Ævl og kævl og starten på et seriøst post

Vor mor sagde altid, at hvis man ikke har noget pænt at sige, så skal man holde sin mund. Ligeledes er det vel mere eller mindre anerkendt, at tale er sølv, men tavshed er guld, omend dette nok især gør sig gældende, hvis det man nu har at sige ikke engang er blot perifært pænt. Og så er vi vist tilbage ved åbningssætningen, "Vor mor sagde altid..."
Ikke desto mindre har jeg her givet mig selv 10 minutter af min egen tid at spilde på at få Jer til at spilde, hvis ikke 10, så måske 2 minutter. Hvis der så er 6, der læser, gange to minutter, så giver det 12 spildte minutter, hvilket betyder jeg har vundet med to minutter. Sejr!
Den der vinder har som bekendt ret, ihvertfald, hvis sejrherrene er alfabetiske nok til selv at skrive deres egen historie i selvsamme bøger. Men for at gøre det, skal nogle have lært dem netop denne kunst - hvilket bringer mig videre til mit egentlige kødfulde tidsrøveri:

Richard Rorty. Nu afdød amerikansk filosof og diehard akademiker, som af BBC fik skudt i skoene, at han var "the man who killed truth" i en dokumentar af samme navn. For snart mange år siden trådte snotungen Rorty sine barnesko i en østlig amerikansk skolegård. I skolegården var der andre drenge. Store denge. Og de gav Rorty bank. Og Rorty var ikke så meget for det sociale, selvom han aldrig rigtigt kunne forklare hvorfor. Men læse bøger, det kunne han. Og Rorty læste og læste. Ja, han læste så meget, han kom ind på et universitet som ca. 15-årig. Her fandt den gumpetunge læstehest ro; her fandt han andre snottede drenge med samme nørdede inklinationer.

Rortys lange karriere inden for den amerikanske akademia mundede ud i hovedværket, den meget omtalte og kritiserede "Philosophy and the Mirror of Nature," som jeg selv engang gerne vil læse, hvis jeg en dag skulle blive klog nok til det. Den bebrillede filosof skrev værket for at afmontere al Filosofi i et forsøg på gøre det store "F" i den pompøse Filosofi til et lille "f" - filosofi skulle over i ganske almindelig litteratur.

Men nu har jeg brugt mine ti minutter. Jeg er dog kommet i tanke om, at jeg nok har noget pænt at sige, og mit næste indlæg vil på mest underholdende (og forhåbentligt mere velstrukturerede) vis omhandle Mr. Rorty, Rorty som angreb sin egen disciplin, Rorty som droppede filosofien til fordel for at læse Nabokovs "Lolita" og se på sommerfugle, og Rorty som aldrig fra sit akademiske elfenbenstårn kom til at tryne skolegårdens bøller - simpelthen fordi han aldrig siden kom til at møde nogen igen.