Dead Man: Livtag med den amerikanske identitet

Dead Man fra 1995 er instrueret af Jim Jarmusch, som skulle være en af USA’s mest originale, uafhængige filminstruktører. Jim Jarmuschs film er typisk drevet af små budgetter, da historierne er så excentriske og skæve, at det er nødvendigt lave dem uden for etablerede Hollywood. Dead Man fik vidst heller ikke særlig megen omtale, men efter at have set den, må jeg sige, at det er en vital film, som fortjener opmærksomhed og derfor denne omtale:

Historien
Filmen handler om William Blake (spillet af Johnny Depp), der rejser fra Cleveland, Ohio, mod Vest et sted i 1800-tallet. Som mange andre nybyggere er tilværelsen brudt sammen for ham og han rejser mod Vest for at finde sig selv og starte forfra. William Blake rejser i et komisk klovne-agtigt kostume. En fyrbøder indleder en totalt uforståelig samtale med ham, som varsler det meningstab, der skal komme. Blake har et brev med sig, hvor han er blevet lovet arbejde i byen Machine. Denne by er på ingen måde, hvad Blake havde forestillet sig: Der er ingen nybygger-idyl her, men et barsk og ukultiveret sted, hvor alt er søle. Bedemanden stiller kister frem, en hest står og pisser og en mand får et blowjob. Brutaliteten og råheden hersker.

William Blake får uden videre forklaring at vide, at jobbet er givet til en anden og hans brev ingen gyldighed har. Lovløsheden hersker tydeligvis i Vesten. Blake møder om aftenen en prostituerede, som han ender i kanen med. Ekskæresten dukker op og det ender med, at Blake i selvforsvar dræber ekskæresten og dermed er historien for alvor i gang!

Blake er hermed en eftersøgt mand og 3 af mest absurde dusørjægere nogensinde, sætter efter Blake. Af karaktertræk kan nævnes: Den ene taler med en udstoppet bjørn, den anden har myrdet, voldtaget og spist sine forældre og den tredje sover med en teddybjørn og siger syrede ting. Han filosoferer bl.a. over, hvor heldigt det er, at lyset ikke bare går ud på én gang, men langsomt fortager, så man ikke rider ind i noget...

Hermed illustreres en af Jarmuschs hovedpointer: vildnisset var ikke dér, hvor amerikaneren trådte i karakter som den modige og moralske nybygger, men derimod dér, hvor han mistede sin fornuft. Vildnisset skabte amerikaneren – og gjorde ham vanvittig.

Nobody


Der er mange legendariske scener og én af dem er mødet med den fedladne, flegmatiske indianer Nobody. Blake er uvidende om, at han deler navn med den engelske maler og digter William Blake, men ironisk nok kender den vilde indianer Nobody digteren og tror, at det er ham, han har mødt. Nobody spørger igennem filmen Blake utallige gange: ”Do you have any tobacco?” Blake og Nobody når aldrig rigtig at forstå hinanden. Tobaks-spørgsmålet bruges til at stikke hånden ned i det mørke, der gemmer sig i mødet mellem indianerne og nybyggerne.

Jarmusch gør helt klart op med forestillingen om den vilde indianer som et mere åndrigt væsen. Udover ”stupid fucking white man” har Nobody flere gyldne kommentarer som eksempelvis:

”The eagle never lost so much time as when he submitted to learn from the crow”.

Dybsindigt siger Nobody ligeledes: “You can not stop the clouds by building of a ship”.

Hvordan det hele slutter, vil jeg ikke afsløre. Død, desillusion og absurditet er en nære følgesvende i Dead Man, som er dybt ironisk, men selvom man griner undervejs, så er humoren et resultat af begivenhedernes absurditet og ikke et mål i sig selv.

The Frontier
Dead Man er en postmoderne western og en bitter kommentar til hele western-genren og amerikanernes selvforståelse. Historikere og andre godtfolk taler om en såkaldt Frontier-tese, som definerer USA’s nationale karakter. Frontier-tesen eller frontier-myten handler om det civiliserede menneskes møde med vildnisset. Frontier-tesen går på, at mødet med det vilde skabte en standhaftig karakter ulig noget verden tidligere havde set. Det er en idé om, at ur-amerikaneren blev født i grænselandet mellem den voldsomme barbariske natur og civilisation. Altså en særlig amerikansk identitet. Ind trådte den kuede mand fra det dekadente Europa og ud kom den stolte nybygger, cowboy, pelsjæger, kavalerist osv.
Jarmusch afviser ikke frontier-tesen og er enig i, at de amerikanske dyder blev skabt i vildmarken, men pointen er, at disse ikke er, som man har bildt sig ind. I vildmarken ødelagde den kristne nybygger alt på sin vej og mistede sin forstand. Derfor er en af hovedpointerne i Dead Man, at man ikke bør hylde dette kapitel i USA’s historie, men støde det fra sig i erkendelse af den skade, man har voldt andre og sig selv.

Filmen er besat af flere store stjerner. Som nævnt er Johnny Depp med, men også Gabriel Byrne og Iggy Pop (som spiller én, der går i dametøj og ordner det huslige). Musikken er lavet af Neil Young, som på hypnotisk vis akkompagnerer Jarmuschs knivskarpe sort-hvide billeder. Billede og lyd går på nærmest fænomenologisk vis op i en højere enhed.
En snas fra youtube, som giver et udmærket indtryk af stemningen i filmen, ses her