En dokumentar fra Paradis

Der er flere grunde til at reality-TV er stormet frem på TV-scenen inden for de sidste år. Ja, startskuddet var vel, i hvert fald for Danmark, TV3’s Robinson Ekspedition i 1998 og TVDanmarks Big Brother i 2001. Og siden har det gået slag i slag med flere udgaver af samme serier, navnlig med Paradise Hotel som en naturlig lillesøster. Det var de danske. Så er der masser af amerikansk produceret reality-TV. Nogle vil indvende, at seriernes succes skyldes dels, at serierne er billige at producere og sende, og dels, at det i ”smart” indpakning byder på former for sex og seksualitet, drama og intriger, spænding i forhold drama og intriger samt ift. den naturlige pengepræmie (eller bachelor), samt humor: nogle vil grine af deltagerne, hvilket man nok oftest vil gøre, andre seere i andre situationer kan have så meget medindlevelse, at de griner med deltagerne. Der er dog fremkommet en begrænset mængde kritik, som beskylder reality-TV for at være leflende, fordummende og manipulerende – ja, faktisk så manipulerende, siger de, at det ikke længere kan kaldes reality-TV. Andre kommentatorer hæfter sig ved, at de nævnte programmer ofte indeholder en form for mangel på etik og deltagerne, en mangel på moral.

Undertegnede, derimod, vil gennem en tostrenget tilgang argumentere for reality-TV’s sandfærdig- og fortræffeligheder eksemplificeret i en skitseret analyse og diskussion af dokumentarserien Paradise Hotel. Serien er intet mindre end intelligent og udviklende fjernsyn. Tilgangens siger mod at belyse nogle få, men essentielle faktorer vedrørende I) den enkelte deltager, II) TV-publikum og Danmark som samfund.

Paradise Hotel (PH) er en dokumentarserie, der omhandler danske deltagere i en konkurrence, der går ud på at stifte og vedligeholde gode og loyale forhold med andre konkurrencedeltagere. Den deltager, der gennem konkurrencens forløb har vist at besidde de mest sympatiske egenskaber bliver erklæret vinder af konkurrencen. PH giver deltagerne en chance for at få deres drømme opfyldt. I MMØ’s indlæg nævnes pigen Amalie som eksempel på, at der er noget i vejen med dokumentarserien. Lad os først kigge på konkurrencedeltagernes umiddelbare situation.

I) Deltagernes fysiske positionering ændres fra en ofte gennemsnitlig dansk hverdag til lune, lækre sydligere himmelstrøg, hvor de nyder godt af god, solid, nærende kost samt diverse tilhørende drikkevarer. Yderligere giver PH deltagerne mulighed for at knytte velgørende bånd på tværs af kulturelle skel: der er direktørsønnen, og der er rengøringsdamen; der er repræsentanter for de lavere sociale økonomiske klasser, og der er repræsentanter for bourgeoisiet. Selvfølgeligt lider deltagerne af visse afsavn i forhold til deres tilværelse i Danmark, specielt i forhold til familie, venner og arbejde, men det gør man som menneske hver eneste gang krydser klinger med eksistensen og vælger, i Sartresk optik, hvad det vil sige at være menneske.

Yderligere er der en vis eksponering af konkurrencedeltagerne, som på denne måde sikrer en chance for at brande sig selv ift. nye potentielle arbejdsgivere og samarbejdspartnere, alt til gavn for Danmarks konkurrenceevne og betalingsbalance. Dette lægger sig tæt op ad politiske partiers indlemmelse af højteksponerede mediemenneske som fx Morten Løkkegaard. Den nævnte konkurrencedeltager Amalie har givet udtryk for, at hendes ønske for sit liv var at blive kendt og berømt. For en ganske almindelig dansk pige er det svært at opnå dette – og her kommer PH ind i billedet.

At en eller flere af deltagerne i PH ikke skulle være klar over, hvad de gik ind til eller, hvorledes dokumentarserien bliver optaget og afviklet er omsonst. Det er nu 6. sæson af PH, og der er rig mulighed og lejlighed for at deltagere og ansøgere har kunnet undersøge dokumentarseriens proportioner. Nogle har indvendt, at en 18-årig piges mentale evner ikke er veludviklede nok til selv at bedømme, hvilke konsekvenser hendes handlinger og ytringer har nu og vil have på kortere samt længere sigt. En 18-årig kan dog stemme ved legale politiske valg. En 18-årig kan melde sig til militæret og blive sendt i krig. En 18-årig kan nøjagtigt det samme som en 50-årig eller en 90-årig. Alder er selvfølgeligt ikke nogen absolut indikator for en persons evne til at reflektere og træffe vigtige og kloge valg. Men hvem skal bedømme, hvad der er rigtigt og, hvad der er forkert for en 18-årig. Eller en 50-årig for den sags skyld. Hvor på aldersskalaen er man gammel og moden nok til at være klar over, hvilke resultater ens handlinger har? Retssystemet giver (eller har haft tradition for ind til for ganske nylig, om ikke andet) en vis rabat til unge kriminelle sammenlignet med ældre kriminelle efter devisen, at de unge ikke har et lige så godt overblik over deres handlinger og resultatet af disse, som en ældre har. Der findes dog børn, der opfører sig som voksne, og guderne ved, at på en gennemsnitlig fredag eller lørdag aften er der et betydeligt antal voksne, der opfører sig som børn. Pointen er her, at alder og modenhed er en plastisk størrelse, og at smække et aldersmærkat på en person gør hverken vedkommendes mentale evner bedre eller værre.

Nej, alder er en ringe indikator for modenhed, om end det er en indikator, end øjenfarve. Men hvis man har modet til at anse modenhed og evnen til at reflektere som efterdønninger af fysiske og mentale begivenheder, da er det også klart, at en person er nødt til at opleve begivenheder, der kan fordre en personlig udvikling eller mere beskedent: en personlig forandring. Og nævnte dokumentarserie giver netop deltagerne mulighed for en sådan forandring. Tilligemed de tidligere nævnte goder som social kontekst, ernæring og velgørende klima.

I en individretslig kontekst, kan det siges, at vort samfund i det store og hele bygger på, at individet har sin ret til at forfølge sin lykke og træffe de valg, vedkommende føler og tænker er rette og rigtige. Som John Stuart Mill bekendtgjorde i On Liberty:

"Over sin egen krop sit eget sind, er individet regent.”

Og sålænge et individ ikke skader sine egne omgivelser, har autoriteter ingen ret til at begrænse vedkommendes frihed. Derfor er det også naturligt, at PH-deltagerne selv har muligheden for at vælge deltagelse i konkurrencen.

En anden måde at se på PH-deltagerne er i en mere Nietzscheansk optik: deltagerne smeder deres eget liv, deres egen eksistens, maler deres livs kunstværk. Et æstetisk værk efter bedste evne. Og det foran TV-Danmarks øjne. Findes der et TV-program, der til samme grad bekræfter seerne i, at det er dem selv og ingen andre, der bærer ansvaret og giver mulighederne for at skabe deres eget liv, deres egen eksistens?

Sålededes den enkelte deltager, der som menneske selv vælger deltagelsen i en konkurrence, der byder på muligheder, som var utilgængelige for vedkommende i hverdagen. Således også videre til anden del, TV-seere og samfund:

II) Som vidne til dokumentarserien akkumulerer man viden inden for flere felter som følgende, men ikke udtømmende, liste nævner: anatomi, fysiologi, klima, sociologi, økonomi, antropologi, og psykologi.
Ligeledes er der rig lejlighed til at analysere og perspektivere konkurrencebegivenhederne og dokumentaristernes implicitte og eksplicitte valg af billede- og lydmateriale. Der er større stykker af akademisk indsigt at hente for seeren.

Som seer er man yderligere en del af at symbiotisk forhold til konkurrencedeltagerne, for uden seere, ingen konkurrence, og uden konkurrence, ingen seere. Rent faktisk er din deltagelse som seer nødvendig for konkurrencedeltagernes muligheder for at udforske deres personlighed og eksistentielle stræben. Og således afhænger seerkollegiet og konkurrencedeltagerne af hinanden.

Konkurrencens moralske lærdom er, at hvis man arbejder hårdt og er et godt menneske, da bliver man belønnet. Dette er konkurrencens præmis, og enhver som har stiftet et tilstrækkeligt bekendtskab med programmet vil have erfaret dette. Denne lærdom kunne skam sagtens være brugbar for så mange unge utilpassede mennesker.

Endelig eksisterer muligheden for, at man af uransagelige årsager ikke lukrerer på dokumentarseriens intellektuelle potentiale, men går ram forbi. I dette tilfælde er der dog emotionelle forhold, der giver serien en markant nytteværdi: humor, drama og æstetisk filmkunst kan udgøre substantiel underholdning, som kan få individet til at glemme finanskrisens stresspåvirkninger.

TV-seernes muligheder kan forstørres og overføres til Danmark som samfund, og samfundet Danmark vil nyde godt af dokumentarseriens morale og underholdningsværdi. Godt, der var 417.000 seere sæson 5-finalen!

Det er muligt, om end usandsynligt, at I) og II) bygger på fejlagtige observationer, de- og induktioner, eller blot lider under nærværende skribents mangel på evner udi skriftlig fremstilling. I så fald kunne man forledes til at fordømme Paradise Hotel. Ja, hvis man ikke vidste bedre, ville man tro, at det bare var et ultrakommercielt program, der blot har til formål at vise masser af hud, store bryster, depraverende sex, fremprovokerede konflikter og mediemæssige spinoffs, der potentielt kan have særdeles destruktiv virkning på hotelgæsterne. Sparker man efter samme bold (i samme boldgade) er der heller ikke langt til at konkludere at den morale, programmet indgyder i seerne, er forkastelig og måske vil have en korrumperende indflydelse på de umodne og letpåvirkelige seere, navnlig børn.

Alt dette er skam særdeles muligt at tænke, hvis ikke man vidste bedre. Ja, tænk engang, hvis tusindvis af danskere, og undertegnede tilmed, spildte tid på, hvad der i værste fald ville være dum underholdning, der ødelægger deltagerne og danskerne.

Men det er jo en fjollet tanke, for heldigvis har del I) og II) vist, at Paradise Hotel er en dokumentarserie, som man bør tage ganske alvorligt, idet der er betragtelige personlige og samfundsmæssige gevinster forbundet hermed.