Jeg kan ikke lade være med at lette anerkendende på hatten for Das Beckwerks kunstdefinition. Som jeg ser det, så arbejder han i grænselandet mellem fiktion og faktion – mellem værket og verdenen – og vil nedbryde denne grænse. Altså, en sand skabelse i en handling i dette grænseland. Han sætter sig selv i den grad i spil – og på spil. I en Kierkegaard'sk forstand så tager han konsekvensen af at vælge – ellers bliver man blot en undgænger, som kommer til at leve et uforløst liv. Det vigtige er ikke, om valget er rigtigt eller forkert, det vigtige er handlingen. For mig at se, så står det i kontrast til den mere lidt mere navlepillende, traditionelle kunster-position, hvor man indtager en voyeur-rolle og venter på, at inspirationen dumper ned fra oven. Das Beckwerk forventer ingen belønning og ingen disciple. Han er jo død! Han udstiller vores zombie-agtige tilværelse ved at han lever ekstremt – netop fordi han er død. Omkostningen er, at han ser døden konstant i øjnene – f.eks. ved Selvmordsaktionen i Irak. Det paradoksale er altså, at han i den grad lever, selvom han er død, og vi er døde, selvom vi lever.
Das Beckwerk var inde og besøge Biblopaten i Deadline 2. Sektion i søndags.
4 comments:
Man har lyst til at kalde dem for selviscenesættende freaks, men CBN kan jo ikke være selviscenesættende, når han nu ikke engang er.
Som barn af en børnepsykolog vil jeg på CBNs vegne være seriøst bekymret for datteren - det er fandme en freaket far, der ikke engang vil erkende sin egen identitet.
Hatten af for, at de sætter sig så meget i spil for kunstens skyld, men de to kunstværker, der præsenteres i indslaget må begge klandres for at postulere, at mennesker ikke betyder noget for hinanden, når de søger det selvudslettende på den måde, som de gør. Jeg tror ikke, jeg synes, det er et sympatisk budskab, men det er kontroversielt, må man sige. Mest af alt havde jeg bare lyst til at skrive en kommentar om, at de var nogle "Fucking freaks" - men de - og specielt "Das Beckwerk" - er svære ikke at forholde sig til. Det må være noget af det mest fornemme, en kunstner kan præstere.
Jeg mener det er en valid kritik at fremføre af Das Beckwerk ift. det med hans kone, barn, familie osv. Man kan godt diskutere, hvor moralsk det er, at hans datter ikke kender hans navn. Det er jo meget radikalt.
Omvendt er det netop pointen at udstille det perverse i, at man kun eksisterer i dette samfund, hvis man har et CPR-nummer. Han eksisterer i den grad, selvom han ikke har papir på det. Han har rendt rundt på gaden og har haft brug for hjælp og et sted at sove, men kunne ikke få hjælp nogen steder, selvom han stod der i levende live, da han ikke havde et CPR-nummer. Så selvom man står overfor et menneske af kød og blod, så er barrieren for hjælp en slags administrationsformalia, hvor man skal have papir på, at vedkommende rent faktisk eksisterer. Jeg tolker ikke Das Beckwerk til at have et budskab om, at mennesker ikke betyder noget for hinanden – snarere tværtimod. Netop ved at nedtone identitetsarbejdet, forsøget på at realisere selvet, kan vi være noget for hinanden. Som han siger, så mener han, at i stedet for at bruge tiden på at blive til noget man ikke er, så kan man bruge tiden på noget bedre. Og dér går han planken totalt ud med hans vanvittige projekt med at forsøge at skrive verdenshistorie ved at indføre demokrati i Irak og få USA til at genopdage det osv. Det mener jeg er freaking radikalt gjort, men også respektindgydende
Jeg har ikke tolket Das Beckwerk til at bevidst fremføre et budskab om, at mennesker ikke betyder noget for hinanden, men jeg mener forsat, at det er en uforvarende medfølge af "værket".
Grundlaget for meget menneskelig nærvær, samvær og social kontakt er kommunikation. Uden kommunikation vil vi ikke anerkende, at vi kender hinanden. En helt, helt elementær og basal forudsætning for kommunikation er, at vi har et navn for det, som omgiver os. Ting, følelser og mennesker. Uden navnet vil kommunikationen være fortabt - vi vil ikke kunne forstå hinanden.
Uden at have læst eller tolket noget af Das Beckwerk, så mener jeg, at han uforvarende kommer til at tale nedsættende om den menneskelige relation og den sociale og kommunikative kontakt. Tydeligt illustreres det af "bibliopatens" frustrationer over ikke at vide, hvad han skal kalde en ellers god ven mere. CBNs individuelle projekt tilsidesætter vennernes behov for at være i direkte - og ikke blot meta-kontakt med ham.
Han er radikal, beundringsværdig og respektindgydende. Men jeg finder ingen sandheder i hans stålsatte identitetsfornægtelse, thi jeg synes radikalisme af næsten enhver art begrænser vores kommunikation og medmenneskelighed - og så har jeg svært ved at se, hvordan vi kan være noget for hinanden.
Kommunikation handler om dialog. En af de store tænkere inden for Hermeneutikken var Gadamer. En af Gadamers pointer var, at man skiftevis forsoner og fremmedgøre sig med verden for dermed på fænomenologisk vis at kende sig selv gennem verden. Kun gennem erkendelsen af sin endelighed i et uendeligt rum, finder man sin egen identitet. Det lader til, at Das Beckwerk har gjort sig denne erkendelse, da hans projekt netop handler om at tage konsekvensen af endeligheden i det uendelige rum. Det er her i gennem, at modet til at konfrontere Det Andet og Den Anden får en eksistentiel begrundelse. Gadamer definerer det som horisontsammensmeltning – og det tror jeg er en af Das Beckwerks pointer. Konfrontationen med Den Anden har ifølge Gadamer karakter af dialog. Dialogen betyder, at man anerkender Den Andens krav på meningshelhed – at udsige noget sandt. Denne form for tillidsfuld konfrontation kan virke naiv, men det er her, at modet kommer ind. Og det er netop dét, som jeg synes er beundringsværdigt ved Das Beckwerk. Modet og naiviteten i Das Beckwerks projekt. Modet til at sætte sig selv i og på spil. Som jeg ser det, så er pointen altså, at så længe man kender sig, dvs. ens egen værens præmisser, kan man indgå i en tillidsfuld dialog
Post a Comment