Hva' er det nu med det Lost?

Tanker om LOST, sæson 1 (plus en håndfuld af 2. sæson – jeg kunne ikke dy mig)

I mens TV-Danmark faldt i svime over Landsbyen, Bryggeren, Taxa, Edderkoppen, Krøniken, Ørnen (eller hva’ pipfuglen nu hed) befandt jeg mig i et TV-vakuum, hvor jeg ikke fik set noget som helst af de nævnte serier. Fjernsyn er opium for folket. Fjernsyn er dumt. Og specielt TV-serier. Føj. Sådan en gang lort i kilometermål; man spreder det ud fra møddingen, og pispøblen guffer det i sig.
Men nu. Nu er jeg fortabt. Jeg er – med et af Dannevangs angofile ungdom ofte anvendte udtryk– helt lost! Jeg har allerede kværnet første sæson af Lost, der blev sendt først gang i 2004 i USA, og jeg er siden hen godt i gang med at streame anden sæson. Så, før jeg bliver helt fortabt og kommer for langt hen, vil jeg lige kaste mine to cents efter Klasens elektroniske sider.
Og hvad er det ved Lost, der gør mange mennesker – inkl. mig - til drugged-up TV-narkomaner? Ja, det er det spørgsmål, dette indlæg vil forsøge at besvare.
Som alle andre TV-serier, har Lost et langt plot (der forløber på gennem alle afsnit), et mellemlangt (gennem to eller flere afsnit) og korte plot (der forløber gennem et afsnit). Denne recept, hvis den er afbalanceret rigtigt, fastholder seeren gennem det enkelte afsnit – et minimum af zapning – og gennem en hel sæson.
Lost har en mængde af disse ingredienser, og i løbet af første sæson har der været en tilpas mængde mysterier og løste gåder, der virkeligt har fasthold mig.
Jeg har både set Prison Break og Heroes, og begge serier var virkeligt underholdende, men begge serier tabte mig. Selve konceptet i Prison Break virker meget godt, men – for mig – var der for langsom udvikling i plottet. Specielt efter Scofield kom i fængsel for anden gang. Heroes var fedt, men 3. sæson og hele turen tilbage i tiden til Shogun-tidens Japan holdt heller ikke. Det skal blive spændende at se, hvorledes det kommer til at forholde sig med Lost.
Lost udmærker sig på flere områder i forhold til andre serier.

Flashback og backstory
Selv om andre serier og film benytter flashback, så er brugen af flashback i Lost virkelig fænomenal. Hvert eneste afsnit er tematisk vægtet på en eller to personer. Denne eller disse bliver så belyst vha. en dramatisk backstory, der betyder meget for forståelsen af karaktererne i serien. Det være sig Jacks forhold til den fordrukne og hårde far, Hurleys lotterigevinst, John Lockes (oooh, jeg er vild med det navn) faderproblemer, handicappethed osv. Hver eneste persons fortid er lige så kompleks som samspillet og sammensætningen af de overlevende fra flight 815. Dette giver karaktererne en virkeligt god dybde og de parallelt fortalte historier fungerer helt igennem og giver god forståelse for personernes karaktertræk og bevæggrunde.

Had, kærlighed – og det der ligger imellem



I Lost finder man mange ting, der belyser menneskets eksistens. I momenter opstår der intenst had (Sawyer-Jack, Kate-Sawyer, Shannon-Locke, Boone-Shannon osv.), som løber ud i sandet igen: enten til en ilde skjult mistro eller til kærlige følelser. Endvidere simrer der igennem første sæson en broderlig kærlighed op mellem flere af de mandlige karakterer - det er pudsigt nok også kun mellem de mandlige og i mellem mænd og kvinder, at der opstår had eller uvenskab – hvor i mod de kvindelige karakterer er dele af et forholdsvist harmonisk søstersamfund.
Kærligheden mellem mand og kvinde ses i øjeblikke mellem Boone-Shannon, Charlie-Claire, Jack-Kate, Kate-Sawyer. Eller er det blot liderlighed? Og hvor går grænsen? Muligheden for sexuelle forhold bliver unægtelig begrænset af situationen – fanget på en ”øde” ø efter et flystyrt. Tillige er karakterernes forskellighed og tidligere kærlighedsforhold også en begrænsning – der er faktisk ingen af dem, undtagen Rose, der er i gode, stabile forhold. Samtlige har kærlighedslig i baggagen. Men samtidig er hovedpersonernes forskellighed også en drivkraft for lysten. Her tænker jeg især på Shannon og Sayid.
Rose er egentligt den eneste person, der stort set er i fred med sig selv og situationen. Og Rose – med vis-gammel-kone-auraen – er den eneste af karaktererne, der udelukkende investerer sig selv i venskabelige forhold. Hun er selv sikker på, at hendes elskede Bernard er i live.
Og frygt. Who are the others?

A Man of Faith, a Man of Science


Og så drives plottet frem af konflikterne mellem de rationelle mennesker og de irrationelle, eksemplificeret ved Jack og Lockes mange sammenstød. Og konflikten mellem rationalitet og irrationalitet kommer til syne i stort set hvert eneste afsnit i mange former.
De rationelle: Jack er stjerneeksemplet på det rationelle – i stort set alle hans gerninger. Men Jack er ikke ene. Der er flere, der primært er rationelle typer: Sayid, Kate, Hurley (på nær hans frygt for 4,8,15,16,23,42), Sawyer, Sun og Jin. Og Locke – men hans rationalitet fungerer på et mikroplan, da hans rationelle handlinger alle er forankret i hans fatalisme.
De irrationelle: Shannon, Charlie, Claire, Michael (der dog har en rationel tilgang til det praktiske), og Locke (der er irrationel på et mere makroskopisk, hans livsanskuelse).
Konflikterne mellem personerne, mellem følelserne og mellem ræsonnementerne, er et virkeligt spændende virkemiddel, der virkeligt sætter sving i dramatiske modsætningsforhold. En drivende dramasteak, tak!
Derudover river og flår disse to modsatrettede kræfter i hver enkelt person - bare mere i nogle personer, end i andre. Og dette foregår også, når man som seer skal forholde sig til de mange mysterier: hvad er der i the hatch? Hvem slog Sayid ned? Hvad er det for en sygdom, Rosseau snakker om? Ud fra hvilket livssyn og hvilken strategi tolker man?

Komplet serie
Som sådan indeholder Lost samtlige binære temaer – i hvert fald dem jeg selv kunne komme i tanke om – der gør sig gældende i en menneskelig kontekst: had-kærlighed, liv-død, natur-kultur, fjendskab-venskab, lyst-ulyst, humor-alvor, åbenhed-lukkethed, venskab-uvenskab, tilgivelse-fordømmelse, logiske-det irrationelle o.a.
Så tematisk set er Lost en komplet serie, og ind til videre har vægtningen af spænding og forløsning været fantastisk godt afbalanceret. Derudover er skuespillerne så gode og manuskriptet så godt, at de irriterende typer (Shannon, til tider Claire og Charlie) rent faktisk er virkeligt irriterende, de gode handlinger varmer, tragedierne piner os, det dystre er dystert, det chokerende chokerer, og Evangeline Lily (Kate, oh Kate) er smuk som Helvede er varmt.
Interessant er det også, at ”Lost” både dækker over karakterernes personlige situationer, men også deres nuværende på øen. (Lockes stoiske væremåde får grund at gå på med hans ”I’m no longer lost.” Kan man finde sig selv, når man er tabt for verden?)

Hvert menneske er per definition fortabte for fortiden, men denne gruppe folks er tilmed fortabte med og i fortiden. Og så lige fortabte på øen – eller er de blot forlagte? Forlagt med chance for (gen)opdagelse?

Ja, det vil de næste 5,75 sæsoner vise. Oh man!


EKSTRA GUF:

De (skjulte) filosoffer i Lost
Og en til