Wednesday, December 23, 2009

Produktet, der skal redde dansk journalistik


Internt i journalistkredse er der dyb surmulen. Man kan ikke tjene penge på netjournalistik. Punktum. Og aviserne er der ingen, der gider købe. Punktum. Der er ingen jobs, og dem der er, er platte underholdningsjobs, der ikke tilføjer journalistisk substans.

Dundersnak er der rigeligt af. Men der er også grenen af ukuelige optimister, der falder i svimer over al ny form for journalistik, der kan eller ikke kan være med til at redde journalistikken.

Et af de projekter er Berlingske Tidendes netsatsning - Ugen - der er et forsøg på at indføre mikrobetaling for netjournalistik. Jeg var meget skeptisk, men besluttede mig alligevel for at købe et abonnement. 50 kroner om måneden og så får du hver fredag et opdateret program, der giver dig et overblik over, hvad der er sket i ugens løb i kategorierne: Politik, Global, Business, Tech, Green, Fri (kultur), Sport, Mennesker, Blogs og Anmeldelser.

Jeg har nu læst ugen i tre uger, og jeg er faktisk begejstret. Jeg synes ofte, at ulemperne ved at læse nyheder på nettet er, at man kun får leveret dele af en historie, som man så skal klikke sig videre for at få baggrunden for. Nyhederne går så hurtigt på nettet, at man risikere at miste noget. Og derfor har jeg altid været glad for aviser. De leverer dagligt et overblik over, hvad der er sket i løbet af gårsdagen.

Men Ugen er en måde, hvorpå man slipper for de enorme mængder af avispapir i sin lille lejlighed (hvor man skal drøne fire etager ned for at smide det ud igen) og samtidig får et overblik - og støtter visionerne om betalt journalistik på nettet.

Ugen er langt fra færdigudviklet, og man kan betvivle om man får reelt indhold for pengene, men den giver mig stadig den følelse, som jeg også får, når jeg læser en avis. Jeg læser en redigeret side. Jeg læser noget, som jeg ikke nødvendigvis selv ville have valgt, og derfor bliver jeg også inspireret, overrasket, vidende og forbløffet.

Nyhedsoverblikket er krydret med personlige kommentarer og klummer fra mange af Berlingske Medias medarbejdere, som har en faglig forståelse af nyhederne.

Thumbs up herfra og fem ud af seks stjerner til denne journalistiske fornyelse. Har i en 50'er i overskud om måneden, kan jeg kun anbefale jer, at klikke ind på www.ugen.dk og tjekke det ud. De første fire numre koster blot 29 kroner - derefter 49. Og det er også godt for miljøet, at slippe for avispapir.

Her er et par screenshots, som jeg har taget af den seneste udgave af Ugen:


billed1: "Hvad betyder eklæringen" - en hurtig indføring i, hvad erklæringen fra klimatopmødet egentlig handler om.

billed2: Kommentarer. En af de klummer, som jeg er begyndt at holde af i løbet af de tre uger er Tech-klummen. Her giver flere af medarbejderne i Berlingske Media deres bud på de mest spændende ting på nettet. Ofte spændende og relevante tip.

Billed3: Overblik. Her er eksempelvis forsiden af Politik-kategorien. Her er der et udvalg af de væsentligste historier i politik fra den seneste uge. Samme overblik er der for de øvrige kategorier. Hurtigt og nemt.

No comments: