Sammen med blandt andet to gæve nordfynboer var nemlig også Berlingske musikanmelder Jeppe Krogsgaard Christensen tilstede under Bob Dylan-seminariet på Syddansk Universitet i Odense, der i mandags indstillede Bob Dylan til Nobels Litteraturpris.
I en helsides mere eller mindre triviel gengivelse af, hvem der talte og små udpluk af, hvad der blev sagt, trodsede anmelderen flere professorers rosende ord til Bob Dylan, og afsluttede sin reportage fra det-tydeligvis-langt-væk-liggende-Odense med en lille snerpet kommentar om, at det ikke bør være Bob Dylan, der vinder Nobels Litteraturpris, men i stedet den japanske forfatter Haruki Murakami, som Jeppe Krogsgaard Christensen tilfældigvis sad og læste på sin vej tilbage ti København i toget.
Mage til useriøs afslutning af en artikel, der handlede om indstillingen af Bob Dylans livsværk til Nobels Litteraturpris, skal man lede længe efter. Fair nok at have en holdning - but who are you to judge?
Her blot et citat fra forelæsningerne:
"Når en 68-årig udgiver et album, som 'Together through life' og placerer sig i toppen af alverdens charts, så er det ikke længere spørgsmålet om Bob Dylan skal have Nobelprisen. Den har han ikke brug for, men Nobel-prisen kunne så sandelig godt have brug for Bob Dylan" Heinrich Detering, Universitet Göttingen, æresprofessor ved Århus Universitet, samt vinderen af Tysklands fornemste forskerpris 2008.
Og et citat fra Dylan selv, som blev citeret flere gange under seminaret:
"Sometimes the you in my songs is me - and it is up to you to decide who is who".
Brillant - but who am i to judge?
2 comments:
Angående denne bemærkning:
" ...og afsluttede sin reportage fra det-tydeligvis-langt-væk-liggende-Odense med en lille snerpet kommentar om, at det ikke bør være Bob Dylan, der vinder Nobels Litteraturpris, men i stedet den japanske forfatter Haruki Murakami, som Jeppe Krogsgaard Christensen tilfældigvis sad og læste på sin vej tilbage ti København i toget.
Mage til useriøs afslutning af en artikel, der handlede om indstillingen af Bob Dylans livsværk til Nobels Litteraturpris, skal man lede længe efter. Fair nok at have en holdning - but who are you to judge?"
Af citatet fremgår det, at jeg "tilfældigvis" sidder og læser Murakami på vejen hjem.
Det tyder på, at du ikke har læst reportagen, men bare har digtet på dine egne fordomme.
Min afslutning lyder nemlig sådan:
"Men hvad med Ashbery, Murakami og Pynchon?
Ja, de behøver nok ikke frygte, at Dylan løber med Nobelprisen efter denne dag. Men det er ikke desto mindre ham, jeg tyr til i toget på vej hjem.
Igennem sangene og skumringen."
Det er således DYLAN, jeg hører på hjemturen og ikke Murakami, jeg læser - hvilket jo er en kompliment til Dylan.
"Mage til useriøs afslutning" skriver du. Hvilken afslutning? Din opdigtede eller min?
Lidt pinligt at bygge sin kritik op om et snydereferat, ikke sandt?
Jeppe KC
Først vil jeg da lige sige, at vi på bloggen er glade for at have andre læsere end blot den lille skare, der selv bidrager til den. Så tak for dit besøg og din kommentar.
Jeg kan ikke gøre andet end erkende, at jeg har konkluderet for hurtigt på din tekst. Jeg læste den kortvarigt over en frokost og kunne ikke finde den igen på berlingske.dk, da jeg kom hjem, og derfor måtte jeg citere frit fra hukommelsen. Og den fejlede altså. Og jeg skal beklage den hidsige tone, der er i blogteksten.
Årsagen til min misforståelse skal findes i artiklens sidste afsnit:
"Det virker i det hele taget lidt
søgt. Trods alle de pæne blazere,
velmodulerede stemmer og akademiske lingoer med ord som »diskurs«, »subjekt« og »dialektik.«
Og Dylans ord virker ikke geniale på overheaden eller i munden på oplægsholderne, som uafladeligt spejler ham i litteraturhistoriens største værker.
Det kan han ikke holde til, men er ikke desto mindre genial på sin egen evigt undvigende måde.
»Han er en anden«, kunne man sige med en omskrivning af hans forbillede, Arthur Rimbaud, og hvor god han er til at være netop dét står klart, når vi indimellem hører hans numre på auditoriets anlæg. Og da Steffen Brandt tropper op og fordansker en flok af hans sange, er han faktisk tættere på magien
end alle akademikernes velmente ord.
Men hvad med Ashbery, Murakami og Pynchon? Ja, de behøver nok ikke
frygte, at Dylan løber med Nobelprisen efter denne dag. Men det er ikke desto mindre ham, jeg tyr til i toget på vej hjem.
Igennem sangene og skumringen."
Her kan jeg godt ved genlæsningen godt se, at du komplimenterer Dylan, som du selv påpeger i din kommentar, men alt andet lige, skriver du også, at du nu ikke tror eller regner med, at det er Bob Dylan, der løber med nobelprisen.
Det, der provokerede mig ved din artikel var, at du gør dig til dommer over, om han kan holde til at blive spejlet i litteraturens største værker.
Det er ærgerligt efter en lang dag på Syddansk Universitet, hvor en række af lærde folk faktisk mente det modsatte.
De argumenterede for, hvorfor Bob Dylan netop godt kan blive spejlet i litteraturhistorien og også kan blive indstillet til nobelprisen.
Det, synes jeg, er store ord fra professorer og universitetsfolk, der så sjældent vil konkludere på noget som helst, men i denne sammenhæng sætter hele deres faglighed ind i bestræbelserne på, at Bob Dylan skal tildeles Nobelprisen.
Efter min bedste viden om journalistik, så er din tekst altså ikke en reportage fra indstillingen, men derimod en kommentar ud fra dine subjektive overbevisninger, når du skriver, at han ikke kan holde til det, eller at man ikke skal regne med, at han vinder prisen.
Post a Comment