Take care of yourself - Sophie Calle på Louisiana

"Sophie, I have been meaning to write and reply to your last email for a while. At the same time, I thought it would be better to talk to you and tell you what I have to say out loud. Still, at least it will be written."
Således begynder emailen, som den franske kunstner Sophie Calle modtager. Beskeden er skrevet af hendes daværende kæreste og markerer deres endegyldige brud.
Hvorledes reagerer man så, når man er en nutidig fransk kunsts store stjerner - således beskrives hun ihvertfald i Louisianas pamfletter - nu med knust hjerte?
Man gør selvfølgeligt bruddet og hjertesmertens flødesovs til genstand for et kunstprojekt.
Et hundrede og syv kvinder fra forskellige samfundslag - dog flest akademikere - og med forskellige faglige udgangspunkter analyserer ekskærestens email og sender deres dom tilbage til Sophie. Suppleret med fotokunst og en leg med den tekstlige fremstilling bliver Calles projekt til et på nogen måder hyperintellektuelliserende, intellektuelt navleskuende flig af et selvportræt (og portræt af eks'en, som han fremstår i brevet). På andre måder er projektet et forrygende og engagerende vidnesbyrd om kærestesorger, psykologi, menneskets eksistens, kærlighed og humor.
En kriminolog beskriver brevskriveren som værende decideret farlig. En naiv skolepige finder historien ret ud sørgelig. En fysiker tolker to forskellige former for fysiske brud ind i sammenhængen. Moralfilosoffer og dommere analyserer brevet ind i deres faglige kontekster. Sophies mor maner til hende, at hun skal komme videre; rent faktisk er det ikke noget at tude over: 'I har jo ikke engang været sammen 4 sæsoner,' mukker hun. Nej, havde det været 25 år, ja så kunne man snakke om berettigede kærestesorger.
De fleste tager klart Sophies parti. Alle undtagen moderen og en forfatter, som efter noget tid læser hendes oprindelige analyse, som hun forkaster. Hun skriver igen. 'Sophie,' skriver hun. 'Lyt ikke til de andre kvinder. Det er et farligt projekt. De vil kun gøre mænd til kvinder, og det, Sophie, er ikke godt.'
Ud over de nævnte tekstlige og billedmæssige fortolkninger er andre centrale dele af udstillingen videofremstillinger af - primært - kunstneres musikalske eller dramatiserende fortolkninger og analyser af brevet. Og alle giver de girl power til pigen. Med undtagelse af moderen og den nævnte forfatter. Og så måske papegøjen, der spiser brevet. Det er lidt uklart, hvilken side, den vælger.
Hvem der er helt(inde), og hvem der er skurk(inde?) er svært at afgøre. For mig er spørgsmålet også mindre vigtigt. Man kommer aldrig langt nok ned til at kunne komme nærmere den fornemelse. Dog er udstillingen en fantastisk introduktion til den regnbue af synspunkter, vi mennesker har og til den måde vi skaber mening i verden ud fra vores kontekstuelle forudsætninger.
Så som ekskæresten slutter, slutter dette indlæg også. Tag på Louisiana og tjek udstillingen Warhol After Munch" og Sophie Calle-udstillingen. Og, min kære,
"Take care of yourself."

X.