Rygterne om kulturkampens død er tilsyneladende stærkt overdrevne. Jess Ørnsbo har i hvert fald taget den skarpe pen op af skuffen i artiklen Det Store Kulturskred.
Jess Ørnsbo er blevet kaldt Danmarks vredeste mand. En gnaven misantrop, der bor langt væk fra mennesker og skælder og smælder på alt, hvad han kan komme i nærheden af. Hvorvidt denne myte er sand, skal jeg ikke kunne sige, men hans syn på kulturtilstanden, kan ikke siges at være videre positiv.
Ud fra logikken om, at et begreb, der siger alt; dermed siger ingenting, skriver han bl.a.:
"Kultur er efterhånden blevet et ord uden nogen som helst betydning. Det er blevet devalueret og kan betyde hvad som helst. Kultur er blevet et luderord, der er blevet erobret af den hærgende reklame og kan bruges til at sælge alt fra strømpebukser til mavemedicin. Det ville være dejligt, hvis man smed ordet ‘kultur’ ud og gik direkte til sagen: litteratur, maleri, teater, film, dans, musik."
Jeg synes, det er en vedkommende, humoristisk og lidt provokerende analyse fra en gammel samfundsrevser, hvor han har nogle udmærket pointer, selvom forfalds-tankegangen i længden bliver lidt anstrengende.
2 comments:
Hatten af for Ørnsbo. Men er det kulturens og kunstens grundeksistens, at den skal kunne forandre sig og innovere sig selv?
Hvis man tager udgangspunkt i kunstnerens raison d’être, så tror jeg det er afgørende at kigge på kunstnerens placering i samfundet – eller rettere udenfor samfundet. Det der udmærker kunstnerne er, at de ikke er funktionelt forankret i ’nødvendighedens rige’. Ofte er det eksistentielt afgørende for en kunstner at være opposition til noget – og hviske replikker i tidens øre derfra. Måske er Ønsbos sure opstød udtryk for dette?
Kan du evt. uddybe tankerne bag spørgsmålet om, hvorvidt det er en præmis for kunsten at forandre sig?
Post a Comment