Hjemløse musikere

Jeg har endnu ikke haft mulighed for at se filmen "The Soloist", men er alligevel kommet til at tænke på den, og vil nævne den her. Filmen er bygget på rigtige begivenheder der blev gengivet i et fremragende indslag i '60 minutes' for nogen tid tilbage. Den handler om den skizofrene Nathaniel Ayers Jr. der bor på gaden i Los Angeles. Det skulle man jo ikke mene var usædvanligt nok til at lave en film om. Det særlige ved Ayers er da også, at han er et musikalsk geni, der spiller cello. Frem til sit andet år på Julliard havde Ayers en forholdsvis normal tilværelse, præget af hans talent. På Julliard udvikler han dog den skizofreni, der får hans liv til at køre af sporet, og endeligt er skyld i at han havner på gaden. En sørgelig historie, der hurtigt kunne være gået i glemmebogen, som én af tusindvis af skæbner. Sådan ville det også være gået Ayers, hvis det ikke var for journalisten Steve Lopez. Han opdager Ayers, og de to udvikler et venskab. Historien er nu blevet filmatiseret, med Jamie Foxx som Ayers og Robert Downey Jr som Lopez.
Ayers har via velgørenhed fået en cello, han spiller på, på gaden. Hans talent er stadig i behold, og musikken er det eneste der synes at give ham ro i sjælen.
Historien giver anledning til at stille et spørgsmål. Ville man opdage musikalsk talent, hvis man så det på gaden, eller ville man bare gå lige forbi?
Ayers er en cellist i verdensklasse, som under andre omstændigheder ville kunne spille klassiske koncerter med et stort publikum. På gaden går folk for det meste forbi - ganske få stopper overhovedet op.

Jeg tvivler på at jeg ville handle anderledes. Selvom jeg godt kan lide at tro, at jeg kan skelne gadegøgl fra talent.

Når jeg er kommet til at tænke på dette, er det pga. to videoer der er kommet på nettet for nyligt. Den første er fra i dag:



Det er efter min mening et helt fantastisk cover, fremført med en stemme der fortæller om et hårdt liv. Absolut rørende. Det var den video der fik mig til at tænke på 'the soloist', fordi der meget vel kan gemme sig en lignende historie bag homeless mustard. Og fordi jeg ikke aner, om jeg ville stoppe op, hvis han sad og fyrede den af i metroen en morgen.

Det er åbenbart et større fænomen end jeg lige havde regnet med. Jeg kom nemlig i tanke om en anden video jeg havde set for en uge siden, med en anden talentfuld musiker på gaden. Da jeg forsøgte at finde den ved at skrive "homeless man singing" på youtube, dukkede der et hav af videoer op. Til sidst fik jeg dog fundet den rigtige video:



Det er på én gang fascinerende og nedslående. Fascinationen ses tydeligt i antallet af videoer der er postet med lignende optrædener, og i kommentarerne til dem. Fælles er det, at det er en overraskelse for os, at hjemløse kan besidde et talent. Videoerne kan give en lille reminder om, at det kan forholde sig sådan, og at man skal have øjnene åbne for dem man normalt bare ville gå direkte forbi.