Sådan sagde næstformanden for Det Etiske Råd, praktiserende læge Lotte Hvas, da årets udgave af X-factor begyndte og viste klip af psykisk ustabile, der stillede op til audition og blev haglet ned af dommere for manglende sangtalent og realitetssans.
DR erkendte fejlen og ændrede deres koncept for fremtiden. Psykisk syge, skal ikke lide overlast, af at deltage i et underholdningsprogram.
I denne uge er det ikke en psykisk handicappet, der er blevet udstillet i et underholdningsprogram. Men en ung pige, der har været deltager i Paradise Hotel. Det spiller for mig ingen rolle. Jeg tror, at mediecirkusset kan have lige så store konsekvenser for en 18-årig pige, som det kan for en person med en diagnose.
Her er et citat, som de fleste af jer nok har stiftet bekendtskab med:
"Du ligner en russisk roulette". Sådan sagde den 18-årige Amalie fra Kokkedal i et ophidset øjeblik til en modspiller i Paradise Hotel.
"Jeg blev rigtig ked af det, for det var en fejl og jeg kunne mærke det med det samme. Men som I så, så svinede hun mig til og jeg blev rigtig ked af det", fortalte hun senere Bt.dk.
Jeg så afsnittet af Paradise Hotel, hvor det skete. Jeg så det efter pres af venner, som jeg normalt betragter som ganske velfunderede, og jeg skal da indrømme, at min interesse på forhånd var vakt for det ekstremt omtalte program.
I journalistik diskuterer man ganske meget etik og moral. Man bærer som medie et ansvar for de personer, som man skildrer. Det er også derfor, at jeg som journalist nogen gange retter de værste fortalelser i en sætning, når jeg skriver artikler. Det gør jeg for at fortalelser eller et ukoncentreret øjeblik ikke skal forstyrre meningen eller hensigten for et interview. Det skal med andre ord ikke lægge interview-offeret til last, at han/hun er menneskelig.
I Paradise Hotel får man hurtigt fornemmelsen af, at det netop er de øjeblikke, som de fleste journalister udelader, som produktionsholdet bag Paradise Hotel leder efter. Øjeblikke, som kan udstille underholdningsprogrammets deltagere, gøre dem dumme, liderlige, umoralske og decideret frastødende.
Hjemme i stuerne kan man sidde trygt og nyde synet af andre mennesker, der bliver udstillet, grine af dem og føle sig bedre. Tillokkende. Men bærer man som seer ikke også et ansvar?
Man kan diskutere om TV3 ikke har overskredet adskillelige etiske og moralske grænser, når de sender et program som Paradise Hotel. Det mener jeg. Men de kan undskylde sig med, at programmet i den grad bærer folkets legitimitet. Personerne, stiller selv op til det. De har set det, og ved hvad det går ud på. Og hjemme i stuerne er der så mange, der sidder og ser det, at man næppe kan sige, at det strider mod danskernes morale.
I forbrug, snakker man om politisk bevidste forbrugere, der køber fair-trade, økologi eller netop ingen af delene.
Efter et afsnit af Paradise Hotel har jeg besluttet mig for at blive en politisk bevidst tv-forbruger. Jeg vil ikke se mere af Paradise Hotel. Jeg synes, det er uetisk. Jeg synes, det udstiller almindelige danskere, der ikke ved, hvilke konsekvenser det vil få for dem, og hvilken måde at TV3 vælger at klippe det på. Og jeg tror ganske simpelt ikke på, at alle deltagerne er så dumme, som de bliver gjort til.
Jeg tror ikke på, at den 18-årige Amalie fra Kokkedal i så ung en alder er så velreflekteret, at hun præcist ved, hvilke konsekvenser hendes medvirken kommer til at have for resten af hendes unge liv.
Og jeg vil ikke medvirke til at legitimere så bizar en underholdnings-industri, som bestialsk udstiller ureflekterede unge mennesker, ovenikøbet drikker dem fulde og giver dem forskellige udfordringer, der blot kan pirke til deres fortalelser og ukontrollerede gerninger.
Jeg er ganske sikker på, at jeg kunne presses til at stille mig selv i lige så dumme og ureflekterede situationer under de rette omstændigheder - og jeg tror det samme om mine ellers velfunderede venner, som gladelig sluprer et afsnit af Pardise Hotel i sig mandag til torsdag.
"De (producerne af serien, red.) manipulerer med os. De bad mig sige ting, som ikke passede. Det var slet ikke fedt. Når jeg så overrasket ud til par-ceremonien, så er det fordi at de bad mig om det", fortæller eks-deltageren Stina.
En udtalelser, der blot cementere min opfattelse af programmet, og som jeg ser som et godt udtryk for, hvilken syg, syg underholdningsindustri Paradise Hotel udgør.
Derfor boykotter jeg Paradise Hotel.
2 comments:
Hørt!
Jeg må først bekende, at denne kommentar ikke bygger på benhårde, systematiske empiriske analyser, men blot på en seismografisk følsom fornemmelse, da jeg mit kendskab til Paradise Hotel er begrænset.
Jeg er fuldstændig enig med dig i, at Paradise Hotel er en klam fætter. Ét lag i Paradise-problematikken er en mere intern etik-diskussion ift. de deltagende laboratorium-mus. I hvilken grad er eksperimenterne forsvarlige overfor de konkrete mennesker der deltager, som eksempelvis hende Amalie? Jeg tror ikke, der findes nogle mennesker, der kan lave en konsekvensberegning af, hvad det betyder at blive udstillet og manipuleret i sådan en grad, som nogle af deltagerne oplever. Der er enig med dig i, at producenterne har problemer med etikken.
Samtidig tror jeg dog også, at man skal passe på med at botanisere deltagernes personlige psykologi i Paradise Hotel for meget og måske se det i et bredere perspektiv, da vi lever i et samfund (uanset hvor refleksive vi er), der er præget af usikkerhed og flygtighed, hvor det generelt er svært at overskue konsekvenserne af ens handlinger i denne hyperkomplekse verden.
Jeg synes den ’eksterne’ etik-dimension ift. hvilke værdier og normer et program eller kanal udviser, er endnu mere problematisk. Vi lever i en medialiseret kultur, hvor medierne formidler normer og omgangsformer for, hvad der er tilladeligt og hvad der ikke er tilladeligt. Derfor har medierne også et stort ansvar.
Dette ansvar lever Tv3 og Paradise Hotel efter min mening ikke op til. Paradise Hotel bygger efter mit indtryk på en mobnings-logik, hvor det handler om at danne alliancer, presse hinanden ud, lyve, svine hinanden til og bruge hinanden som sociale brikker.
Og ikke nok med det: det bliver fejret som rene overlevelsesstrategier. Alt dét som vi prøver at undgå i skolen, vores arbejdsliv og generelt ved socialt samvær, hyldes i dette og andre reality shows.
Dette gør ikke bare Paradise Hotel til en klam, men også til en direkte farlig fætter. Især unge mennesker (som jeg tror Paradise Hotel har mange seere af) bliver påvirket af disse normer og omgangsformer og potentielt fremmer mobning i skolen og andre steder i samfundet. Hån og eksklusion bliver gjort underholdende og helt naturligt.
Svend Brinkmann, professor ved Aalborg Universitet, taler om at vi lever i en skamløshedens tid, hvor skamfuldhed, flovhed og selvindsigt er fremmede følelser, hvilket gør at den sociale orden er sværere at opretholde. Jeg tror Paradise Hotel bærer brænde til dette bål.
Something is rotten in the state of Denmark...
Kunne ikke være mere enig. Hele den eksterne etik med en nærmeste opfordring til klike-dannelse og mobning blandt unge mennesker er stærkt problematisk.
Måske er det der, at myndighederne bør kigge hen, når de skal vedtager deres næste virkningsløse mobbe-politik for folkeskolen, der til stadighed mærker stærkt modtagelige unge mennesker for resten af livet.
Post a Comment