Tuesday, March 31, 2009

Frigiv Marie-Janne og få frihed selv.


Marie-Janne. Mary Jane. Marí Juana. Marijuana. Hash. Pot. Fed. Weed. Græs.

Slå hendes lænker i stykker, og lad solen skinne på hendes blonde hår. Lad hende lege med fårene på engen, og vandet klukke i åen, og kærtegn hendes bløde lår.

Dette er en hippiegammel diskussion. Det er dog et emne, der alt, alt for længe har samlet støv på hylden ved siden af andre grimme emner - som f.eks. prostitution - og det er sørgeligt, at et land, der i den grad ranker ryggen med henvisning til ytringsfrihed, og frihed generelt, ikke har taget større skridt i retningen af en egentlig liberal og økonomisk fornuftig narkotikapolitik.

For nylig forsøgte Klaus Bondam sig med et lidt mere fornuftigt forslag (sammenlignet med den gang han kæmpede mod, at gardnere i homoparkerne i KBH ville save bunden af buskene): legalisér hash, bliv banderne kvit.

Ligeledes satte Information i en sober artikel spot på samme sag, og et establishment-SWAT-team støttede en dekriminalisering eller en egentlig legalisering af hash.

Jeg husker endnu, at jeg, dengang jeg var pure ung, så en ung fyr med en fjollet hamphat på hovedet i et valgprogram på tv. Dengang blev han grinet af og neddebateret i en grusom grad. Han var fra Hampepartiet. Han ville have fri hash. Sikke da en tosse! Hvilken verden tror han, vi lever i? At folk skal have lov til at gøre hvad de vil?

Jeg husker også, at jeg i min pure ungdom blev belært om, at hashrygere blev både depressive of psykotiske. Nu er der, rent helbredsmæssigt, ingen tvivl om, at man ikke skal ryge hash, hvis man har psykiske problemer. Lad os slå lidt op i litteraturen og se hvad der egentligt står om hash:

A marijuana psychosis ... has been difficult to prove. No one doubts that marijuana use may aggravate existing psychoses or other severe emotional disorders. Brain damage has not been proved. Physical dependence is rarely encountered in the usual patterns of social use, despite some degree of tolerance that may develop... As with any material that is smoked, chronic smoking of marijuana will produce bronchitis... Fears that the drug might accumulate in the body to the point of toxicity have been groundless... The drug is probably harmful when taken during pregnancy, but the risk is uncertain... No clinical consequences have been noted from the effects of the drug on immune response, chromosomes, or cell metabolites. (L.E. Hollister, Pharmacological Review, Vol 38. 1-20. 1986)

Selvfølgelig fremmer et egentligt hashmisbrug næppe karrieren eller helbreddet i det hele taget, men de negative følger af at ryge hash er mindre end misbrug af alkohol og tobak. Så hvorfor er det ene forbudt, når de andre ikke er?

Derudover kommer de millioner af sprøde skattekroner, der smides efter bandekrig, de dersens pushere og andet godtfolk - de vil kunne bruges på mange andre mere fornuftige ting. Man vil komme meget af bandekrigen til livs, få nogle hashskattekroner i skattekisten, samt få mere kontrol over hvem der køber, hvis man nu tog en dyb indånding og mønstrede mod til at tage, hvad der tilsyneladene er en svær debat.

Kriminaliseringen af hash er kulturpolitik.
Det er borgerskabet, der ikke forstår. De forstår det ikke, gør de. Det er jo anderledes. Det er jo ikke en god cognac eller bourgogne serveret ved siden af Financial Times eller Børsen; næh, det er fremmed, er det - sådan en rygende pind eller en pibe. De folk der er påvirkede vil snarere grine af autoriteterne og etablerede magtstrukturer, end makke ret og bukke. Og så skal det da forbydes.

Og pudsigt er det da, at det er under Danmarks liberale parti, at hashlegalisering er et koncentreret tabu i regeringsgangene. Ind til videre har Kejt-partiet formået at implementere strengere kontrol af kommuner, skoler, universiteter, politiet, og offentlige hospitaler (men de private hospitaler skal da være der, og så er det ligegyldigt, at det offentlige sygehusvæsen rangerer som et af verdens bedste og sagtens kunne bruge mere støtte).



Ja, John Stuart Mill ville vende sig i graven, hvis han vidste, at Venstre beskrev sin politik som liberal. (Mill var ham med Om Frihed: “Over sig selv, over sin egen krop og sind, er individet enerådende.")

I det hele taget - og det burde specialt gælde under en liberal regering - burde staten aldrig have forbudt hash. Det er en umulig mission, og det er en forkert mission.

Og der går en lige kulturpolitisk linje fra hashforbud til alle de andre ting "vi danskere" er bange for, inkluderende hinduer, muslimer, kristne (ja, kristne), afholdsmennesker, narkomaner, syrehoveder og alt andet, der fraviger dansk alkoholkultur og forstemt stolthed over vi er verdens lykkeligste folk.

Legalisering af hash giver mening og er et funklende klart led i en breddere kamp for et mere åbent, tolerant of frit Danmark, hvor man kunne yde efter evne og nyde efter behov i vidunderlig fremadrettet frihed.

Hvis man har tid til det og vil læse lidt mere koncentreret om hash:
http://www.regulatemarijuana.org/home/pdf/2001_australian_study.pdf

3 comments:

Christian said...

Jeg synes, det er et interessant og velskrevet indlæg. Jeg synes ikke, at indlægget skal stå alene, så derfor et par indspark herfra.

Det første jeg tænkte ved læsning af indlægget var, at det var da synd for hende Marie-Janne. Frisind, tolerance og frihed osv. lyder da fint – det kan de fleste vel godt skrive under på. Men så kom jeg til at tænke på frihedsbegrebet, der anvendes og ligger til grund for konklusionen.

Frihed er ikke en entydig størrelse. Frihedens ansigter er utallige og i frihedens navn kan meget legitimeres og omvendt kan friheden bruges som bolværk mod forandringer. Groft sagt, så har friheden en offensiv og defensiv dimension, som Isaiah Berlin beskriver i 'Two concepts of liberty'.
Den positive frihed involverer oftest manifestationer af ideen om det gode liv; et fælles projekt. Altså et forsøg på at sætte folk fri. Den positive frihed kommer til udtryk på denne måde ”et mere åbent, tolerant og frit Danmark, hvor man kunne yde efter evne og nyde efter behov i vidunderlig fremadrettet frihed”.
Den negative frihed handler om at sætte en klokke ned om et eller andet – typisk et individ. Frihed skal skærme individet fra andres intervention. Frihed fra undertrykkelse og tvang – eksempelvis narkotikapolitikken i DK (ham fra Hamppartiet latterliggøres). Man skal sgu have til lov til at fyre den fede, hvis man lyster.

Spørgsmålet er om der ikke er grænser for, hvor meget ’frihed’ mennesket kan håndtere? Handler politik ikke også om begrænse den enkeltes frihed til fællesskabet bedste og man kan spørge sig selv om der ikke er brug for det politiske? Passer pengene altid, som de liberale hævder?

Jeg mener det liberalistiske, utopiske projekt med et ”åbent og tolerant og frit Danmark, hvor man kunne yde efter evne og nyde efter behov i vidunderlig fremadrettet frihed” er problematisk. Det bedste kan være jo som bekendt være det godes fjende. Liberale opererer med utopier, hvor ideologien er funderet på en naiv tro på, at det går bedst, hvis vi hver især gør som vi har lyst til. De beskæftiger sig med utopien om et upolitisk verdensbillede, da mennesket er fornuftigt og godt. Bare tænd op for jointen, tryk speederen i bund og fræs derudaf. Klassiske realister, som eksempelvis den store stygge Hans Morgenthau, afviser utopier og understreger antiperfektionen i tilværelsen og livets tragedier. De klassiske realister vil dybest set rede liberalisterne fra deres egen selvdestruktion. Realisterne vil operere – ikke missionere.

Så som jeg ser det, så afhænger noget af diskussionen om legaliseringen af hash, hvor optimistisk eller pessimistisk et menneskesyn man har. Jeg tror realisterne (eller hvad man skal kalde dem) med deres pessimistiske menneskesyn kan have en pointe. Mennesket har brug regulering, da mennesket ikke er så ultimativt godt og fornuftigt som liberale antager – der er brug for det politiske, da menneskets evner er begrænset. Der er ikke sådan, at realisterne ikke ønsker et utopia med frihed, frisind og frie joints, men det er en tragedie, at den liberale ide ikke passer og derfor må man opererer derefter.

En anden ting, som er værd at have med, er at hash og hårde stoffer tit går hånd i hånd. Hashen er vel en glidebane mod flere narkomaner? Er det en pris som er værd at betale i frihedens navn og rejser det ikke spørgsmålet om, hvem friheden er for? Det svage menneske, som ikke kan håndtere friheden og bliver junkie er vel ikke længere frit, men slave af stofferne?
Jeg ved ikke nok emnet, men siger erfaringerne fra Holland ikke at der er kommet flere hårde stoffer i takt med den frie hash eller er det bare noget, jeg bilder mig det ind?

Well, det var lidt spredt fægtning. Jeg kan i øvrigt godt lide billederne i indlægget. Specielt det første billede er fantastisk :-)

mkm said...

En del af diskussionen er utopien. Nu er jeg ikke så vanvittigt blåøjet, at jeg vil have laissez faire liberalisme til verden. Folk er idioter, hvilket - tror jeg - også kan udledes af dit svar.

Som sagt er det en aldrende diskussion, men jeg synes alligevel, at man bør tage en diskussion om emnet.

Hvis vi holder fingrene fra altomfattende utopier men blot fokuserer på tilfældet hash, så gør det tingene lidt lettere for os.

Frihed vejes mod sikkerhed.
Staten bør gennem lov regulere borgeres opførsel, således de beskyttes mod skade udført af andre samt skade påført af dem selv.

Staten skal dog ikke regulere på områder, hvor folk ikke skader andre eller sig selv, således folk får størst mulig frihed.

Det er så en svær nød at knække på en række områder.

Men mht. hashlovgivningen, så er der (for mig) ingen tvivl om, at den
a) er et fortidslevn,
b) var en reaktion mod et ungdomsoprør,
c) var funderet på fejlagtige informationer og vurderinger af helbredsrisici,
d) er forkert præcis fordi hashs direkte skadevirkninger er mindre end tobaks og alkohols, og det derfor umuligt kan forsvares at hash er illegalt, når de andre to ikke er,
e) er med til at dæmonisere hash, og når brugere prøver hash og finder ud af, at det i virkeligheden ikke er så slemt, så er de fristede til at prøve hårde stoffer som kokain eller heroin,
f) har skabt grobund for enorm kriminalitet,
g) er for dyr at håndhæve, og
h) kan ikke håndhæves,

Så sammenlagt kan man sige, at to sider udgør den hårde hashnød:

1. Spørgsmålet om skadesvirkning for individ og samfund.
2. Spørgsmålet om personlig frihed og rettigheder.

Mht. 1., så er den direkte skadesvirkning ikke stor nok til at retfærdiggøre et forbud. Den inddirekte (at brugere prøver hårdere stoffer samt følgevirkninger af hashbrug) er heller ikke påvist, og såfremt hash var dekriminaliseret, og folk var vant til det, så ville springet fra hash til hårde stoffer være lige så stort som fra alkohol eller cigaretter til hårde stoffer. Det er en kulturel konstruktion, at hash er skubbet ind i samme miljø som hårde rusmidler.

Mht. 2., så skal staten ikke begrænse min frihed til at benytte et rusmiddel, hvis det er tilstrækkeligt harmløst.

Det burde være lovligt at have en hampplante eller to, og staten burde dispensere stoffet gennem en coffee-shop lignende metode, således helt unge ikke for fingre i det (lige som helt unge heller ikke skal have fingre i en flaske snaps).


Det giver god mening at tage nogle erfaringer med fra Holland. Tjek konkusionerne i bunden af følgende tekst.

http://www.drugtext.org/index.php/en/articles/124-the-netherlands-drug-policy-20-years-of-experience

Christian said...

Allright. Jeg havde disse indvendinger pga. retorikken i indlægget.

Mht. til selve substansen, så må jeg melde blankt ud, at jeg ikke har nok viden om skadevirkningerne ved hash. Og det er vel det helt centrale i diskussionen. Det virker som om du har sat dig godt ind i stoffet og dine argumenter er overbevisende.

Jeg kan dog ikke lade være med at være lidt kritisk overfor forskningen og viden på sundhedsområdet. Ved godt det er med fare for at lyde relativistisk, men f.eks. er kun 15 % af den viden inde på hospitalet evidensbaseret. Det er lidt vildt at tænke på. Men selvfølgelig; hvis der er bred enighed i forskningen på feltet, så er der ikke så meget at rafle om. Så pakker jeg de spekulative briller sammen igen.

Når det er sagt, så kan jeg godt følge dig i, at loven måske er gået hen og blevet en anakronisme. Loven blev vedtaget i en helt anden kontekst end nu. Det fik mig til at tænke på, at sidste år var jeg med uni over og snakke med den kære Martin Ågerup fra Cepos ifbm. terrorlovgivning vs. personlige frihed. Han var meget optaget af et begreb fra USA, som jeg mener han kaldte for Sunset Laws. I DK er en lov vedtaget og fungerer til al evighed (med mindre den selvfølgelig laves om). Derfor er der ifølge Ågerup et væld af fuldstændige meningsløse love i DK – han havde nogle ret pudsige eksempler, som jeg desværre ikke kan huske. Med Sunset Laws har lovene en begrænset levetid (indtil solen går ned), hvorefter den positivt skal vedtages igen.
Hvis det var praksis i DK, så kunne man måske godt forestille sig, at narkotikalovgivningen havde set anderledes ud?