Frost/Nixon

For nylig havde jeg chancen for at se Ron Howards Frost/Nixon - og jeg greb den.

Og jeg har ikke fortrudt.

For selv blot småinteresserede i amerikansk politik og historie er Nixon interessant. Så jeg forventede mere en historisk-politisk film, hvilket den som sådan også er - sådan genremæssigt ihvertfald.

Men filmen er ikke blot tørre tal og fortælningsfattig fakta, men udvikler sig til en strid mellem to mænd, der hver har sit at opnå inden for interviewrammen.

Uden brug af pistoler og eksploderende biler, lader Howard filmen stige til et stærkt klimaks, hvor følelser, ambitioner og pengelyst ramler sammen over Frost, intervieweren, og Nixon, den interviewede, som hver især har deres rygte og liv at kæmpe for.

Da Nixon i en brandert ringer til Frost, slipper han de latente frustrationer løs:

"That's our tragedy, you and I Mr. Frost. No matter how high we get, they still look down at us... They told us we were a hundred times, the smart asses in college, the high ups. The well-born. The people who's respect we really wanted. Really craved. And isn't that why we work so hard now, why we fight for every inch?"

Og dette lag, laget af menneskelighed, imponerede mig.

Frank Langella spiller Nixon og Michael Sheen spiller den dameglade David Frost.