Nå. Tilbage til -
Richard McKay Rorty. (det var ham med øjenbrynene)
Rorty kom til verden i New York en kold depressionsmorgen, oktober 1931. Som skrevet tidliger havde stakkels Richard store problemer med at finde sig godt til rette i denne verden. Og som nævnt blev Rorty en meget lærd mand inden for vestlig akademia, specielt filosofi og litteratur. Og ligeledes som nævnt var Rortys selvbeskrevne pragmatiske værk, og det ubestridte hovedværk, hans "Philosophy and the Mirror of Nature," der angreb hele den vestlige filosofiske tradition. More or less.
Men hvorfor er det så interessant? I hvert fald pga. to pointer, hvor den ene pointe er rettet mod menneskeheden og den anden er rettet mod filosoffer:
1) Rorty er ikke den eneste granitstøtte for postmodernisme og relativisme. Der er så mange andre, og han er åbenlyst også inspireret af bl.a. Derrida og den dekonstruktivistiske skole. Undertegnedes opfattelse er, at de nævnte strømme bygger på, at siden "Gud er død" er der ingen fikserede sandheder, ingen faste holdepunkter i tilværelsen, og siden et ords mening ikke kan fastholdes er der ikke nogen endegyldig sandhed.
Men selvom mennesket (fx Martin, fx menneskeheden) ikke på stående fod kan finde nogen absolut værdi, betyder det ikke, at intet har værdi. Men hvad er værdi? Ja, her kommer Rorty marcherende ind fra venstre med sit pragmatistiske jubilæumsflag. Rorty bærer bl.a. rundt på arven fra landsmanden, pragmatikeren og en af psykologiens Godfathers William James: Det interessante er, hvad der virker, ikke hvorfor. Og endvidere: det er ligegyldigt om koen står på marken, når ingen iagttager den, sålænge vi ved fra erfaring, at koen står på marken, når vi kommer tilbage. Den kultur vi er en del af omformulererer konstant mening og værdier.
Så det korte af det lange er, at Rorty har et kilometerlangt flersporet argument for, at vi ikke kan være sikre på en skid. Overhovedet intet. Det eneste vi kan og bør gøre er at blive pragmatiske i ordets filosofiske forstand: vi skal bedømme ideer, tanker og handlinger ud fra deres brugsværdi. Meget Lomborgsk, egentligt. Altså; viden, værdier og tro er ultimativt et produkt af den historiske og kulturelle periode, vi er i.
2) Rorty ville lægge filosofien i graven. Faktisk var ville Rorty sige, at hans hovedværk mere var en metafilosofi, end egentlig filosofi. Filosoffer siden Kant havde prøvet at finde frem til absolut sandhed, altså et solidt fundament, hvorpå man kunne bygge videnskabens hus (så at sige), men som Rorty ville sige: we have absolutely no idea what it would look like to reach the end goal or how we would know we've reached it. Så derfor: væk med den højtbesvungne filosofi. Bevares, det kan da gøre nytte, men man skal bare ikke sige, at filosofi er mere sandt, end andet litteratur. Så ned i litteraturkassen med filosofi.
Faktisk satte Rorty sin pointe så meget på spidsen, at han skiftede sit hverv som filosofiprofessor ud med et hverv som professor i litteratur.
Video: Rorty om the end of inquiry
Video: Rorty om sandhed
Nå, det var det filosofiske/samfundsmæssige/kritiske. Som også er blevet læsterligt kritiseret af filosoffer.
Men Rorty, som så mange andre mennesker, var jo et menneske. Og I følgende klip fortæller han i sin afmålte og nøgterne (læs: steneren) stil om sine barndomsår. Forvent ikke et actionbrag. Forvent en gammel mand åbne en bred luge til sin person - en hybrid af kynisk tilbageskuen, kølig analyse og (mmmhh...) trist aroma:
http://www.youtube.com/watch?v=11CqZd3B8B8
Hvis man vil se en rigtig lang og stenet video om og med Rorty, hans filosofi, litteratur og, ikke mindst, "Beauty and Consolation," kan man se følgende video. Og så kan man også øve sit hollandske.
http://video.google.com/videoplay?docid=-6148968394915050958#
3 comments:
Interessant indlæg! Jeg kunne godt tænke mig at læse noget af ham på et tidspunkt. Jeg tillader mig at komme med nogle supplerende kommentarer:
1)
Det lyder som om at Rorty med ideen om, at vi konstant reformulerer mening og værdier er åndsbeslægtet med Socialkonstruktivismen.
Socialkonstruktivisme tager sit navn fra en byggemetafor, der lægger vægt på skabelsen af en bygning. Tematiseringen af konstruktionsbegrebet findes hos Berger & Luckmann, som skrev det banebrydende værk The Social Construction of Reality. De opererede med en samfundsdialektik, hvor mennesket skaber samfundet, men samfundet skaber også mennesket. Det var med andre ord dialektik mellem struktur og aktør – en dialektik mellem strukturernes strukturelle tvang og aktørernes handlemuligheder (med en henvisning til de to store sociologer, Durkheim og Weber). Struktur og aktør hænger altså uløseligt sammen for socialkonstruktivister.
Socialkonstruktivismen er funderet i afvisningen af, at man kan vide, hvordan tingene i virkeligheden er. For socialkonstruktivismen er virkeligheden noget som samfund, grupper, individer osv. bygger op. Socialkonstruktivismen ser ikke blot på, hvad et givet socialt felt indeholder, men fokuserer på, hvordan dets aktører definerer dette indhold. Målet for socialkonstruktivismen er således ikke at finde den eviggyldige viden, men at repræsentere sociale aktørers tro. Aktørers handlinger afgøres ikke af, hvordan verden ‘rent faktisk’ er, men af hvad en verdens aktører tror om den. For Socialkonstruktivismen kommer erkendelsen altså før virkeligheden, da der er fokus på epistemologien frem for ontologien.
Et vigtigt aspekt i socialkonstruktivismen er "the cookie cutter argument". Det går på, at kager ikke eksisterer før kagejernet rulles hen over den udrullede kagedej. Før vi har begrebsliggjort noget, er det altså ifølge socialkonstruktivister ikke noget. Vi kan ikke erkende ud fra erkendelsen. Begreber er skillelinjer, så hvis man bruger Konstruktivismens metafor, så eksisterer der ingen kager, før de er skåret ud. Virkeligheden er i princippet en stor masse.
For at gøre en lang historie kort: I skolen har vi altid fået at vide, at man ikke skal tro; man skal vide. En socialkonstruktivist kan ikke være mere uenig i dette: Man skal ikke vide, man skal tro!
Har du indtryk af i, hvilken grad Rorty kan tilslutte sig dette konstruktivistiske credo?
2)
Jeg har på et tidspunkt hørt foredrag af min gamle forstander, som talte om forholdet mellem litteratur og filosofi. Han talte primært om den store, tjekkiske forfatter Milan Kundera, der netop opererer i spændingsfeltet mellem romankunst og filosofi, men han inddrog netop også Richard Rorty. Han citerede Rorty for, at skulle have sagt, at ”litteratur og filosofi er egentlig det samme; Litteraturen er bare bedre. Det gælder om at forvandle filosofiens vand til litteraturens vin”
Rortys pointe vil Milan Kundera er langt stykke af vejen skrive under på, selvom hans romaner er stærkt filosofisk præget. Han mener, at hvis vil man lede efter kronjuvelen i den europæiske kulturs historie, så skal man ikke opsøge filosofien, men romankunsten. Den gængse opfattelse er ellers, at filosofien ligesom er det sublimerede udtryk for kultur. Det er her tanken reflekterer over sig selv – et højere stade kan ikke man umuligt nå. Men Kundera hævder, at filosofien er enøjet og præget af monomani, da den konstant søger fornuften. Alle filosoffer hævder at abonnere på fornuften (hvilken Kant undersøgte i værket ”Kritik af den rene fornuft”) – ellers kan man ikke tage filosoffer seriøst. Kundera mener, at fornuften kun vil sit eget – den vil fortrænge ufornuften. Dér hvor ufornuften råder, skal fornuften indfinde sig.
Humlen er her, at vi lever i en verden, der består af andet end fornuft, hvilket romanen excellerer idet romankunsten medgiver dumheden en chance. Kundera taler om romanens polyfoni, som står i modsætning til filosofiens monomani. Denne polyfoni går ud på, at man ikke kan monopolisere sandheden ud fra det standpunkt man selv indtager, men man må indrømme andre muligheder for deres sandheder. Altså, at se virkeligheden i andre perspektiver end sit eget, hvilket ifølge Kundera er mere betydningsfuldt end det monomane. Dette gør ifølge Kundera, at romankunsten som genre er kronjuvelen i den europæiske kultur frem for filosofien.
Om muligt, vil jeg se frem til 3. del af føljetonen om manden med de vanvittigt buskede øjenbryn!
Nice, nice...
Vedr. 1) Det er mit indtryk, at Rorty helt klart ville tilslutte sig den idé. Rorty siger selv, at pragmatisterne (/pragmatikerne...) i bund og grund er tilhængere af Nietzsches idé om, at der ikke findes en sand verden, kun beskrivelser af den. Yderligere er Rorty inspireret af Hegels dialektiske idealisme, specielt den historiske kontekst rolle i forhold til livsvilkår. Så på denne måde er Rorty klart en konstruktivist. Omvendt er Rorty en dekonstruktivist (inspireret af Derrida, Foucault, Quine o.a.), når det drejer sig om mening og sandhed.
Han er relativist så langt som fremherskende livssyn giver resultater - det være sig fx økonomiske, sundhedsmæssige. Altså, nogle holdninger er bedre end andre - men kun så længe de producerer, eller sagt med mindre kapitalistisk ordvalg: kun så længe de forbedrer livsvilkårene for vores tip-tip-oldebørn.
Rorty ville nok ikke snakke for meget om epistemologi og ontologi, da de holdninger ikke er retfærdiggjorte i forhold til deres brugsværdi, specielt fordi man ifølge Rorty aldrig vil kunne gennembryde fortolkninger og nå ind til "verden som den er" / "the thing in itself," og forsøget derfor er spildte kræfter. Faktisk vil Rorty helst glemme Kant o.a.'s snak om, at der findes en forskel på verden som den rigtigt er og verden som vi ser dem.
Nu er Rorty ikke fejlfri, og hans tanker er blevet kritiserede. Bl.a. kunne en nem (og jeg mener også sandsynlig) indvending være, at mennesket har en biologisk kerne (i DNA) der bestemmer store dele af menneskets lyst og frygt, og derfor også, hvad der bringer mennesket glæde/brugsværdig. Samme indvending kunne rettes i mod Lockes idé om menneskets sind/natur som "tabula rasa" / "blank slate" og Sartres eksistentialisme. I samme ombæring kunne denne kritik, i min ydmyge mening, også rettes mod "the cookie cutter..," idet grundlæggende DNA-mønstre ville svare til, at kagebageren kun har en mulig kageform at trykke kager ud med. For at følge den analogi til dørs, vil kagerne i det store og hele se ens ud, men, som kagebagere nok ved, er der alligevel små forskelle i kagernes form, tykkelse og brændthed.
I øjeblikket er jeg ved at læse "The Malaise of Modernity" af canadiske Charles Taylor, og der er visse modstridende, men også overlappende synspunkter, der kunne være sjove at følge op på, på et senere tidspunkt. Taylor er ihvertfald socialtkonstruktivist i og med, at han mener individets identitet bliver skabt i en dialog med samfundet og, især, significant others. Egentlig er han sur over, hvad han ser som udbredt narcissisme, men det er jeg ikke rigtigt kommet til endnu...
Vedr. 2) Det er sgu interessant! Jeg vil glæde mig til at se den fulgt til dørs med et mindre essay, Hr. Jespersen, på Klasens drue
Post a Comment