Fastelavnsbollens spejl

Jeg har altid haft respekt for bagere.
Bagere står tidligt op - meget tidligere end jeg - og de går tidligt i seng. Det kan jeg have svært ved. Og det har været mit tidligere grundlag for respekten. Tidspunkterne.
Men samtidig er de fleste af dem enormt gode til at bage brød.
"Brød?" siger du? "Det er sgudda let nok. Jeg har bagt masser af brød."
Mjah, man har da vel flået en pose shake-and-bake op og rystet med lidt vand, så en slags bager er man vel. Kollega kunne man nærmest sige.
Dette har også været min holdning hidtil. Brød er nemt. Gær, mel og vand: easy!
Dette var min holdning.

Lørdag den 5. marts krydsede jeg klinger med en solid dansk bagværkstradition: fastelavnsbollen. Inden projektet gik i gang, havde jeg ikke gjort mig klart, i hvilket omfang bollehåndværket kræver teknisk kunnen og bagværksmæssig sofrosyne.

Jeg gik i krig med at smelte smøret (efter det nøje var blevet vejet af), blande med mælk og gær, sukker og salt - æg og mel sidenhen. Efter at have opbrugt Føtex-håndmixerens sidste turbokræfter og været vidne til dens mere og mere hvinende klagesang, stoppede jeg endelig, da dejen var fin ensartet og slap let. Nu skulle der hæves.

En halvtime efter rullede rullemaries kusine ud af skuffen, og jeg smed den spændstige hoppeborgslignende dej på bordet. Rulletid med manér, rulletid med måde. Kort tid efter havde jeg rullet den smukke hvide dej ud på bordpladen; jeg skar den derpå i fine firkanter.

Nu kom det egentlige kunststykke, det centrale punkt, det som man ikke tænker videre over, men som man bare tager for givet. Som sociale ydelser, fx. Fyldet skulle på og dejen klemmes omkring, således det blev en bolle med fyld. Thi således er definitionen på fastelavnsbollen. Bolle med fyld. Guf.

Dette kunststykke skulle dog vise sig at være et kighul ind i min egen personlighed - et kighul, som var ubehageligt, men lærerigt.

De første par fastelavnsboller lavede jeg i samme ånd, som når en 7-årig dreng tømmer softicemaskinen på Jensens Bøfhus. Fandme om der ikke skulle marmelade og creme i! Gu skudda så! Jeg placerede gavmilde klatter på dejen. Nok på en 4 stykker før jeg prøvede at udføre den egentligt lukkemanøvre.

Mine fingre tog fat i siderne på bolledejen og klyngede den over klatten, siderne mod hinanden. Jeg klemte dem mod hinanden, men ak! Den nu djævlens vanillecreme umuliggjorde en hermetisk lukning. Panisk klemte jeg hårdere og hårdere; mine knoer blev hvide, og min puls steg under mit rødmende ansigt. Luk så!

Jeg måtte give op. Muffinformen blev kisten, som denne vanskabning af et stykke bagværk blev kørt til krematoriet i. Rest in peace. Så grim, så ikke engang en mor kunne holde af den.

Dette blev også resultatet for de næste tre boller.

Men her skete det så, kære læser, her skete det vidunderlige. På grund af menneskets frontalkortex' fænomenale evne til at justere og planlægge, nedsatte jeg mængden af leveret kagecreme og syltetøj på de næste stykker bagværk. Og lukningen gik så smukt og godt.

Sejren var i hus!

Med stolthed i mit bryst satte jeg pladerne ind i ovnen og ventede spændt på de 7 minutter var gået, før jeg kunne tage dem ud.

Da jeg endeligt gjorde, var det dog med til et skrækkeligt syn. Ud af i alt 20 fastelavnsboller, var der kun sølle 5 som ikke lå og brækkede en lind strøm af creme og syltetøj op mod nabobollen.

Og hvad kan man lære af det? Jeg tænker stadig over forventninger og tekniske spidsfindigheder. Men ligegyldigt hvad, så er jeg overbevist om, at jeg har opdaget en ny diagnosticeringsform, som landets psykologer gerne må benytte.

Nårja Så har jeg stadig respekt for bagere.