Friday, August 13, 2010

Babij Jar som eksempel på det europæiske tyrannis to ansigter



"Babij Jar, lokalitet i den nordvestlige udkant af Kijev i Ukraine, hvor de tyske invasionstropper med dele af lokalbefolkningens medvirken i september 1941 skød titusinder af sovjetiske jøder. Senere oprettede tyskerne en lejr på området, hvor ca. 25.000 mennesker blev dræbt. Ialt blev omkring 100.000 dræbt af tyskerne i Babij Jar under 2. Verdenskrig, først og fremmest jøder, men også romaer, ukrainske nationalister, sovjetiske krigsfanger og andre Sovjetborgere blev myrdet her. I oktober 1966 blev der på stedet rejst en mindesten, stærkt fremprovokeret af et digt med titlen "Babij Jar" af den sovjetiske forfatter Jevtusjenko. Først i 1976 opførtes et egentligt monument"
Kilde: Den store danske. Gyldendahl åbne encyklopædi.

Per Nyholm beskriver i bogen Europærerne Babij Jar som en af Sovjetunionens mange skandaler. Alle vidste det, men ingen talte om det manglende mindesmærke for Kijevs myrdede jøder. Monumentet blev først rejst i 1976 af en gruppe fortvivlede og nedbrudte skikkelser, som forsøgte at anråbe en højere magt om barmhjertelighed, anbragt på en kunstig klippe ud til afgrunden, som ligene tumlede ned i, efter at den levende menneskemasse var blevet gennemhullet af maskingeværernes ild.

Fraværet af et mindesmærke for en af Anden Verdenskrigs mest horrible massakrer blev ofte tilskrevet Østeuropas traditionelle antisemitisme, men denne forklaring er ifølge Per Nyholm ikke tilstrækkelig. Sandheden er ifølge Per Nyholm, at ikke blot nazisterne, men også kommunisterne myrdede løs ved Babij Jar.
Ved monumentets fod fortæller tre stentavler på russisk, ukrainsk og hebræisk at her (1941-1943) likviderede tyske fascister over 100.000 af Kijevs indbyggere. Monumentet er ifølge Per Nyholm ikke uden virkning og falsk ligesom næsten al kunst i statens tjeneste.

Der måtte være en dybereliggende årsag til, at Sovjetunionen i årevis nægtede at rejse et monument i Babij Jar: Det var i Babij Jar, at Stalin i 1930’erne indrettede en koncentrationslejr, som tyskerne efter deres indmarch drev videre i hans ’ånd’. Babij Jar er ikke blot et sted, hvor utallige jøder, ukrainere, russere, hvidrussere, polakker og andre i Kijev blev likvideret. Babij Jar er ifølge Per Nyholm den uafviselige afsløring af broderskabet mellem kommunisme og fascisme - en afsløring af det europæiske tyrannis to ansigter.

No comments: