobby and U.S. Foreign Policy", som han skrev sammen med John Mearsheimer.
"Programmet snerper hen imod noget, jeg vil kalde uetisk, og jeg mener ikke, man skal tjene penge på mennesker, der ikke selv kan dømme."
Sådan sagde næstformanden for Det Etiske Råd, praktiserende læge Lotte Hvas, da årets udgave af X-factor begyndte og viste klip af psykisk ustabile, der stillede op til audition og blev haglet ned af dommere for manglende sangtalent og realitetssans.
DR erkendte fejlen og ændrede deres koncept for fremtiden. Psykisk syge, skal ikke lide overlast, af at deltage i et underholdningsprogram.
I denne uge er det ikke en psykisk handicappet, der er blevet udstillet i et underholdningsprogram. Men en ung pige, der har været deltager i Paradise Hotel. Det spiller for mig ingen rolle. Jeg tror, at mediecirkusset kan have lige så store konsekvenser for en 18-årig pige, som det kan for en person med en diagnose.
Her er et citat, som de fleste af jer nok har stiftet bekendtskab med:
"Du ligner en russisk roulette". Sådan sagde den 18-årige Amalie fra Kokkedal i et ophidset øjeblik til en modspiller i Paradise Hotel.
"Jeg blev rigtig ked af det, for det var en fejl og jeg kunne mærke det med det samme. Men som I så, så svinede hun mig til og jeg blev rigtig ked af det", fortalte hun senere Bt.dk.
Jeg så afsnittet af Paradise Hotel, hvor det skete. Jeg så det efter pres af venner, som jeg normalt betragter som ganske velfunderede, og jeg skal da indrømme, at min interesse på forhånd var vakt for det ekstremt omtalte program.
I journalistik diskuterer man ganske meget etik og moral. Man bærer som medie et ansvar for de personer, som man skildrer. Det er også derfor, at jeg som journalist nogen gange retter de værste fortalelser i en sætning, når jeg skriver artikler. Det gør jeg for at fortalelser eller et ukoncentreret øjeblik ikke skal forstyrre meningen eller hensigten for et interview. Det skal med andre ord ikke lægge interview-offeret til last, at han/hun er menneskelig.
I Paradise Hotel får man hurtigt fornemmelsen af, at det netop er de øjeblikke, som de fleste journalister udelader, som produktionsholdet bag Paradise Hotel leder efter. Øjeblikke, som kan udstille underholdningsprogrammets deltagere, gøre dem dumme, liderlige, umoralske og decideret frastødende.
Hjemme i stuerne kan man sidde trygt og nyde synet af andre mennesker, der bliver udstillet, grine af dem og føle sig bedre. Tillokkende. Men bærer man som seer ikke også et ansvar?
Man kan diskutere om TV3 ikke har overskredet adskillelige etiske og moralske grænser, når de sender et program som Paradise Hotel. Det mener jeg. Men de kan undskylde sig med, at programmet i den grad bærer folkets legitimitet. Personerne, stiller selv op til det. De har set det, og ved hvad det går ud på. Og hjemme i stuerne er der så mange, der sidder og ser det, at man næppe kan sige, at det strider mod danskernes morale.
I forbrug, snakker man om politisk bevidste forbrugere, der køber fair-trade, økologi eller netop ingen af delene.
Efter et afsnit af Paradise Hotel har jeg besluttet mig for at blive en politisk bevidst tv-forbruger. Jeg vil ikke se mere af Paradise Hotel. Jeg synes, det er uetisk. Jeg synes, det udstiller almindelige danskere, der ikke ved, hvilke konsekvenser det vil få for dem, og hvilken måde at TV3 vælger at klippe det på. Og jeg tror ganske simpelt ikke på, at alle deltagerne er så dumme, som de bliver gjort til.
Jeg tror ikke på, at den 18-årige Amalie fra Kokkedal i så ung en alder er så velreflekteret, at hun præcist ved, hvilke konsekvenser hendes medvirken kommer til at have for resten af hendes unge liv.
Og jeg vil ikke medvirke til at legitimere så bizar en underholdnings-industri, som bestialsk udstiller ureflekterede unge mennesker, ovenikøbet drikker dem fulde og giver dem forskellige udfordringer, der blot kan pirke til deres fortalelser og ukontrollerede gerninger.
Jeg er ganske sikker på, at jeg kunne presses til at stille mig selv i lige så dumme og ureflekterede situationer under de rette omstændigheder - og jeg tror det samme om mine ellers velfunderede venner, som gladelig sluprer et afsnit af Pardise Hotel i sig mandag til torsdag.
"De (producerne af serien, red.) manipulerer med os. De bad mig sige ting, som ikke passede. Det var slet ikke fedt. Når jeg så overrasket ud til par-ceremonien, så er det fordi at de bad mig om det", fortæller eks-deltageren Stina.
En udtalelser, der blot cementere min opfattelse af programmet, og som jeg ser som et godt udtryk for, hvilken syg, syg underholdningsindustri Paradise Hotel udgør.
"Selvom de er mange af dem, så er de jo ikke særligt kloge. Altså, de har ikke opfundet særlig mange skarpe knive.. i, i skuffen. Og så er de heller ikke særligt stærke. De er jo skæve og vinde... af, af fuld.. de er fulde og så videre. Derfor kan politiet sagtens kontrollere dem og det skal de også gøre næste gang."
"Bedømt efter de første ganske spæde stræk af den journalistiske jomfrurejse, som redaktionen har begivet sig ud på i denne uge, synes forandringerne i Deadline-familien af redaktionelle ledere, medarbejdere og make-up'ede frontfolk da også umiddelbart at være mere for øjet end øret."
Ifølge anmelderen er de største ændringer sket på den visuelle front. Mere for øjet, ikke for øret. Desuden forsøges en folkeliggørelse af Deadline-universet kl. 17.00 idet borgere inddrages via webcams, hvor der er et (om end musestille) studiepublikum tilstede.
Richard McKay Rorty. (det var ham med øjenbrynene)
Rorty kom til verden i New York en kold depressionsmorgen, oktober 1931. Som skrevet tidliger havde stakkels Richard store problemer med at finde sig godt til rette i denne verden. Og som nævnt blev Rorty en meget lærd mand inden for vestlig akademia, specielt filosofi og litteratur. Og ligeledes som nævnt var Rortys selvbeskrevne pragmatiske værk, og det ubestridte hovedværk, hans "Philosophy and the Mirror of Nature," der angreb hele den vestlige filosofiske tradition. More or less.
Men hvorfor er det så interessant? I hvert fald pga. to pointer, hvor den ene pointe er rettet mod menneskeheden og den anden er rettet mod filosoffer:
1) Rorty er ikke den eneste granitstøtte for postmodernisme og relativisme. Der er så mange andre, og han er åbenlyst også inspireret af bl.a. Derrida og den dekonstruktivistiske skole. Undertegnedes opfattelse er, at de nævnte strømme bygger på, at siden "Gud er død" er der ingen fikserede sandheder, ingen faste holdepunkter i tilværelsen, og siden et ords mening ikke kan fastholdes er der ikke nogen endegyldig sandhed.
Men selvom mennesket (fx Martin, fx menneskeheden) ikke på stående fod kan finde nogen absolut værdi, betyder det ikke, at intet har værdi. Men hvad er værdi? Ja, her kommer Rorty marcherende ind fra venstre med sit pragmatistiske jubilæumsflag. Rorty bærer bl.a. rundt på arven fra landsmanden, pragmatikeren og en af psykologiens Godfathers William James: Det interessante er, hvad der virker, ikke hvorfor. Og endvidere: det er ligegyldigt om koen står på marken, når ingen iagttager den, sålænge vi ved fra erfaring, at koen står på marken, når vi kommer tilbage. Den kultur vi er en del af omformulererer konstant mening og værdier.
Så det korte af det lange er, at Rorty har et kilometerlangt flersporet argument for, at vi ikke kan være sikre på en skid. Overhovedet intet. Det eneste vi kan og bør gøre er at blive pragmatiske i ordets filosofiske forstand: vi skal bedømme ideer, tanker og handlinger ud fra deres brugsværdi. Meget Lomborgsk, egentligt. Altså; viden, værdier og tro er ultimativt et produkt af den historiske og kulturelle periode, vi er i.
2) Rorty ville lægge filosofien i graven. Faktisk var ville Rorty sige, at hans hovedværk mere var en metafilosofi, end egentlig filosofi. Filosoffer siden Kant havde prøvet at finde frem til absolut sandhed, altså et solidt fundament, hvorpå man kunne bygge videnskabens hus (så at sige), men som Rorty ville sige: we have absolutely no idea what it would look like to reach the end goal or how we would know we've reached it. Så derfor: væk med den højtbesvungne filosofi. Bevares, det kan da gøre nytte, men man skal bare ikke sige, at filosofi er mere sandt, end andet litteratur. Så ned i litteraturkassen med filosofi.
Faktisk satte Rorty sin pointe så meget på spidsen, at han skiftede sit hverv som filosofiprofessor ud med et hverv som professor i litteratur.
Nå, det var det filosofiske/samfundsmæssige/kritiske. Som også er blevet læsterligt kritiseret af filosoffer.
Men Rorty, som så mange andre mennesker, var jo et menneske. Og I følgende klip fortæller han i sin afmålte og nøgterne (læs: steneren) stil om sine barndomsår. Forvent ikke et actionbrag. Forvent en gammel mand åbne en bred luge til sin person - en hybrid af kynisk tilbageskuen, kølig analyse og (mmmhh...) trist aroma:
Hvis man vil se en rigtig lang og stenet video om og med Rorty, hans filosofi, litteratur og, ikke mindst, "Beauty and Consolation," kan man se følgende video. Og så kan man også øve sit hollandske.
Vor mor sagde altid, at hvis man ikke har noget pænt at sige, så skal man holde sin mund. Ligeledes er det vel mere eller mindre anerkendt, at tale er sølv, men tavshed er guld, omend dette nok især gør sig gældende, hvis det man nu har at sige ikke engang er blot perifært pænt. Og så er vi vist tilbage ved åbningssætningen, "Vor mor sagde altid..." Ikke desto mindre har jeg her givet mig selv 10 minutter af min egen tid at spilde på at få Jer til at spilde, hvis ikke 10, så måske 2 minutter. Hvis der så er 6, der læser, gange to minutter, så giver det 12 spildte minutter, hvilket betyder jeg har vundet med to minutter. Sejr! Den der vinder har som bekendt ret, ihvertfald, hvis sejrherrene er alfabetiske nok til selv at skrive deres egen historie i selvsamme bøger. Men for at gøre det, skal nogle have lært dem netop denne kunst - hvilket bringer mig videre til mit egentlige kødfulde tidsrøveri:
Richard Rorty. Nu afdød amerikansk filosof og diehard akademiker, som af BBC fik skudt i skoene, at han var "the man who killed truth" i en dokumentar af samme navn. For snart mange år siden trådte snotungen Rorty sine barnesko i en østlig amerikansk skolegård. I skolegården var der andre drenge. Store denge. Og de gav Rorty bank. Og Rorty var ikke så meget for det sociale, selvom han aldrig rigtigt kunne forklare hvorfor. Men læse bøger, det kunne han. Og Rorty læste og læste. Ja, han læste så meget, han kom ind på et universitet som ca. 15-årig. Her fandt den gumpetunge læstehest ro; her fandt han andre snottede drenge med samme nørdede inklinationer.
Rortys lange karriere inden for den amerikanske akademia mundede ud i hovedværket, den meget omtalte og kritiserede "Philosophy and the Mirror of Nature," som jeg selv engang gerne vil læse, hvis jeg en dag skulle blive klog nok til det. Den bebrillede filosof skrev værket for at afmontere al Filosofi i et forsøg på gøre det store "F" i den pompøse Filosofi til et lille "f" - filosofi skulle over i ganske almindelig litteratur.
Men nu har jeg brugt mine ti minutter. Jeg er dog kommet i tanke om, at jeg nok har noget pænt at sige, og mit næste indlæg vil på mest underholdende (og forhåbentligt mere velstrukturerede) vis omhandle Mr. Rorty, Rorty som angreb sin egen disciplin, Rorty som droppede filosofien til fordel for at læse Nabokovs "Lolita" og se på sommerfugle, og Rorty som aldrig fra sit akademiske elfenbenstårn kom til at tryne skolegårdens bøller - simpelthen fordi han aldrig siden kom til at møde nogen igen.
