Ovenstående er et citat fra Sam Mendes’ Revolutionary Road. En replik i en film, som jeg ikke har kunnet slippe igen.
Lars Von Trier har defineret en god film som følelsen af en sten i skoen. Implicit forstås det af denne definition, at en god film gør indtryk. Derudover behøver den ikke gøre godt; måske skal den gode film snarere gøre ondt? En sten i skoen er ikke rar, men den kan mærkes. Den er med andre ord nærværende. Ja, man kan næsten ikke tænke på andet, når man har en sten i skoen. Den er altså ikke ligegyldig. Jeg har haft en sten-i-skoen-følelse siden jeg så Revolutionary Road.
Hvis I, ærede klase-drenge, ikke har set Revolutionary Road endnu, vil jeg varmt anbefale, at I ser filmen og håber I får en følelse af en sten i skoen.
6 comments:
Det var en god film. Jeg har aldrig været den store fan af Leonardo da Capo, men han gør det ganske fint ligesom Kate. På trods af at Leo til tider kan være lidt sand i min sko, så lader jeg hesten slippe af sted fordi – og det er en god grund - Rev. Road sætter mange af de tanker som jeg har på en underholdende form.
Plus, plus, plus.
Jeg tillader mig lige at lynskrive hvad jeg har på sinde:
Finder man lykken gennem sit arbejde? Finder man lykken i et parforhold - eller måske ved at få børn? Eller i religion? Fodbold?
Slår lykken kun rigtigt igennem når man glæder sig til noget?
Stoikerne, buddhister, andet godtfolk og nu amerikansk fyr som Eckhart Tolle siger at man ikke bliver lykkelig af håb og drømme, men at man bør slappe godt og grundigt af og være tilstede i nuet. Jeg kan godt lide den tanke at det er processen der er det vigtigste. Og som enhver anden aften i byen, så kommer ekstasen også med depressionen, glæden med smerten, kosmos med kaos og hunden og katten og alt derimellem. Men på den anden side ligger der i mennesket, mig, håbet om noget mere; i min krop ligger den rivende længsel om at gøre noget der definerer mig som person på en måde jeg selv respekterer.
For mig er det to vigtige iagttagelser. Kan man gribe dagen i visheden om at alt er lige meget?
Hvis the Wheelers var taget til Paris, ville de så være snotlykkelige? Frank Wheeler var bange. Da April Wheeler siger til Frank at han er bange for at fejle, så rammer hun tæt på plet. Frygt gennemvæder hovedpersonerne; de skal vælge.
Moralen af filmen er ikke pokkers svær at gribe, men jeg synes nu ikke at filmen svækkes af den grund. For som menneske ved jeg, eller jeg siger det i hvert fald, at jeg skal gøre noget fordi jeg vil og være ligeglad med andres mening.
De ekstistentielle valg, de veje vi går ned ad, definerer os. Men de veje der står ubetrådte tilbage definerer præcis lige så meget, som den smalle sti jeg vælger.
Og ironisk nok er den sindssyge(?) matematiker den eneste konfronterer the Wheelers. Man skal være gal for at påpege konflikterne og den eksistentielle rumlen.
Jeg har en fornemmelse af at vores nuværende samfund opstiller mindre snærende bånd end tidligere, men måske tager jeg fejl. Retter vi os ikke lige så meget efter undervisningsministre og forældre, som vores forældre – og deres?
Der er mange spørgsmål. Og dét er styrken ved Revolutionary Road. Det er spørgsmål der ikke kan besvares uden handlen – uden definerende handling. Og dét har jeg ikke set i en film før så tydeligt og dét gør Rev. Road så bimlende frastødende lækker.
Det er lang tid siden jeg har set en film, som rammer lige ind i solar plexus, som den her gør. Jeg holder også rigtig meget af American Beauty, som er åndsbeslægtet med Rev. Road. Der er klare ligheder, men også væsentlige forskelle. Som jeg ser det, så er tematiseringen af menneskers ageren i den kvælende, småborgerlige konformitet et fællestræk, men udfaldet er markant anderledes. Hvor American Beauty groft set kan kategoriseres som en komedie (på den fede måde; alvoren og seriøsiteten hænger uløseligt sammen med humoren – de er ikke hinandens modsætninger, men hinandens forudsætninger), så er Rev. Road efter min opfattelse en rendyrket tragedie. 'Det kræver en helvedes masse mod at se håbløsheden'.
Jeg synes, Sam Mendes med denne film får nallerne ned i tilværelsens fede rødder og får rystet godt og grundigt i dem. For mig at se, er en af de centrale motorer i filmen drevet af spørgsmålet om, hvad er det gode liv egentligt? Da Capo-drengen og Kate er i filmen for indbildske, uærlige (overfor hinanden og ikke mindst dem selv) og for selvfikserede til at de kommer til at leve det gode liv, hvilket resulterer i tragedie.
Centralt i filmen er ideen om at rejse til Paris. Symboliserer Paris lykken i tilværelsen - det sted eller den tilstand, hvor tilværelsens brikker falder på plads og ’man for en gangs skyld kan mærke blodet pumpe i årerne’? Har alle mennesker et Paris? Eller symboliserer Paris et slags Utopia – noget imaginært, som er meningsløst at stræbe efter? Er tilværelsen, så grum, tom og håbløs, som ham den tossede matematiker siger?
For som du skriver, var The Wheelers blevet så pokkers meget mere lykkelige af at tage til Paris? Det kan de ikke vide, hvis de ikke tør tage valget. Som Kierkegaard sagde: ”Den der vover kan miste fodfæste for et øjeblik, den der intet vover mister sig selv”. Frank og April kunne have mistet fodfæstet, i stedet mister de sig selv og hinanden.
Filmen rammer ned i vilkårene for det postmodernes menneske. Det postmoderne menneske har utallige valgmuligheder til rådighed, men prisen er, at vi hele tiden må tvivle på, om vi har valgt rigtigt. Livet tillader os kun at realisere en lille del ad disse muligheder. Den svenske socialpsykolog Lasse Dencik bruger begrebet ”den eksistentielle sorg”. Det er sorgen over de liv, de identiteter, man ikke har levet. April har denne eksistentielle sorg på en ekstrem måde, da hun ikke kan blive, hvor hun er og heller ikke tage af sted til Paris.
Som du skriver, så rejser filmen nogle hårde spørgsmål, som ikke er nemme at besvare. Det er en hård og uromantisk omgang, men det skal gøre ondt før at det gør godt. Derfor kan man måske godt tolke, at et af filmens ærinder på en bagvendt måde er en hyldest til livet – ved at udstille det modsatte.
"Derfor kan man måske godt tolke, at et af filmens ærinder på en bagvendt måde er en hyldest til livet – ved at udstille det modsatte."
Lidt à la græske tragedier?
Jeg kan godt lide den ide. Filmen er to fede opadvendte tommelfingre til ekstistentialismen, til muligheder.
Apropros ekstistentiel sorg, så har jeg set det udtrykt som "the revenge of the unlived life," hvilket the Wheelers i den grad hjemsøges af. Og de hærges jo egentligt mere af det, end af det liv de faktisk fører.
Paris bliver også til hverdag på et tidspunkt. Og så bliver projektionen Madrid, måske.
Men tager man ikke til Paris, vil denne eksistentielle sorg tage fat - og den hævnen for ikke at tage til Paris er vel hårdere end hævnen for at tage til Paris og savne det gamle nabolag eller længes mod Madrid.
Vi frygter valget; vi sørger over ikke-valget (der også er et valg).
Det bedre at være en Bobby Malone.
(Noget helt andet er, at jeg fik en voldsom lyst til at læse romanen og andet af Yates.)
Ja, lige præcis. 'Vi frygter valget; vi sørger over ikke-valget (der også er et valg)' Der rammer du lige plet!
Wow, jeg var slet ikke klar det var bygget på en roman. Det giver egentlig meget god mening - tror det kunne være en fabelagtig bog.
Kender du for øvrigt noget til forfatteren?
Interview med en forfatter, der har skrevet en bog om Yates. Det er lidt smålangt, men det giver et ret underholdende billede af Yates og hans forfatterskab:
http://www.google.com/gwt/n?u=http://www.identitytheory.com/interviews/birnbaum155.php
"I'm a not suggesting that Yates is better than certain canonical writers, but he made them seem a little silly to me... Yates tells it like it is. Life is lonely and dull and disappointing, and the way you endure is to pretend to be something you are not and then inevitably you have to pay for that too. Because you can't outrun the truth."
"And Yates ... [would] go to writers' conferences and go stumbling around insulting people and hitting on women."
Post a Comment